Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Alle Gedichte von Chr.K.F. Molbech auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

"

"O du, som stander der hiinsides Bækken!"

"Pape Satan, Pape Satan aleppe!"

„

„Du Datter af din Søn, o Jomfrumoder!

„Hedninger ere komne, Gud!” saalunde

„Hil Dig og Priis, Hærskarers Gud i Himlen

A

Af Kiærlighed til Fødelandet dreven

Af Rædsel slagen, til min Førerinde

Alene, tause, ikke fulgt af Andre

Alt blegned Tithons fagre Elskerinde

Alt i min Førers Fied jeg mig bevæged

Alt nød alene sine Tankers Føde

Alt naaede paa sin Vandring Morgensolen

Alt stod jeg, hvor man Drønet kunde høre

B

Bag Jordens Bryst, i Klippehiertets Kamre

Bagved os lod vi Engelen, den stærke

Beskuende sin Søn med Kiærligheden

D

Da Constantin fik dreiet Ørnens Vinger

Da denne glade Hilsen var gientaget

Da den Syvstierne, som i himmelsk Gløden

Da han mig dette havde flyet at vide

Da Juno for Semeles Skyld var saare

Da Tyven havde endt, han giorde værre

De mange Saar og alt det Folk, der trængtes

Den brune Hiort i Lunden springer

Den dybe Tørst, som ene bliver slukket

Den kjedsom Vinter gik sin Gang

Den Tunge, der mig nylig havde skaaret

Den vise Mester sig imod mig vendte

Der er en Gud, som over Danmark vaager!

Der er et Sted i Helvede, dets Navn er

Der er Sorg og Kamp paa Verdenshavet

Der er uhyret med den spidse Hale

Der var en Tid, nu er den længst forsvunden

Det led mod Dagens Ende, Luftens Skygger

Det mylred over Kongeaa

Det Sted, hvorhen vi kom, for ned at stige

Det var den Time nær, som Længsel tænder

Det var ei Tid at staae; alt havde Solen

Det var en Vinternat; hvorhen jeg saae

Du brune Hiort ved Træets Rod

Du deilig Rosenknop

E

Ei Helveds Mulm, ei Midnat, overtrukket

En Billedstøttes Tanke hviler stille

En Mand, frit stillet mellem tvende Retter

En Nattergal sad udenfor mit Vindue

Ensom jeg sidder i det stille Kammer

En tidlig Morgen, just som Solen vækked

Et vældigt Drøn min dybe Søvn bortskrækked

F

Farvel! Nu brast det sidste Baand

Foran mig viste sig med aabne Vinger

For bedre Villie maa sig Villien bøie

For Fader, Søn og Helligaand med Glæde

For Nessus end var kommen over Floden

For over bedre Vande frem at drage

Forunderlige Træ, som dybt herinde

Fra Bro til Bro vi gik og Andet mæled

Fra Midten ud og indadtil fra Randen

Fra Skyens lysblaa Telt, hvor Solen luer

Fra Veiens Bred jeg skued Lykken drage

Fryd dig Fiorenza! saa stor est du vorden

Før dig jeg elsked, var jeg som en Mand

Før Havets blege Mø sit Bytte kræver

G

Græd, Jerusalem! lyt til min Harpes Toner

I

Ifald du er mig huld, da vil du siden

Ifald jeg havde Riim, saa skarpe, svære

I Jordens Midtpunkt dybest inde

Indover Tærsklen af den Port vi stige

I Skoven boer hun, Sang af Nattergale

I, som har vandret sammen

I Syden saae jeg Mænd og Kvinder bære

I Aarets Ungdomstid, naar Solen stiger

J

Jeg beder ei om Guldets Glød

Jeg bliver ved saalunde: Lang Tid inden

Jeg fører ind til Staden, fuld af Jammer

Jeg længtes efter Skovens Dyb at skue

Jeg Ryttere saae før i Marken drage

Jeg synge skal en Vise

Jesus vandrer giennem Nattens Stille

K

Kald mig kun kold, du skal ei see den Kvide

Knap havde Talen endt den salige Flamme

Kom, kom! lad os flye

Kommen er den store Time

Kun een er Freias Stierne

L

Langtfra de rislende Vover

Lyd sidste Gang, sorgtunge Sang!

M

Madonna, vil en selsom Drøm du høre?

Med Stav i Haand, i Morgendæmringsstunden

Med Øiet paa sin Glæde fæstet, giorde

Mens Aandeskaren spredtes over Vange

Min Genius, hvor gaaer din Vei?

Min Læser! kom ihu — hvis nogensinde

Min Ungdoms Hiem, det straabedækte, lille

Misund mig ei min Latter og min Glæde!

N

Nu bærer os en af de haarde Rande

Nu skal jeg giøre Vers om nye Kvaler

Nu vandrer ad en snever Sti, der dølger

Naar Dagen er træt og vil gange til Ro

Naar Den, som over hele Verden skinner

Naar du sidder i din Faders Stue

Naar enten Sorrig eller Fryd betager

Naar Foraarssolen mildt, med Hænder blide

Naar i slig Glød af Kiærlighed jeg skinner

Naar sødt du hviler mellem Bolstre hvide

Naar Tærningbordet Spillerne forlade

O

O du vor usle Adel efter Blodet!

O Daarskab, som paa Jorden efterjages!

O I, som i en liden Baad saalænge

O I udkaarne Giester ved det store

Om Cypris Verden i sit Vanheld pleied

Omtrent naar Dagens siette Time brænder

Op løfted Munden fra den fæle Føde

Opret og stille Flammen atter ganger

Op til min Herskerinde mine Blikke

O Simon Magus! O I usle Siæle

P

Paa den Tid Dagens Varmekraft er svunden

Paa Hælvten af vor Bane giennem Livet

R

Rask igiennem dunkle Lunde

Roselil og hendes moder

S

See Navnet hist, i Barken dybt indskaaret!

Som Barnet, der sit Øielaag har lukket

Som denne Lund, hvor, liig en grønlig Slange

Som Fuglen, der i Redens Skiul, det trygge

Som han, der end mod Børn giør Fædre strenge

Som nu jeg stod og stirrede modoven

Som naar de første Solglimt bævende skinne

Som naar en Gartner, lidt før Sol sig tænder

Som Oldtids Spaamand, der fra Høiens Tinde

Som over Havets øde Bryst

Som Oxer, parviis under Aaget spændte

Som saa jeg stod i Tvivl, med Synet blindet

Sov sødt, min Elskede, sov sødt!

Sødt, som en Mø, der elsker, hun istemte

Saa fast saae mine Øine, vidt oplukte

Saa lang Tid, som der gaaer — naar over begge

Saalidet Ordene vor Gang forhaled

Saalunde fra den første Kreds vi stige

Saalunde, liig en sneehvid Rose, baaret

Saalunde tog den Hellige tilorde

Saameget, som fra Daggry synligt bliver

Saasnart min Sands igien er vendt tilbage

T

Tilbage! lød Trompetens Skrald

Tænk Eder, I, som ville ret Jer klare

U

Ud kom vi paa en Skrænt af Klippeblokke

V

Ved det stille Vand

Ved Foraarstid, naar Solens Guldfugl svinger

Veed du, hvorfor dit Billed speiler

Vender Tanken en Stund fra det festlige Lag

Vexilla regis prodeunt inferni!"

Vor Fader! du, som boer i Himmellandet!

Ø

Øverst vi stod, paa Trappens sidste Stene