Natten ruger stum og mørk;
sorgfuldt Bølgen sukker;
paa de skumle Vandes Ørk
Baaden ensom vugger.
Færgemanden uden Ord
langsomt Aaren fører;
trindt omkring paa Hav og Jord
intet Liv sig rører.
I den tunge Taagenat
ingen Stjerner blinke;
kun fra Kysten ængstligt mat
blege Lys mig vinke.
Men med Kølens dunkle Spor
mørkt mit Øje følger;
Landet, hvor min Lykke bor,
mer og mer sig dølger.
Og der tynge paa mit Bryst
bange Midnatsdrømme:
O, jeg kender denne Kyst,
disse sorte Strømme!
Lethefloden ruller her
sine dorske Vande
mellem Livets muntre Færd
og de Dødes Lande.
Skal jeg paa den øde Strand
som en Skygge vanke?
Ak! ved Livets skønne Land
hænger fast min Tanke.
Rosen stod saa rød og smuk
hist i Livets Have;
her kun snige sig med Suk
Genfærd mellem Grave.
Skønne Liv, du var saa kort!
svandt du alt bag Taagen! —
bort, I vilde Drømme bort! —
Ak, naar blir jeg vaagen?