Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Hvis nogentid det hellige Kvad, som Jorden¹

        Og Himlen har rakt Haanden til saalænge,

        At jeg ved det er bleg og mager vorden,

Beseired Deres Had, der ude stænge

        Mig fra den Fold, hvor som et Lam i Giemme

        Jeg sov blandt Ulvene, der fiendsk den trænge:

Da skulde jeg som Skiald med anden Stemme

        Og andet Laad hiemvende vel og stande

        Bekrandset ved mit Døbevæld derhiemme.

Thi der indtreen i Troen jeg, den sande,

        Der nærmer os til Herren, og med Tiden

        Omkrandsed Peder for dens Skyld min Pande.²

Et andet Lys imod os svæved siden

        Fra samme Flok, som han, der først tog Sæde³

        Som Christi Stedholder i Verdensstriden;

Og Herskerinden sagde fuld af Glæde:

        „See, see den Herre, for hvis Skyld Saamange⁴

        Histnede fromt Galiciens Jord betræde!"

Som naar Handuen sætter sig paa Vange

        Tætved sin Hun, og Ømheden de tyde

        Ved om hinanden kurrende at gange,

Saa skued jeg den ene Fyrste byde

        Velkommen her den anden Høitfortiente,

        Lovprisende den Kost, de hisset nyde.

Men da Lykønskningshilsnerne var endte,

        Saae jeg dem standse foran mig og skinne

        Med saadan Glød, at det mit Øie blendte.

Da sagde smilende min Herskerinde:

        „Berømmelige Liv, der aabenbared

        Den Gavmildhed, vor Kongsgaard slutter inde!⁵

Lad Haabet klinge her igien, du svared⁶

        Io hist paa Jord dertil saamange Gange,

        Som Jesus for de Trende sig forklared."

„Løft op dit Hoved og vær ikke bange!

        „Thi det, som kommer hid fra Jordens Dale,

        „Skal Modenhed i vore Straaler fange!"

Saa hørte jeg den anden Flamme tale;

        Thi løfted jeg mit Øie mod de Fielde,⁷

        Hvis Tyngde lagde Synet før i Dvale.

„Saasom vor Keiser i sin Gunst og Vælde

        „Vil, du skal see hans Lønraadssal og høre,

        „Før Døden, hvad hans høie Hofmænd melde;

„Paa det du maa til Minde Synet føre,

        „Og Haabet, der god Kiærlighed indgyder,

        „Hos dig og Andre hisset kraftigt giøre:

„Siig da, hvad Haabet er, hvordan det skyder

        „Blomst i din Siæl, og hvo der først har tændt det!"

        Vedblev hiint andet Lys, der hist sig fryder.

Den Fromme, der til Himmelflugt mig hented

        Og gav min Vinge Kraft at følge hendes,

        Kom mig i Forkiøb, da med Svar jeg vented:

„Imellem Kirkens Stridsmænd Ingen findes⁸

        Med mere Haab, end han; det stander skrevet

        I Solen, af hvis Straaler vi beskinnes.⁹

Thi er han naadig fra Egypten blevet

        Sendt til Jerusalem, før, som han burde,

        Han hisset har sin Værnepligt udlevet.

De tvende andre Spørgsmaal, som du giorde,

        Ei for din Skyld, men at han Bud maa bære

        Om Dyden, du har kiærest, med til Jorde,

Dem levner jeg ham selv; de er ei svære

        Og tiener ei til Pral; lad ham da svare,

        Og dertil Herrens Naade med ham være!"

Som Lærlingen, der gierne vil forklare

        Sin Lærer, hvad han veed, for paa den Maade

        Sin Dygtighed og Kløgt at aabenbare,

Jeg kvad: Det Haab, der tiener os til Baade,¹⁰

        En fast Forventning er om evig Hæder,

        Fremkaldt af egen Værdskyld og Guds Naade.

