Ørkenen breder sig nøgen og graa;
der spirer ej Blomst, der grønnes ej Straa,
der vokser ikke en Busk til Ly;
der kvidrer ikke en Fugl under Sky.
Der risler ej kvægende Kilders Vand,
i Solen gløder det tørstige Sand.
Min Fod er mødig, og Vejen er lang;
min Sjæl er træt af den Ørkengang. —
Jeg mindes en frisk, en grønnende Vaai,
en Hytte midt i en Rosengaard.
To klare Øjne jeg mindes saa vel,
de straaled Lys og Fred i min Sjæl.
Jeg mindes en Røst med saa mild en Klang,
saa sødt lød aldrig en Fuglesang.
Jeg mindes et Tryk af saa blød en Haand:
det varmed mit Hjerte; det kvæged min Aand.
O Gud, lad mig dog i min sidste Drøm
fornemme den Røst saa mild og øm!
Og naar jeg skal lægge mit Hoved til Ro,
saa und mig et Glimt af de Øjne to!
Og lad dem igennem Dødens Gys
mildt skinne med Haabets Stjernelys,
og lede mig gennem Gravens Nat
og vise mig Vej til min tabte Skat.