Ungdomsmod
(Til en Ven paa hans Fødselsdag Nyaarsaften)
(Til en Ven paa hans Fødselsdag Nyaarsaften)
Hil dig, Ven, i det Fjerne!
jeg synger for dig en Nyaarssang,
mens de svundne Tiders blegnende Stjerne
synker i Graven, træt af sin mødige Gang.
Se, Haabet peger mod Fremtidens Kyst;
Nyaarsstjernen er god; dens Vink lad os følge:
hvad der er sunket i Tidens Bølge,
lad det ligge, det dunkle; foran os er lyst!
Kom, lad os vandre Arm i Arm
under Foraarshimmelens funklende Belte, —
mellem Snekongens hvide, fjendtlige Telte! —
altid Blodets Strøm bruser lige varm.
Aldrig bange vi klynke!
hvad ej kan staa, lad det synke!
ingen sørgelig Klage!
hyller end Lykkens Sol sig i Nat,
reddes kan dog vor bedste Skat:
Haabet, det kan ej dø, det kan Fjenden ej tage!
Ud da med Baaden, ud paa det Blaa!
mod Fremtidens Kyst skal Farten staa;
lifligt er det paa Bølgen at gynge
langs Kysten, hvor Nattergalene synge,
mens Stjernen leger paa Vandenes Spejl;
lystigt er det paa Bølgen, der skummer,
naar Stormen fylder de bugnende Sejl,
og Ægir en Kæmpevise brummer.
Kommer saa Vinteren, dorsk og mat,
lægger sin Bro over brede Strande,
fængsler de frie, de rullende Vande,
ikke vi ty dog til Havnen brat;
sætte Sejlene til for den kulende Vind:
Hurra! dristigt mod Isbroen ind!
den døde Masse vi sprænge med Magt,
bane os Vejen med kæk Foragt! — —
Men naar slappe Sejlene hænger,
naar den falske Vind ej vil fylde dem længer,
naar Skuden sidder blandt Isbjerge fast? —
Vel, saa lad staa baade Skib og Last;
ikke vi fangne vil fryse tildøde;
se hisset, se!
hvor de Nordlys glimte saa hvide, saa røde
høit over Is og Sne, —
did lad os stige;
der er Gudernes ubegrændsede Rige,
hvor der evigt er Sommer
baade med Liljer og Rosenblommer;
did vi bjerge vor bedste Skat;
lad saa kun Vraget paa Bølgerne gynge! —
Men en Havfru tidt i maanelys Nat
vor dristige Fart skal besynge!