Huset var lavt, og Taget var Straa;
men Roser groede derved,
og Storken bygged sin Rede der paa,
og inde var Lys og Fred.
Den friske Kilde sprudled og klang,
og Haven bød Skygge og Ro;
Fyrrerne sused en sælsom Sang
der var det godt at bo.
Hunden sprang i sin Lænke om
den kendte sin Herres Fjed;
Smaadrengene mærked, at Fader kom,
og løb fra Legen af Sted.
Og Hun med Smil mig i Møde gik,
hun bar den mindste paa Arm,
ved de velsignede Øjnes Blik
blev jeg om Hjertet saa varm.
Men Storken er fløjet, og Hunden er skudt,
og Huset i Fjendevold;
og Livets fejreste Blomst er brudt;
thi Hun ligger bleg og kold.