Hvad er det for Raab og Trængsel,
hvad Larm i Filisternes Lejr?
det skingrer ned i mit Fængsel;
hvad vandt de nu for en Sejr?
De huje som Peblinger kaade,
der slap fra Tugtens Ris;
mens Samsons Arm maatte raade,
de sang paa en anden Vis.
Har I glemt min Asenskæve?
Da sprang I saa let en Dans!
Og har I glemt mine Ræve
med lystig blussende Svans?
Men selv jeg min Herre fornægted
i mit Hjertes trodsige Mod;
med hans Fjender jeg mig beslægted;
dertor hans Aand mig forlod.
Jeg glemte Fædrenes Minder;
jeg glemte min Moders Hus;
jeg lefled med fremmede Kvinder
og drak af de fremmedes Krus.
Ved Skøgens søde Tale
og ved hendes hvide Barm
jeg dyssedes i Dvale
og vaagned til Spot og Harm.
Jeg vaagned til Dødens Mørke
i Fangehullets Gys;
trælbunden var Armens Styrke
og blindet var Øjets Lys.
Nu lytter jeg fra mit Fængsel
til Jublen i Fjendernes Lejr. —
Sig, Dreng, hvad betyder den Trængsel?
har Filisterne vundet en Sejr?
»For Dagon Festen beredes;
du blinde Træl, kom ud,
at Folket maa se dig og glædes
og prise Filisternes Gud!« —
Smaadreng, nu skal du mig bringe
ind under Templets Hal,
hvor Fløjter og Bækner klinge
til Trommernes lystige Skrald.
I Midten skal du mig stille,
at jeg kan oprejst staa
ved den mægtige Dobbeltpille,
som Loftet hviler paa.
Min Ryg blev jeg vant til at bøje
i Fængselet, under Jord;
det vil de Filister fornøje
at se deres Fange saa stor. — —
Hil jer, højrøstede Helte,
som spytte paa den blindes Skæg!
mødtes vi med Sværd ved Belte,
for vist, I tav som en Væg! —
Jehovah, du lod mig bøde
med Lænker og Spot og Spe:
forlad mig nu min Brøde
for al min Jammer og Ve!
Jehovah, styrk mig i Naade!
kom end engang mig ihu!
for mine Øjne baade
du lade mig hævnes nu! —
Det vifter i mine Lokker
som Aandens Vingeslag;
mig tykkes, at Søjlen rokker
ved mine Armes Tag!
Mig tykkes, at Mulmet brister;
det lysner af Nattens Skød!
Nu er det forbi, Filister!
Jeg knuser jer i min Død!