Edvard Lembcke (1815–97)

Vældige Tegn nu ses under Sky;

Guds Kræfter sig aabenbare;

det er, som Tiden vil fødes paa ny

gennem Smerter og Nød og Fare.

Stormklokken gaar i den stille Dal,

og Krigstrompeten klinger,

Kampens Hane med skingrende Gal

slaar vildt med de røde Vinger.

Stormens Aander i rasende Lyst

frit over Vandene svæve;

Herren taler med Tordeners Røst,

og Verdens Grundvolde bæve.

Ved vort lille Fartøjs Ror

jeg staar med bekymrede Tanker:

Liv og Lykke er om Bord

paa disse skælvende Planker. —

Se, jeg fæster en Blomst ved dit Bryst,

om du dens Sprog kan tyde;

den forkynder Fred og Trøst,

mens Bølger mod Stævnen bryde.

Korsets Tegn i vort hellige Flag

sejrende vifter fra Stavnen:

gennem Storm og Bølgers Brag

det leder os vel til Havnen.

Stands din Taare og tving din Skræk,

min frygtende Veninde!

Herren skrev jo med Flammetræk:

»Ved dette Tegn skal du vinde!«