Fiortende Sang
Gudsbespottere.
Gudsbespottere.
Af Kiærlighed til Fødelandet dreven,
Jeg sanked Løvet, som laae spredt paa Tuer,
Og gav det saa til ham, der hæs var bleven.
Derpaa vi kom til Skiellet hen, hvis Buer
Imellem anden Ring og tredie skille,
Hvor Retfærds frygtelige Konst man skuer.
For nu de nye Ting klart at fremstille,
Jeg siger, vi var komne til en Hede,
Saa gold, at ingen Urt der vore vilde.
Om den sig Smerteskovens Krandse brede,
Som Sorgens Flod igien om Skovens Rødder;
Vi tætved Randen stille stod dernede.
Dens Bund var dybt, udtørret Sand, som gløder,
Hiin anden store Ørk den ligned nøie,
O du Guds Hævn! hvor maa hver Den sig bøie
Med Frygt for dig, der læser om den Møde,
Som her blev aabenbaret for mit Øie!
Jeg Flokke saae af nøgne Aander bøde;
De havde vist forskiellig Lov fornummet,
Men Alles Taarer lige ynksomt fløde.
Een Slægt paa Ryggen laae, og een sad krummet
Sammen paa Jord, og een jeg skued jage
Evindeligen rundt igiennem Rummet.
Fleest vare de, der maatte rundt omdrage,
De Færreste paa Jorden laae i Kvide,
Men meest var deres Tunge løst til Klage.
Med langsom Falden regnede der vide
Ildflager ned paa Sandet allevegne,
Som Snee i stille Veir paa Biergets Side.
Af Indiens Land saae under sine Kampe
Uslukte Flammer ned paa Hæren regne,
Og flux lod sine Mænd i Jorden stampe,
At Luen ikke ud sig skulde brede,
Thi enkeltviis let sluktes disse Dampe:
Saalunde sank herned den evige Hede;
Liig Tønder under Staal sig Sandet tændte,
For at fordoble Smerten, som de lede.
Og aldrig deres usle Hænder endte
Den hvileløse Dands, men altid maatte
Jeg sagde: Mester! du hvis Ord, det blotte,
Kan overvinde Alt, undtagen hine
Dæmoner, som ved Porten mod os traadte:
Hvo er den Kæmpe, der med trodsig Mine
Hist ligger krum og agter ikke Gløden,
Retsom om Regnen ei ham kunde pine?
At ham jeg spurgte om, og skreg: "Den Samme
"Som jeg i Livet var, jeg er i Døden!
"Lad Jupiter sin Smed med Træthed lamme,
"Hos hvem han harmfuld hented Lynets Pile
"Der ramte mig hiin Dag med deres Flamme;
"Lad Een for Een ham trætte, uden Hvile,
"I Etnas sorte Smedie de Mange,
"Og raabe: Hielp, Vulkan! til Hielp du ile!
"Ja, lad ham Lyn paa Lyn imod mig skyde —
"Han skal dog aldrig Hævnens Glæde fange!"
Min Førers Ord begyndte nu at lyde
Saa vældigt, som de ingensinde løde:
"O Capaneus! Just at du ei kan bryde
Din egen Hovmod, er din værste Møde!
Ei nogen Piinsel, kun din egen Vildhed
Kan for din Rasen være fuldstor Bøde."
Saa mæled han til mig med mere Stilhed:
"En af de Konger syv han var, hvis Hære
Beleired Theben; Trods han bød Guds Mildhed,
Og lidet holder Herren han i Ære;
Men, som jeg sagde ham, hiin Trods medrette
Maa nu hans Bryst som Brændemærker bære.
Følg efter mig, men vogt dig for at sætte
Din Fod endnu i Sandets gloende Flager,
Og hold dig nærved Træerne, de tætte."
Hen, hvor en liden Flod sit Udløb tager
Af Skoven, gik vi tause giennem Landet;
Dens Rødhed endnu Gysen i mig jager.
Før Synderinderne den til sig lede,
Saadan løb Floden ned igiennem Sandet.
Forstenet Randen var, den lidet brede,
Og Bundens Dyb og Skrænten paa hver Side;
Der, saae jeg, gik man over Sandets Hede.
"Blandt alt det, jeg har viist dig fra de Tide,
Vi ginge først igiennem Portens Bue,
Hvis Tærskel Hvo der vil kan overskride:
Fik dine Øine ingen Ting at skue
Saa mærkeligt, som Bækken, vi betragte,
Der slukker over sig hver Gnist og Lue."
Mig af min Fører disse Ord blev sagte;
Thi bad jeg ham at skienke mig den Føde,
Hvorefter selv han først min Attraa vakte.
Han mæled: "Midt i Havet er et øde
Under dets Drot var Verden reen for Brøde.
Der stander Idabierget, fra hvis Fielde
Man før saae Løvet lysne, Kilder falde;
Nu staaer det øde, mosbegroet af Ælde.
Til Vugge for sin Søn, dets Klippestuer
Lod hun, naar Barnet græd, af Tummel gialde.
Med Ryggen vendt mod Damiette — Landet,
Og hen paa Roma som sit Speil han skuer.
Hans Hoved udaf finest Guld er dannet,
Og Bryst og Armene af Sølv, det rene,
Af Kobber indtil Kløften er det Andet.
Derfra er han af Jern heelt nedad; ene
Den høire Fod er Leer, og dog paa Jorde
Han støtter fastest sig med den alene.
Hver Deel af ham har slaaet Revner store,
Paa Guldet nær, og Taarer ud der trille,
Som samlede hiin Grotte giennembore.
Herned i Dalen rinder deres Kilde;
Acheron, Styx og Phlegeton tillige
Dannes af dem; ad Bækken saa, den lille,
De løbe, til ei meer man ned kan stige.
Der er Cocytus’ Sump; men naar du venter,
Skal du den see, thi vil jeg Intet sige."
Jeg sagde da til ham: Hvis Bækken henter
Sig sine Strømme fra vor Jord saalunde,
Hvi see vi den da først paa disse Skrænter?
"Du veed, at disse Steder ere runde,"
Han svared, "og hvorvel du maatte svinge
Altid til Venstre mod de dybe Bunde,
Kom du dog end ei heelt om Tragtens Ringe;
Om derfor noget Nyt du lærer kiende,
Bør paa dit Aasyn ei det Undren bringe."
Og jeg igien: Hvor, Mester! er de tvende,
Lethe og Phlegeton? Om hiin du tier,
Og sagde nys, at Taarer danned denne.
"Hvert Spørgsmaal, du har giort paa disse Stier,
Mig tækkes," svared han; "men dette røde,
Lethe skal langtfra denne Grav du møde,
Naar de har angret og er frie for Brøde."
Saa mæled han: "Nu er det Tid, vi vende
Fra Skoven os; nu maa du tæt mig følge
Langs henad Bredden, den kan ikke brænde,
Og Ilden slukkes over Flodens Bølge.