Caspar Hauser stod under Nathimlens Blaa;
hel sælsomt var han tilsinde;
det var første Gang han Guds Himmel saa
og fornam de friske Vinde.
Caspar Hauser kom fra sit Fangebur;
der var han født og baaren,
hvor der aldrig kom Bud gennem tætte Mur
fra Solen og Blæsten og Vaaren.
Der var aldrig en levende Menneskerøst
trængt ind i hans snævre Kammer,
aldrig en Tone af Verdens Lyst
og aldrig et Suk af dens Jammer. —
Han løfted sit Blik mod den funklende Nat:
»Her fik jeg en prægtig Stue
med tusinde skinnende Lamper besat
under Loftets hvælvede Bue!
Hvor Væggene strække sig dunkelblaa!
her er der Plads til at male
alle de Syner, idrømme jeg saa,
som monne Hjertet husvale.« —
Saa stod han og stirred med undrende Sind,
til Himmelens Lamper blev blege;
der leged en lystig Morgenvind
gennem Toppen af Skovens Ege.
Gaspar Hauser gøs i Luftningen sval:
»Mig tykkes, sig Væggene fjerne;
for stor fast bliver den Højeloftssal;
ej længer Murene værne.« —
Han bøjed sig ned mod klaren Aa; —
de Vover saa sagtelig rinde; —
sit eget Billed der han saa
i Bølgespejlet inde.
Han stirred og smiled med henrykt Aand; —
det var ham selv op ad Dage;
han nikked med Hoved, han vinked med Haand;
det gav ham hans Hilsen tilbage. —
Det plasked i Sivet, hvor han stod; —
hans Blik saa drømmende glide; —
der hopped en Frø henover hans Fod; —
han sprang tre Skridt tilside.
Det rasled over hans Hoved brat;
det rørte sig trindt i Lunden;
alle smaa Fugle paa Gren og i Krat
kom frem i Morgenstunden.
De kvidred og titted og hopped ham nær
med Øjne saa kloge, saa lyse; —
han vendte sig hist, han vendte sig her:
saa lønligt maatte han gyse.
Det buldrer henover Mark og Vang,
det dønner under Gangerhove;
af Hundeglam og af Jagthornklang
genlyde de høje Skove.
Hallo, Hallo! gennem Korn og Krat
frem foer en jublende Skare;
de hilste med Latter og svang deres Hat
under skingrende Fanfare.
Caspar Hauser dølger sit Aasyn ræd;
Dødsangest klemmer ham Barmen:
»O, Ve! hvor finder jeg Ly og Sted
i al den Trængsel og Larmen!
Det tramper i Jord; det plasker i Siv;
det skingrer fra Løv og Grene!
O, skjul mig! jeg gruer for alt det Liv!
jeg trode, jeg leved alene!«