Og hun sad paa Strandens Stene;
Natten var saa lys og varm;
Bølgen steg og sank med Sukke
som i Drømme Pigens Barm;
Liljen aanded gennem Dalen
ud sin Duft saa stærk og sød;
Nattergalen
drog sin Tone lang og blød.
Og hun saa, hvor Stjernehimlen
hviled sig i Havets Skød,
og det dybe med det høje
sødt formælet sammenflød,
og da voksed Sjælens Længsel,
og da svulmed Hjertets Trang;
fra sit Fængsel
brød den stærke Klagesang:
Ak, hvor blev du, gudebaarne,
skønne Helt, hvor drog du hen?
har du glemt din Sjæls udvalgte?
kommer aldrig du igen?
Jeg kan intet, intet glemme,
ej dit Øjes kække Lyn
og din Stemme
og de roligstolte Bryn.
Ak, det var en Nat som denne,
da du favnede mig sidst,
og du trøsted den forsagte,
svor, vi skulde samles vist.
Og jeg hørte Ørnen skrige,
og det lyned, mens du svor.
Tør du svige?
Guder hørte dine Ord!
Men de svandt, de lange Dage,
og de Maaneder svandt hen,
og jeg gemte tro min Længsel;
men du kommer ej igen;
og der griber mig en Smerte,
sælsom, aldrig anet før,
og mit Hjerte
ved, hvad ej det nævne tør.
Midt i Dagens Vrimmel gaar jeg
ene med min skjulte Skat;
o, men intet kan fordølges
den opmærksom tavse Nat:
tusind Øren da fornemmer
Sukket af mit stille Savn;
tusind Stemmer
hviske mig min Smertes Navn.
Ak, hvor er du, skønne Brudgom?
kom igen, min svundne Lyst!
gid jeg kunde gaa som Bølgen
søgende fra Kyst til Kyst!
gennem Ætren til dig svømme
som en Blomsterduft i Vang,
eller strømme
i din Sjæl som Fuglens Sang!