Gaspar Hauser stod under Nathimlens Blaa;
hel sælsomt var han til Sinde;
det var første Gang, han Guds Himmel saa
og fornam de friske Vinde.
Gaspar Hauser kom fra sit Fangebur;
der var han født og baaren,
hvor der aldrig kom Bud gennem tætte Mur
fra Solen og Blæsten og Vaaren.
Der var aldrig en levende Menneskerøst
trængt ind i hans snævre Kammer,
aldrig en Tone af Verdens Lyst
og aldrig et Suk af dens Jammer.
Han løfted sit Blik mod den funklende Nat:
»Her fik jeg en prægtig Stue
med tusinde skinnende Lamper besat
under Loftets hvælvede Bue!
Hvor Væggene strække sig dunkelblaa!
her er der Plads til at male
alle de Syner, i Drømme jeg saa,
som monne Hjertet husvale.«
Saa stod han og stirred med undrende Sind,
til Himmelens Lamper blev blege;
der leged en lystig Morgenvind
gennem Toppen af Skovens Ege.
Gaspar Hauser gøs i Luftningen sval:
»Mig tykkes, sig Væggene fjerne;
for stor fast bliver den Højeloftssal;
ej længer Murene værne.«
Han bøjed sig ned mod klaren Aa;
de Vover saa sagtelig rinde;
sit eget Billed der han saa
i Bølgespejlet inde.
Han stirred og smiled med henrykt Aand;
det var ham selv op ad Dage;
han nikked med Hoved, han vinked med Haand;
det gav ham hans Hilsen tilbage.
Det plasked i Sivet, hvor han stod;
hans Blik saa drømmende glide;
der hopped en Frø hen over hans Fod;
han sprang tre Skridt til Side.
Det rasled over hans Hoved brat;
det rørte sig trindt i Lunden;
alle smaa Fugle paa Gren og i Krat
kom frem i Morgenstunden.
De kvidred og titted og hopped ham nær
med Øjne saa kloge, saa lyse;
han vendte sig hist, han vendte sig her:
saa lønligt maatte han gyse.
Det buldrer hen over Mark og Vang,
det dønner under Gangerhove;
af Hundeglam og af Jagthornklang
genlyde de høje Skove.
Hallo, Hallo! gennem Korn og Krat
frem for en jublende Skare;
de hilste med Latter og svang deres Hat
under skingrende Fanfare.
Gaspar Hauser dølger sit Aasyn ræd;
Dødsangest klemmer ham Barmen;
»O, ve! hvor finder jeg Ly og Sted
i al den Trængsel og Larmen!
Det tramper i Jord; det plasker i Siv;
det skingrer fra Løv og Grene!
O, skjul mig! jeg gruer for alt det Liv!
jeg troede, jeg leved alene!«