Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Sex og tyvende Sang

Fixstiernehimlen; fortsættelse. Om Kiærligheden.

Som saa jeg stod i Tvivl, med Synet blindet,

Udaanded Flammen, der mit Øie matted,

En Røst, saa jeg opmærksom blev i Sindet:

„Vel bør det sig, indtil dit Syn har fattet

„Den Kraft igien, som det i mig fortæred,

„At du ved Tale søger det erstattet.

„Velan, begynd da! siig, hvad der har været¹

„Maal for din Siæl, og viid, at dødt er ikke

„Dit Syn, men kun forvildet og besværet.

„Thi samme Kraft, som man engang saae ligge

„I Ananiæ Haand, har hun, der skuer²

„Opad og fører dig, i sine Blikke."

Og jeg: Snart eller seent, som hende huer,

Helbrede hun de Øine, der var Døre,³

Da hun drog ind i mig med disse Luer!

Det Gode, jeg seer Eder saliggiøre,⁴

Er A og O i Alt hvad Kiærligheden

Høit eller sagte læser for mit Øre.

Den samme Røst, der nys giengav mig Freden,

Da jeg for Blindhed frygted, i mig tændte

Ny Lyst til Tale, da en Stund var leden,

Og sagde til mig: „Endnu maa du hente

„Et finere Sold at sigte med, og sige,

„Hvo der mod sligt et Maal din Bue spændte."

Og jeg: Fornuftbeviser og tillige⁵

En Myndighed, der ovenfra udsendes,

Lod i min Siæl slig Kiærlighed nedstige;

Thi naar et Gode, som er sandt, erkiendes,⁶

Da maa ved det, jo meer det indeholder

Af Godt, desmere Kiærlighed der tændes.

Imod det Væsen da, hvis Høihed volder,

At alle Goder udenfor det ere

Kun spredte Straaler, som dets Lys udfolder,

Maa Hver, som seer hiin Sandhed, denne Lære

Sig grunder paa, meer end mod noget Andet

I mægtig Kiærlighed hendraget være.

Slig Sandhed lærer han mig klart, ublandet,⁷

Der om de evige Substantsers høie

Grundkiærlighed min Forestilling danned;

Den lærer mig hiin sanddrue Mester nøie,

Der om sig selv til Moses tog tilorde:

Jeg vil alt Godt fremføre for dit Øie!⁸

Den lærer du mig i de Ord, du giorde⁹

Til Indgang for det Budskab, som er faret

Med Himlens Løndom mægtigst over Jorde.

„Saa vorde da ved jordisk Kløgt,“ lød Svaret,

„Og ved den Myndighed, som dermed stemmer,

„For Gud din høieste Kiærlighed bevaret!

„Men siig mig end, om der fleer Baand end dem er,¹⁰

„Som drage dig mod ham, og lad mig høre,

„Hvor tidt du Kiærlighedens Bid fornemmer."

Klart var, endskiøndt ei udtalt for mit Øre,

Mig Christusørnens Meed, og jeg erkiendte,¹¹

Hvorhen han agted mine Svar at føre.

Thi mæled jeg: Saamange Bid, som vendte

Vel imod Herren nogentid et Hierte,

Traf alle mit og Kiærligheden tændte.

Thi Verdens og mit eget Liv, den Smerte

Og Død, han led, paa det jeg leve skulde,

Og Haabet, min og alle Troendes Kierte,

Med samt hiin Kundskab, jeg besad tilfulde,¹²

Har frelst mig fra de falske Drifters Vande

Til Kiærlighedens Kyst, den rette, hulde.

Det Løv, som i den evige Gartners Lande¹³

Udspringer, elsker jeg, men dog forskiellig,

Altsom han selv har villet godt det danne.

Saasnart jeg taug, lod Alle sødt i Fællig

En Lovsang tone, og min Herskerinde

Kvad med de Andre: „Hellig, Hellig, Hellig!"

Som Lyset vækker brat den Slummerblinde,

Idet Synsaanden iler imod Glandsen,

Der gaaer fra Net til Net i Øiet inde,

Og som den Vaktes Blik først uden Sandsen

Sig vender bort og undflyer, hvad det skuer,

Til Dømmekraften bringer det til Standsen:

Saa svandt mit Øies Taage for de Luer,

Hvis Glands fra Beatrices Blikke sendtes

Vel tusind Miil bort under Himlens Buer.

