Fem og tyvende Sang
Ransmænd.
Ransmænd.
Da Tyven havde endt, han giorde værre;
Han med uhøvisk Tegn stak begge Hænder
Høit op og skreg: "Det gielder dig, Vorherre!"
Fra den Stund af blev Slangerne mig Venner,
Thi een sig slynged om hans Hals saalunde
Som om den sagde: Flux du Talen ender!
Og andre om hans Arme, som de bunde
Saa fast, ved rundtom Brystet sig at strække,
At ei et Ryk han med dem giøre kunde.
Pistoia, o Pistoia! iil at lægge
Dig selv i Gruus; thi du kan overvinde
Saa trodsig imod Gud jeg saae herinde
Ei nogen Aand i alle Helveds Dale,
Bort flygter Vanni uden meer at tale;
Men efter ham en vild Centaur sig skynder
Og skriger høit: "Hvor er, hvor er den Gale?"
Saa fuldt af Slanger ei Maremmas Dynd er,
Troer jeg forsandt, som Dennes Kryds og Lænder,
Til der hvor Menneskeskabningen begynder.
Høit paa hans Ryg, hvor Nakkens Huling ender,
En Drage hviler sig med udspændt Vinge,
Og spruder Ild paa Hver, som mod dem render.
"Som under Aventinerbiergets Stene
Lod tidt i hele Søer Blodet springe.
Fordi han lumsk af Hiorden stial, den store,
Naar i hans Nabolag den gik alene.
Men paa hans onde Daad en Ende giorde
Herkules’ Kølle, der vel hundred Gange
Ham traf, skiøndt knap ti Slag han kunde spore."
Mens Talen lød, foer Cacus over Vange,
Dog mærked vi dem ei, før under Spange
De op imod os skreg: "Hvo er I Tvende?"
Da standsed Talen, og som bedst vi evned,
Lod al vor Hu vi nu til dem sig vende.
Jeg kiendte Ingen, men da frem de stævned,
Gik det, som mangen Gang det gaaer i Live,
At en af Aanderne den Anden nævned,
Og sagde: "Hvor kan Cianfa borte blive?"
Fra Mund til Næse hæved jeg min Finger,
Til Tegn, at Agt min Fører skulde give.
Om til at troe, hvad nu jeg forebringer,
O Læser! du er seen, jeg undres føie,
Thi selv for mig, der saae det, sært det klinger.
Just som imod dem jeg opslaaer mit Øie,
Og snoer sig om den Ene tæt og nøie.
De mellemste Been rundtom hans Bug og Sider,
De forreste om Armene den lægger,
Og fast i begge Kinderne sig bider.
Med sine Bagbeen den hans Laar bedækker,
Imellem dem dens Hale Veien finder,
Og bagtil op langs Lænderne sig strækker.
Aldrig omkring et Træ sig Vedbend vinder
Saa tæt, som her i sine Lemmers Snare
Den frygtelige Snog hans Legem binder.
Tilsidst de smelte sammen, liig det klare,
Glohede Vor, og Farverne sig blande,
Saa de ei ligne meer, hvad før de vare;
Retsom en bruunlig Farve kan sig danne
Paa et Papiir, naar det er ved at brænde,
Ei sort endnu, dog døe de hvide Rande.
De andre To saae til og skreg derhenne:
"Vee mig, Agnel! hvor du forandres, Broder!
"Du er ei længer Een, ei heller Tvende."
Snart blev der ikkun eet af begge Ho’eder,
Og Begges Miner blanded sig saalunde,
At tvende Aasyn man i eet formoder.
To Arme kom der frem, hvor fire svunde;
Og Laar og Been, og Bug og Brystets Bue
Blev Lemmer, som man aldrig ane kunde.
Af fordums Skabning var ei Spor at skue,
Men To og Ingen lignede det lede
Billed, som langsomt svandt i Dybets Stue.
Som Fiirbeen tidt i Hundedagens Hede
Lynstraaler synes, naar de fare lette
Tværsover Veien, for at skifte Rede,
Sig mod de Andre, fnysende og fage;
Bruunsorte Stænk, liig Peberkorn, den plette.
— Just der, hvorfra vor Næring først vi drage,
Stak Snogen nu den Ene, midt i Vommen,
Og sank saa udstrakt foran ham tilbage.
Den Stukne stirred paa den, taus ved Dommen;
Han stille stod og til at gabe nødtes,
Som Søvn og Feber over ham var kommen.
Han saae paa Slangen, den paa ham; da fødtes
En vældig Røg, der damped af hans Vunde
Og Slangens Gab, og begge Dampe mødtes.
Det gik Sabellus før paa Lybiens Vange
Med samt Nassid, og hør, hvad her vi funde!
Du giør og Arethusa til en Kilde,
Misunder jeg dig ikke dine Sange.
Ansigt til Ansigt har dog ei dit Snille
Forvandlet to Naturer, saa at begge
Saa skeer det her, og i slig Følgerække,
At Slangens Hale kløves, mens hos Manden
Sig begge Fødderne tilsammen trække.
Hans Laar og Been sig klæbe til hinanden
Saa tæt, at før en stakket Tid henrinder,
Sees intet Spor der meer af Føiningsranden.
Men denne Skabning, som hos Manden svinder,
Faaer Slangens Hale nu; haard som hos Snoge
Bli’er Huden hist, og her den blød sig vinder.
Snart krøb hans Arme ind i deres Kroge,
Og Dyrets korte Forbeen længer groede
I samme Maal, som hine ind sig droge.
Bagbenene sig derpaa sammen snoede
Og bleve til det Lem, som Manden dækker,
Og som hos Ham sig kløved ned til Rode.
Mens Dampen nu tilslører dem og lægger
Ny Lød paa deres Legem, Haar fremkalder
Hos Hün og alle Haar af Denne trækker:
Sig Slangen reiser op og Manden falder,
Og mens det onde Blik bestandig skinner,
Hver skifter Aasyn brat i Sorgens Haller.
Han, som stod opret, trak bag Pandens Tinder
Sit Ansigt ind, og hvad ei rummes kunde,
Sprang ud som Øren af de glatte Kinder.
De Dele, som paa denne Viis ei svunde,
Af deres Overflod giør Næsen fager,
Og, som det bør sig, Mundens Læber runde.
Den Liggende sin Snude fremad jager,
Og trækker ind i Hovedet sit Øre,
Som Sneglen sine Følehorn inddrager.
Hans Tunge, heel og flink til Ord at føre,
Tvespaltes nu, men Tungens Kløft paa Manden
Sig lukker til; og Dampene ophøre.
Den Siæl, som blev til Dyr, nu langsmed Randen
Høit hvislende igiennem Dalen rendte,
Og bag ham taled spyttende den Anden.
Derpaa sin nye Ryg han til ham vendte
Og mæled saa: "Lad Buoso nu de Veie
"Paa alle Fire gaae, som nys jeg endte."
Saadan jeg Folket i det syvende Leie
Forvandles saae — det nye Stof maa svare
For mig, hvis mine Sange lidt udskeie.
Skiøndt mine Øine heelt omtaagede vare,
Og Siælen af Forbauselse betaget,
De kunde dog ei ukiendt fra mig fare;
Jeg Puccio Sciancato fik opdaget,
Den Eneste, som blandt de trende Seller
Ei blev forvandlet; Trediemand i Laget