Dets Lys fra mange Stierner mod mig træder;¹¹

        Men Den, som først indgød det i mit Hierte,

        Var Herrens Hovedskiald ved sine Kvæder.

De haabe skal paa Dig, saalunde lærte

        Han i den høie Sang, der dit Navn vide;

        Og hvo veed det ei, som har Troens Kierte?

Du mig bedugged med hans Regn, den blide,¹²

        Udi dit Brev, saa jeg er selv forsynet¹³

        Og væder mangen Anden ved min Side.

Som saa jeg taled frit og løfted Brynet,

        Saae jeg et Glimt i Flammens Skiød sig tænde

        Saa hyppig og saa pludselig som Lynet.

„Den Kiærlighed," det lød, „du i mig brænde

        „Seer til hiin Dyd, der fulgte mig utrættet

        „Indtil jeg Palmen vandt ved Kampens Ende,¹⁴

„Giør, at igien jeg vender Aandedrættet

        „Mod dig, hvis Fryd den er, og vil, at sige

        „Du skal, hvad Haabet haver dig forjettet."

Og jeg: Den nye og gamle Skrift tillige¹⁵

        Har Maalet sat... og han: „Udpeg det, Kiære!"

        Af Siælene, som imod Herren hige,

Skal hver især en dobbelt Klædning bære¹⁶

        I deres Land — saadan Jesaias kvæder —

        Og deres Land er Livet, hvor vi ere.

Den Aabenbaring os imøde træder

        Med endnu større Klarhed hos din Broder,¹⁷

        Der, hvor han taler om de hvide Klæder.

Da klang det først henover vore Ho’eder:¹⁸

        „De haabe skal paa Dig!" just som jeg endte,

        Og gienlød trindtom fra de lyse Kloder;

Derpaa saa klart et Lys blandt dem sig tændte,

        At havde Krebsen slig krystalklar Stierne,

        Een Dag da kun dens Vintermaaned kiendte.¹⁹

Og som en Mø staaer op og træder gierne

        I Dandsen ind, hovmodig ei, men hævet

        Af Lyst at hædre Bruden kun som Terne:

Saa ligerviis hiin klare Fakkel svæved

        Hen til de To, der svang sig rundt og lued,

        Som Kiærlighedens Flammer i dem kræved.

I Sang og Tone det den Tredie hued

        At tage Deel; men hun stod taus forlystet

        I Stilhed, som en Brud, og paa dem skued.

„Her seer du ham, der hvilet har ved Brystet²⁰

        Af Verdens Pelikan, ham, der blev kaaret²¹

        Fra Korset til sit Hverv og Lønnen høsted."

Saa taled Herskerinden; dog afskaaret

        Blev ikke derfor Blikket, men med Iver

        Og ufravendt som forhen fremad baaret.

Som Den, der blinkende mod Solen giver

        Agt paa Formørkelsen, indtil han blindes,

        Og ved at see, til ikke seende bliver,

Saa følte jeg min Synskraft overvindes,²²

        Imens det lød: „Hvi vil du Øiet trætte,

        „For at see Ting, som ei heroppe findes?

„I Jorden er mit Legem Jord, og dette

        „Skal jeg og Andre være, til vor Skare

        „Har naaet det Tal, Gud satte som det rette.

„Kun de to Lys i Himlen aabenbare²³

        „Sig med to Klædninger, der hid sig hæved;

        „Og dette kan du Eders Verden svare."

Ved disse Ord kom Flammerne, som svæved

        I Kreds, til Ro, med samt den Klang, der blandet

        Af trende Røster sødt forbi mig bæved;

Retsom naar Aarerne, der kløved Vandet,

        Ved Pibens Lyd paa eengang stille ligge,

        Paa Grund af Træthed eller Frygt for Landet.

O hvor jeg rystet blev, da mine Blikke

        Jeg vendte, for at see min Herskerinde,

        Men blendet stod og skued hende ikke,

      Skiøndt jeg i Himlen var og nærved hende!