Ottende Sang
Overfarten over Styx.
Overfarten over Styx.
Jeg bliver ved saalunde: Lang Tid inden
Ved Foden af det høie Taarn vi vare,
Blev vore Øine dragne op til Tinden.
Deroppe tændtes to Smaaflammer klare,
Og endnu en, som knap var synlig, brændte
Langt borte, liig et Tegn, der skulde svare.
Jeg til hiint Hav af Viisdom da mig vendte:
Hvad vil det sige? spurgte jeg; hvi følger
Hiin tredie Ild? Hvo var det, som den tændte?
Og han til mig: "Hist paa de skidne Bølger
Kan du alt see den Ventede fremile,
Hvis ikke Sumpens Taagedamp ham dølger."
Aldrig fra Buestrængen fløi der Pile
Saa hurtig giennem Luft mod Maalets Fiæle,
Som jeg en Baad saae giennem Vandet stile,
I samme Stund, mod Stedet, hvor vi dvæle.
Een Mand kun sad tilrors for den at føre,
Han raabte: "Er I der, I onde Siæle!"
Men flux min Mesters Svar lød for hans Øre:
Kun paa vor Overfart vi dig tilhøre."
Som Den, der hører han er svart bedraget,
Og fyldes pludselig med mægtig Vrede,
Saadan blev Phlegias af Harme naget.
Min Fører steg i Baaden, der laae rede,
Jeg fulgte ham, og, som om jeg kun veied,
Fik Baaden først sin Last, da jeg var nede.
Saasnart vi begge var ombord, saa dreied
Den gamle Stavn sig udad, og dens Side
Skar dybere i Vandet end den pleied.
Mens fremad i den døde Grav vi glide,
Et Hoved dukker op, som Dyndet væder,
Og siger høit: "Hvo kommer hid før Tide?"
Jeg kom, men bliver ei paa disse Steder,
Gav jeg til Svar; hvo er du, som saa fuul er?
Og han: "Du seer jo, jeg er En, som græder."
Bliv da i Taarernes og Sorgens Huler,
Fordømte Aand! — jeg mælede saalunde
Jeg kiender dig, skiøndt Dyndet heelt dig skiuler!,
Da rakte han mod Baadens Stavn, den runde,
Sin Haand, men Mesteren ham tilbage stødte,
Og raabte: "Bort! hen til de andre Hunde!"
Saa favned han mig, og hans Læbe mødte
Min Mund: "Nidkiære Siæl!" saa lød hans Tale,
"Velsignet hun, som dig undfik og fødte!
Han var af Hovmod fuld i Jordens Dale,
Og ingen ædel Daad hans Minde pryder;
Thi raser Skyggen nu i Dybets Sale.
Hvormangen Konge stor, som hisset byder,
Skal her engang som Sviin i Dyndet ligge,
Mens efter ham en rædsom Haan der lyder."
Jeg sagde da: Mester! kan jeg ikke
Faae ham at see tilbunds i Pølen gange
Og kvæles, før til Landing vi os skikke?
"Tilfreds Du vorde skal, før Kystens Tange,"
Han svared mig, "hist dukker op af Vover;
For slig en Attraa bør du Fyldest fange."
Snart saae jeg de tilsmurte Skarer over
Hiin Siæl med saadan Vold og Harme falde,
At Gud derfor jeg takker end og lover.
Da flaaer han rasende sig selv med Tænder,
Hiin florentinske Aand, paa hvem de kalde.
Der blev han, og om ham jeg Talen ender.
Men giennem Luften Jammertoner sære
Mit Øre naae, og Øiet frem jeg vender.
Den gode Mester mæled: "Nu vi ere
Sorgtunge Borgere og store Hære."
Og jeg til ham: O Mester! alt dens Taarne
Jeg seer hist inde, mellem Dalens Buer,
Røde, som var de nys af Ilden baarne.
Min Fører mæled da: "De evige Luer,
Der gløder indeni dem, giør dem hede,
Som du i dette nedre Helved skuer."
Tilsidst ind i den dybe Grav vi glede,
Der værner om de trøstesløse Lande;
Af Jern mig tyktes Murene, de brede.
Lang Tid i Kreds vi fulgte Gravens Vande,
Da raabte Styrmanden: "Vor Fart er omme!
"Her Porten er, stig ud paa disse Strande!"
Jeg fleer end tusind saae af dem, Guds Domme
Fra Himlen regne lod, og hørte skrige
Før han er død, hid til de Dødes Rige?"
Min vise Mester staaer og vinker længe,
Til Tegn, at han i Løn vil Noget sige.
Omsider lidt for deres Harm de stænge:
"Kom du alene! Han skal gaae tilbage,"
De raabe, "som har vovet hid at trænge!
"Alene skal sin Daarskabs Vei han drage,
"Ifald han kan; thi dig vi hos os binde,
"Som giennem Mørkets Egn har fulgt den Svage."
Tænk, Læser! om jeg angest blev i Sinde,
Ved den fordømte Tale, som mig trued;
Jeg vented aldrig mere hiem at finde.
O du min Fører kiær, du, som jeg skued
Meer end syv Gange frelse mig af mange
Og dybe Farer, der mit Hierte kued!
Forlad mig ei saa hielpeløs og bange!
Hvis længer frem at gaae de os forbyde,
Lad os da hurtig begge hiemad gange.
Da mæled han, for Mod mig at indgyde:
"Ei Nogen for vort Fied kan Hindring sætte,
Men vent mig her, og styrk din Aand, den trætte,
Og fød den med godt Haab imidlertide;
Jeg skal i Dybet ikke dig forgiette."
Derpaa den hulde Fader gaaer tilside,
Og ene jeg i Tvivlens Nød og Skræk er,
Thi Ja og Nei stærkt i mit Hoved stride.
Jeg kan ei høre Ordet, han dem rækker,
Men hos dem staaer han kun en Stund, en føie,
Før sig Enhver i Hast tilbage trækker.
Og i slaae vore Fiender Portens Fløie
Foran min Herre, som maa ude stande;
Da vendte langsomt om igien den Høie.
Al Freidighed var svundet fra hans Pande,
Han saae mod Jord og sukkede saaledes:
"Hvo stænger for mig Sorgens Huus og Lande?"
Til mig han sagde da: "Fordi jeg vredes,
Bliv ikke ræd! Jeg skal i Prøven vinde,
Hvad der saa indenfor til Værn beredes.
Ny er ei deres Trods, fra dennesinde;
Som aaben, uden Laas, du end kan finde.
Selv har du læst dens døde Skrift foroven;
Og alt fra den ad Klippens Sti sig svinger,
Igiennem Kredsene og over Voven,
En, for hvem Stadens Port paa Stand opspringer.