Sex og tyvende Sang
Falske Raadgivere.
Falske Raadgivere.
Fryd dig Fiorenza! saa stor est du vorden,
At over Hav og Land du slaaer din Vinge,
Ja nævnes selv i Helved under Jorden.
Thi fem af dine Borgere vi finge
Blandt Røverne at see, og det saalunde,
At selv jeg blues, og din Roes er ringe.
Skal du nok mærke om en Tid, en liden,
Hvor godt dig Prato og de Andre unde.
Om det alt skete, var det ei før Tiden
O var det skeet, da det dog saa skal være!
Jo meer jeg ældes, vil det tynge siden.
Vi drog afsted; opad de Klipper svære,
Hvis Trin os ledte før mod Dybets Rige,
Gik Skialden nu; mig drog han med, den Kiære.
Frem paa den øde Vei vi langsomt stige,
Blandt Klipperne, hvis skarpe Kant os matter,
Saa vi maae bruge Haand og Fod tillige.
Da sørged jeg, og nu jeg sørger atter,
Naar hvad jeg saae, igien jeg mindes silde;
Og mere fast jeg Snillets Toile fatter,
At ei det skal fra Dyden sig forvilde,
Og at det Gode, som mig Stiernen eller
En Bedre gav, jeg ikke selv skal spilde.
Som Bonden, hvilende hvor Høien helder,
Alt paa den Tid, da mindst tilhyllet bliver
Hiint Aasyn, hvorfra Lys til Verden vælder,
Naar Aftenstunden Myggene opliver,
Ildfluer sværme seer blandt Dalens Tuer,
Der hvor han pløier og sin Viinhøst driver:
Saalunde saae jeg nu talløse Luer
Oplyse heelt den ottende Kielders Revne,
Saasnart jeg stod der, hvor man Dybet skuer.
Eliæ Kærre saae fra Jorden bøie,
Og Hestene høit op mod Himlen stævne,
Saa ei han kunde følge dem med Øie,
Og intet Andet saae, end Flammebølger,
Der som Smaaskyer stege mod det Høie:
Saadan mit Blik nu giennem Graven følger
Med Luerne, der Intet aabenbare,
Skiøndt hver af dem en Synder i sig dølger.
Saa langt jeg stirred over Broens Vare,
At havde mig ei holdt en Klippes Rande,
Var brat jeg styrtet ned blandt Dybets Skare.
Og han, der saae mig saa opmærksom stande,
Mæled: "I Luerne sig Siæle røre,
Hver hyller sig i sine egne Brande."
Min Mester! sagde jeg, ved dig at høre,
Jeg Vished faaer om det, jeg alt formoder;
Jeg vilde just dig dette Spørgsmaal giøre:
Hvo er i Luen hist? See, tvende Ho’eder
Den har, som steg den op fra Baalets Side,
"I den, han svared, maa Ulysses lide
Med Diomedes, og som før de Samme
Til Kampen fulgtes, følges de til Kvide.
Med Suk de angre nu i deres Flamme
Hiin Svig med Hesten, hvorved op de brøde
Deidamia end Achil begræder,
Hvis Luens Glød at tale dem tilsteder,
Jeg sagde, dig, o Mester! jeg bønfalder
Og beder tusind Gange, at du glæder
Mig ved at tøve, til i Dybets Haller
De tvende Flammehorn op mod os strømme;
Du seer, hvor svar en Længsel did mig kalder.
Og han: "I Sandhed, værdig maa jeg dømme
Din Bøn til Roes, thi vil jeg flux den føie;
Men see, du holder Tungen vel i Tømme.
Lad mig kun tale, jeg har fattet nøie
Alt hvad du vil; thi dersom selv du kræver,
Vil knap den stolte Græker Øret bøie."
Imedens Flammen giennem Graven svæver,
Min Fører passer Stedet vel og Tiden,
Og høit paa saadan Viis sin Røst han hæver:
"I To, som i een Ild gaae hist ved Siden!
Hvis jeg har Tak fortient imens jeg leved,
Hvis jeg har Tak fortient, stor eller liden,
Af Eder, da min høie Sang blev skrevet,
Saa stands! lad Een fortælle, hvor han førtes
Omkring og hvor ham Døden har bortrevet."
Da knittrende bevæge sig, og brændte
Retsom en Lue, der af Vinden rørtes.
Derefter hid og did sig Toppen vendte,
Fast som om den en Tunge var, der mæled,
Og endelig sin Røst den saa udsendte:
"Dengang jeg drog fra Circe bort, som fiæled
"For Stedet fik sligt Navn af ham, der dvæled:
"Da mægted ei den Søn, jeg lod tilbage,
"Og ei den Kiærlighed, som skulde fryde
"Penelope, ei Medynk med min svage,
"Min alderstegne Fader at nedbryde
"Min Længsel efter Verden at forfare,
"Og kiende hver en Dyd og hver en Lyde.
"Jeg styred bort kun med eet Skib; snart bare
"Mig Bølgerne ud paa de aabne Vande,
"Med samt min lille, men trofaste Skare.
"Sardinien og Marokko ei alene,
"Men alle hine havbeskyllede Lande.
"Af Alderdom vi tunge var og sene,
"Hvor Herkules har reist to Grændsestene,
"Til Tegn, at ingen Mand skal længer gange.
"Tilhøire lod jeg da Sibilias Lunde,
"Som alt forlængst tilvenstre Settas Vange..
"O Brødre! I, som Vei til Vesten funde,
"Skiøndt hundred tusind Farer allevegne
"Jer trued, sagde jeg; vil I ei unde
Den korte Aftenstund, I kunne regne
"Af Liv endnu, at see bag Sol og Bølge
"De fierne, folketomme Verdensegne?
"Lad Eders ædle Udspring ei sig dølge!
"I skabtes ikke for som Dyr at leve,
"Men at I Dyd og Kundskab skulle følge. —
"Let mine Ord dem Alle med sig reve;
"Knap havde jeg dem standset meer, saa hede
"Var nu de Længsler, som afsted dem dreve.
"Mod Øst Bagstavnen dreied vi, den brede,
"Vi giorde Vinger os af Aareblade,
"Og i forvoven Flugt mod Venstre glede.
"Alt skued Natten høit paa Himlens Stade
"Sydpolens Stierner, mens vor Pol sig dukked
"Og neppe syntes over Havets Flade.
"Alt fra den Stund, da først vort Skib var stukket
"Ud paa sin trange Vei, var Maanens Skive
"Fem Gange bleven tændt og atter slukket:
"Da endelig langtborte vaer vi blive
"Som ingensinde før jeg saae i Live.
"Vi jubled, men snart maatte Graaden rinde;
"Thi ud mod Stævnen af vort Skib der feied
"Fra Landets Kyster stærke Hvirvelvinde.
"Tre Gange Skib og Bølger rundt de dreied,
"Men fierde Gang det var en Andens Villie
"Bagstavnen reiste sig, dybt Speilet neied,
"Og over os sig lukked Havets Tillie."