Thi saae jeg bedre nu, end før det hændtes,

Og spurgte, som bedøvet, da jeg vaktes,

Om Navnet paa et fierde Lys, der tændtes.

„I hine Straaler," svared hun, „betragtes

Gud af den første Siæl med Tak og Loven,¹⁴

Som af den første Skaberkraft frembragtes."

Som Løvet, naar en Vind gaaer giennem Skoven,

Let bøier sig og atter vorder hævet

Ved egen Kraft, der løfter det modoven,

Saalunde mellem Frygt og Undren svæved

Jeg mens hun kvad, og gienvandt Modet atter,

Da Lyst til Tale stærkt mig giennembæved.

O Frugt, begyndte jeg, som høit jeg skatter,

Du, som blev moden skabt! Ældgamle Fader,

Som i hver Viv seer Barn og Svigerdatter!

Jeg beder fromt, at du din Røst oplader;

Min Attraa jeg behøver ei at sige,

Den seer du selv, og jeg alt Ophold hader.

Tidt rører sig et Dyr bag Dækkets Flige,

Saa man kan see dets indre Drift paa Klædet,

Som følger med og rører sig tillige:

Saa ligerviis hiin første Siæl paa Stedet

Igiennem Sløret viste mine Blikke,

Hvor høit den ved at tækkes mig blev glædet.

Derpaa udaanded den: „Endskiøndt du ikke

„Din Attraa nævner, seer jeg den saa nøie,

„Som du ei seer de Ting, der for dig ligge.

„Thi jeg den skuer i hiint Speil, det høie,¹⁵

„Der mægter Billedet af Alt at fange,

„Men ei opfanges selv af noget Øie.¹⁶

„Du vide vil, naar paa de fagre Vange

„Mig Herren satte først, hvor hun befaled

„Dig ad den høie Stiges Trin at gange;

„Hvorlænge Haven sødt mit Blik husvaled,

„Hvad der var Aarsag til den store Vrede,

„Og hvilket Sprog jeg skabte der og taled.

„Viid da, min Søn! ei for vi aad dernede¹⁷

„Af Træets Frugt, blev Paradiset lukket,

„Men kun fordi vi Grændsen overskrede.

„Hist, hvor hun kaldte paa Virgil, jeg sukked¹⁸

„Trehundred, firetusinde og tvende

„Solhverv i Længsel, før mit Savn blev slukket.

„Og til hvert Lys jeg skued Solen vende

„Nihundred tredive Gange hiem og gløde,

„Førend mit Liv, det jordiske, fik Ende.

„Det Tungemaal, jeg talte, blev lagt øde¹⁹

„Forinden Nimrods Folkeslag i Skare

„Paa bundløst Arbeid spildte deres Møde.

„Thi Menneskenes Lyster ere snare,

„Omskiftende med Himlen; derfor kunde

„Forstandens Værker ei bestandig vare.

„Naturligt er at tale, men hvorlunde,

„Saa eller saa, det overlader siden

„Naturen frit til Eders egne Munde.

„Før jeg steg ned til Helveds Angst og Liden,

„Blev kaldet El paa Jord det høieste Gode,²⁰

„Hvorfra min Fryd udrinder; og med Tiden

„Det Navnet Eli fik blandt dem, der troede;

„Thi Løvet liig — eet Blad i Muld sig dølger,

„Eet springer ud er jordisk Brug og Møde.

„Paa Fieldet, som staaer høiest frem af Bølger,²¹

„Var jeg, reenlivet og med onde Drifter,

„Fra første Times Gry til den, der følger

„Den siette, naar Qvadrant Solvognen skifter."

Johannes spørger ikke, i Liighed med de to andre Apostle, hvad Kiærligheden er, men hvad der er Gienstanden for Dantes Kiærlighed.

Som Ananias helbredede Paulus (Ap. G. IX. 17–18) saaledes kan Beatrices Blik giengive Dante Synet. Her, som paa mange Steder, skinner den dybere Allegorie igiennem, naar Beatrice opfattes som Billedet af den guddommelige Videnskab, Theologien.

