Træt hun sad blandt Strandens Stene
Natten var saa lys og varm;
Bølgen steg og sank med Sukke
som idrømme Pigens Barm;
Liljen aanded gennem Dalen
ud sin Duft saa stærk og sød;
Nattergalen
trak sin Tone lang og blød.
Og hun saa, hvor Stjernehimlen
sænked sig i Havets Skød,
og det Dybe med det Høje
sødt formælet sammenflød,
og da voxed Sjælens Længsel,
og da svulmed Hjertets Trang;
fra sit Fængsel
brød den stærke Klagesang:
Ak, hvor er du, gudebaarne,
skønne Helt, hvor drog du hen?
har du glemt din Sjæls Udvalgte?
kommer aldrig du igen?
Jeg kan Intet, Intet glemme,
ej dit Øjes stolte Lyn
og din Stemme
og de kongelige Bryn.
I en Nat, saa skøn som denne,
ved dit Bryst jeg hviled sidst,
og du trøsted den Forsagte,
svor, vi skulde samles vist.
Ørnen skreg i Vesterleden,
og det lyned, mens du svor;
bryd ej Eden;
Guderne har hørt dit Ord!
Men de svandt, de lange Dage,
og de Maaneder svandt hen,
og jeg gemte tro min Længsel;
men du kommer ej igen; —
og der griber mig en Smerte,
sælsom, aldrig anet før,
og mit Hjerte
ved, hvad ej det nævne tør.
Midt i Dagens Vrimmel gaar jeg
ene med min skjulte Skat;
o, men Intet kan fordølges
den opmærksom tavse Nat:
tusind Øren da fornemmer
Sukket af mit stille Savn;
tusind Stemmer
hviske mig min Smertes Navn.
Ak, hvor er du, skønne Brudgom?
kom igen, min svundne Lyst!
gid jeg kunde gaa som Bølgen
søgende fra Kyst til Kyst!
gennem Luften til dig svømme
som en Blomsterduft i Vang,
eller strømme
i din Sjæl som Fuglens Sang!