Anden Sang
Siælenes Landing.
Siælenes Landing.
Den Horizont, hvis Middagslinie spænder
Sig over Zion giennem Høidepolen;
Steg op af Ganges med den Vægt, som svinder
I Herskertiden udaf hendes Hænder.
Alt skued jeg Auroras fagre Kinder,
Hvor hvide Farver sig med røde blande,
Gulnes af Ælde, medens Dag oprinder;
Og endnu stod vi der ved Havets Strande,
Liig Vandringsmænd, som over Veien grunde,
Som gaae med Hiertet, og med Legemet stande:
Men see! liig Mars, naar den ved Morgenstunde
Bag Taagen glimter med en rødlig Que
Lavt over Bølgerne i Vest, saalunde
Saae jeg — o, kunde jeg det atter skue!
Et Lys meer hurtigt henad Havet svæve,
End nogen Fugl sig svinger over Tue.
Jeg drog mit Øie bort, for Svar at kræve
Hos Føreren; og inden føie Tide
Saae jeg det mere stort og glandsfuldt bæve.
Derpaa mig tyktes, at ved hver en Side
Jeg skimted noget Hvidt, og saae en anden
Hvid Lysning under hiin igien fremglide.
Lidt stod min Mester taus, indtil fra Stranden
Han saae de første hvide Vinger nøie;
Da raabte han, som kiendte Styrismanden:
"Guds Engel kommer! Øine Knæ du bøie!
Fold dine Hænder! Snart vil Tiden bringe
Dig fleer af Himlens Sendebud for Øie.
See, han hvert jordisk Redskab agter ringe;
Han bruger, paa sin Fart i Vest og Øster,
Slet ingen Aarer, og til Seil sin Vinge.
See, høit han løfter den mod Himlens Kyster,
Og med de evige Fædre, som ei kiende
Jordisk Omskiftelse, han Luften ryster."
Alt eftersom han nærmed sig os Tvende,
Steg Himmelfuglens Glands, saa ned mod Sandet
Den nødte mig til Øinene at vende.
Og Englen førtes af en Baad til Landet,
Der gled saa let og hurtig ind i Havnen,
At ei den sank det mindste ned i Vandet.
Hiin Himlens Styrmand stod i Agterstavnen,
Hans Aasyns Miner vare saligunge,
Vel hundred Aander bar hans Baad i Favnen.
"Der Israel drog ud" som med een Tunge
Istemte nu det Folk, der Baaden lasted;
Han giorde Korsets Tegn, og Alle kasted
Sig ud paa Stranden, da de Tegnet nemmed;
Og snelt, som han var kommen, bort han hasted.
Den Flok, som blev tilbage, syntes fremmed
For Stedet, og lod rundtom Blikket ile,
Liig Den, der seer det, han ei saae i Hiemmet.
Alt havde Sol med sine gyldne Pile
Og lod til alle Sider Dagen smile;
Da løftede det Folk, som hid var draget,
Sin Pande, mælende: "Vil I ei lære
"Os Veien, hvis I kan, til Klippetaget!"
Virgilius svared dem: "I troe vel, Kiære!
At vi er Aander, her fra disse Bredder,
Men vi er Vandringsmænd, som I det ere.
Nys kom vi hid, en stakket Stund før Eder,
Ad anden Vei, saa vild og haard, at denne,
Her fører op, os kun en Leg bereder.
Mit Aandedræt gav Skyggerne tilkiende,
At det var mig forundt, at leve længer;
Da blegned undrende de døde Svende.
Og retsom Folket sig nysigent hænger
Ved Sendebudet, smykt med Oliegrene,
Og En i Skyndingen den Anden trænger:
Saadan de lykkelige Aander ene
Sig hængte ved mit Aasyn, og det bragte
Dem fast af Hu, at gaae og vorde rene.
En af dem med slig kiærlig Længsel rakte
Sig fremad, som at favne mig han lysted,
Og i min Siæl den samme Lyst han vakte.
Tre Gange Hænderne jeg om ham krysted —
O tomme Skygger, som forbi mig glide!
Hver Gang jeg rørte kun mig selv ved Brystet.
Af Undren mine Kinder bleve hvide;
Da drog sig Skyggen smilende tilbage,
Og efter ham begyndte jeg at skride.
Blidt bød han mig, ei længer frem at drage;
Og da hans Røst mig Navnet aabenbared,
Bad jeg ham standse og tilorde tage.
"Skiøndt frigiort nu, jeg elsker dig", han svared,
"Som da jeg hist i jordisk Legem tøved,
"Thi standser jeg; men hvi er du hidfaret?"
At vende hiem, jeg denne Reise giorde;
Men hvorfor blev det skiønne Land dig røvet?
"Mig er ei Uret skeet", tog han tilorde,
"Han paa en retviis Villie sin maa bygge;
"Dog alt i trende Maaneder forsande
"Optog han Hver, som bad, med Fred og Lykke.
"Og mig, som nylig stod ved hine Strande,
"Hvor Tiberen i det salte Hav sig dølger,
"Førte han venlig med sig over Vande.
"Did har han vendt sin Vinge nu, og følger
"Den Vei, han kom, hen hvor det Folk sig sanker,
"Der ikke styrter ned til Acherons Bølger."
Og jeg: Hvis intet Lovbud sætter Skranker
For din Erindring og de Elskovssange,
Der stundom stilled mine Længselstanker:
O trøst da lidt igien min Siæl, den bange,
Der med sit Legem kom til disse Zoner,
Og tung og sorrigfuld sin Vei maa gange.
"Kiærligheds Gud, som i mit Hierte throner",
Begyndte han med liflig Røst saalunde,
At i mit Indre sødt endnu det toner.
Og slig en Fryd i denne Sang vi funde,
Min Mester og jeg selv, og hine Siæle,
At alle andre Tanker brat forsvunde.
Men see! som der vi lytted, uden Mæle,
Og raabte: "Hvad er det! Endnu I dvæle!
"Hvad er det for en Lunkenhed, I Løie!
"Skynd Jer til Bierget hen, for at aftvætte
"Den Skal, som skiuler Gud for Eders Øie!"
Liig Duer, der i Flok om Eden sætte
Sig stille hen, og pille Korn og Blade,
Og deres vante Kneisen reent forgiette;
Men pludselig, som bedst de sidde glade,
Forskrækkes over Noget, og betaget
Af større Sorger, Foderet forlade:
Saadan forlod den Flok, som hid var draget,
Den skiønne Sang, og flygted bort, liig Manden,
Der ikke veed, hvorhen han bliver jaget;
Og ikke mindre snelt gik vi fra Stranden.