Natten gik over Himlen;
min Taare randt saa tyst:
Drømmen kom til mit Leje
med Roser ved sit Bryst.
Saa fin og saa fyldig
som Rosens Knop i Vaar —
i Lokker faldt om Kinden
det bløde, brune Haar.
Munden var saa lille,
saa frisk og purpurrød;
den unge Barm sig hæved
med en Længsel saa sød.
Hun bøjed sig med Ynde
over mig ned:
alle mit Hjertes Klager
de stilledes derved.
Hun saa mig ind i Øjet
alt med saa mildt et Blik:
den sommervarme Straale
dybt ind i Hjertet gik.
Det var saa rent som Barnets,
der vaagner af sit Blund;
det var saa ømt som Stjernens
i dunkle Sommerlund.
Mit Hjerte blev saa blødt derved
og svulmed dog saa stort:
det var mig, som jeg skued
Guds Riges aabne Port.
Da bruste for mit Øre
saa kæk en Harpeklang,
da toned mig i Barmen
saa from en Salmesang. — —
Morgenhanen galed,
og Drømmen maatte fly;
men paa den klare Himmel
der stod en Rosensky.
Natten var forsvunden
og Stjernen slukket ud —
men alle gode Drømme
de komme vist fra Gud.