Edvard Lembcke (1815–97)

Jeg ser dig for Øje, som om det var i Gaar,

med Hosen ved dit Bryst og med Myrten i dit Haar,

i Slørets Folder hyllet, en rødmende Brud,

og du var saa ung og du saa saa yndig ud. — —

Min favre Hustru! Tak for de fem og tyve Aar!

dit Smil var min Lægedom for hvert et Hjertesaar,

dit Blik var mit Solskin, naar Himlen var graa,

din Kærlighed alene var al min Attraa.

Jeg kunde ikke fylde med Smykker dit Skrin;

men ren for Plet og Svig er den Haand, der trykker din;

og arve dine Sønner ej mange Tønder Land,

de arve dog et Navn, som de frejdigt nævne kan.

Jeg bejled ej i Verden til Storhed og Glans,

et Par Smaablomster vandt jeg dog af Ærens favre Krans,

og Danmarks Kvinder lytted dog stundom til min Sang,

men du alene ved, hvad der bor i dens Klang,

Fast altid, naar jeg sang, det kendtes paa min Røst:

en ædel Kvindes Billed opfyldte mit Bryst;

snart som en dejlig Jomfru, snart som en Moder øm —

men dit var jo det Billed, der svæved for min Drøm.

Se, Tiden ruller hen med ustandselig Il;

end har dog Sommerdagen ej tabt sit varme Smil;

end kan mit Hjerte flamme ved et Kys af din Mund;

endnu kan Gud os unde saa mangen Glædesstund,

Og kommer der en Vinter og hvidner vort Haar,

skal Hjertet dog gemme sin lyse, friske Vaar,

og altid skal du være min søde lille Brud,

for du er saa ung, og du ser saa yndig ud.