»Lille Fugl paa Kvist,
hvorfor klynker du saa bange?
hvorfor tier du med de freidige Sange,
flagrer op og ned,
har ej Ro, har ej Rist,
har ej blivende Sted?
øjner du Glenten over dit Hoved i Sky
eller i Krattet den lumske, snigende Slange?
hvorfor bæver du saa,
medens ængsteligt Vingerne slaa,
som vilde du gerne, men kan ikke fly?
lille Fugl paa Kvist,
hvorfor er du saa bange?« —
Ak, for Glenten i Sky
har i min lønlige Rede jeg Ly;
ingen Slange kan naa
den tynde Kvist, jeg gynger mig paa;
jeg ser ej Fare, jeg øjner ej Nød,
og dog er min Barm saa trang, saa trang,
og af Angst er jeg næsten død;
jeg har ikke Mod til en Sang.
Imorges var jeg saa glad,
hilste den stigende Sol med jublende Toner;
Vestenvind leged i Skovens Kroner,
rystede glimrende Draaber af Blomst og Blad;
Himlen var saa ren og klar og blaa; —
nu er den skjult for mit Øje
af Skyerne sortegraa;
Hvælvingen, den høje,
mer og mer sig sænker,
som om den tæt over mit Hoved laa;
hele Verden er mig som Fængsel og Lænker!
jeg kan ej aande
denne lumre, tunge Luft;
Blomsternes stærke Duft
er mig en Kval og Vaande! —
Evige, milde Fader!
du, som i rette Tid og Stund
naadig din Haand oplader,
vederkvæger hver Fugl og hver Blomst i Lund!
se, jeg tørster og smægter
efter en Drik af Ætherens friske Strømme;
ikke længer jeg mægter
at synge din Miskundheds Pris
paa min gamle, frejdige Vis.
Ængstlige, tunge Drømme
trykke mit Bryst, skønt jeg vaager,
hylle mig ind som kvælende Taager! —
O, red mig, red!
lad heller, om du vil,
Stormen, stærk og vred,
begynde sit voldsomme Spil!
eller send Lynet, det flammende,
rædsomme, dødeligtrammende;
se, jeg vil prise dig glad,
naar det kun splitter de trykkende Taager ad! —
om saa den knusende Straale skal slaa
Kvisten, jeg hviler mig paa, —
naar kun mit Bryst,
lettet for Angsten og Nøden,
atter din himmelske Luft kan aande med Lyst
kun en eneste Gang, om det saa var i Døden!