Læg du kun dit Hoved ned,
luk de trætte Øjenlaage!
her er Ly og her er Fred,
for din Slummer vil jeg vaage.
Bøgen har sit Telt udbredt
til et Værn mod Solens Lue,
ved dens Rod er Lejet redt
her paa Mossets bløde Tue.
Har du tabt dit glade Mod?
Har nu Smertens lumske Slange
drukket Kindens friske Blod,
gjort dit Bryst saa trangt og bange?
Syge Barn, o, ved min Barm
lad mig ømt og tro dig pleje,
bære Dig paa kærlig Arm
over Livets haarde Veje!
Mosset svulmer jo saa blødt;
Løvet hvisker, Bien summer,
Skovens Duer kurre sødt —
læg dit Hoved ned til Slummer.
Milde Drømme i dit Blund
skal med Trøst forbi dig drage,
lokke om din blege Mund
Smilet frem fra gamle Dage.