Ved det første Syn af Beatrice, i Barndommen, drog Kiærligheden ind i Dantes Hierte. Jvf. Indl. S. 69.

Det høieste Gode, Gud, er Kiærlighedens Gienstand.

D. besvarer i disse Terziner det Spørgsmaal: hvad der har rettet hans Kiærlighed imod Gud, paa følgende Maade. Kiærligheden til Gud indprentes a) ved philosophiske Argumenter (Fornuftbeviser) b) ved Aabenbaringens Autoritet (en Myndighed, der ovenfra udsendes). Thi (a) det Gode, som Godt, tænder, saasnart det begribes som saadant, Kiærlighed, og det i desto høiere Grad, jo mere Godhed det indeholder, (28–30). Følgelig maa det Væsen, der, som Kilden til alle enkelte Goder, er alt Andet overlegent i Godhed (31–33) drage Enhvers Sind til sig i Kiærlighed, som indseer den Sandhed, paa hvilken dette Beviis hviler, nemlig: at dette Væsen, Gud, er det høieste Gode (34–36). Denne Sandhed tydeliggiør Aristoteles i sin Lære om de evige Substantsers første Kiærlighed (37—39). Men den samme Sandhed tydeliggiør dernæst (b) Aabenbaringens sanddrue Ophav Gud, idet han siger til Moses om sig selv: Jeg vil lade dig skue alt Godt (40–42); samt endelig Johannes i de Ord, hvormed han begynder sit Evangelium (43–45).

Kiærlighed i Almindelighed er Siælens Henvendelse imod det Gode, eller det, der synes den godt. Jvf. Sk. XVIII. 19 flg.

Han maa være Aristoteles, der ikke kan forbigaaes, hvor Talen er om philosophiske Beviser. D. tænker da vel nærmest paa den Aristoteliske Lære om Gud, som Førsteaarsagen, og om Skabningens deraf flydende Attraa efter Guddommen, den rene Form; og hans Ord passe ogsaa meget godt til hiin Lære, saaledes modificeret, at Himmelkredsenes Bevægere (de evige Substantser) substitueres for de bevægede Kredse selv. De evige Substantsers Grundkiærlighed (første, oprindelige K.) er nødvendigviis det Evige (det evige Gode), der, som Førsteaarsagen til alt andet Godt, forholder sig til dette som Lyset til sin Straale, og altsaa er det overlegent i Væsen, eller med andre Ord er det høieste Gode.

D. sigter til (2 Mose B. XXXIII. 18—19) hvor Moses siger til Gud: „Lad mig see din Herlighed,“ og Herren svarer: „Jeg vil lade alt mit Gode fare frem for dit Ansigt.“ Guds Herlighed er altsaa her det Samme som Indbegrebet af alt Godt.

Joh. Ev. I. 1 flg.: „I Begyndelsen var Ordet“ o. s. v. I disse Ord forkyndes Himlens Løndom (Treenighedsbegrebet, Ordets Fødsel fra Evighed af og Incarnationen) mægtigst og klarest over Jorde. Naar D. siger, at denne Evangeliets Indgang lærer ham den Sandhed, at Gud er det høieste Gode, tænker han vel deels paa Udtrykket: i Begyndelsen, deels paa Ordets immanente, evige Frembringelse, som et Udtryk for den høieste Meddeelsomhed og dermed for den høieste Godhed, deels endelig maaskee paa Incarnationen; dog omtales Christi Død særskilt i V. 59.

10.

Foruden den første, almindelige Grund til at elske Gud, ligesom for hans egen Skyld, nemlig at han er det høieste Gode, gives der ogsaa andre Grunde, om hvilke Johannes nu forlanger Oplysning. Og Dante nævner da som saadanne Aarsager: Guds Velgierninger —- Skabelsen og Forløsningen — og Haabet om en evig Salighed (58--60).

11.

Christusørnen ɔ: Johannes, med Hensyn til at Ørnen er hans Symbol som Evangelist.

12.

Hiin Kundskab: Erkiendelsen af at Gud er det høieste Gode.

13.

I Forbindelse med Kiærligheden til det høieste Gode, Gud, staaer Kiærligheden til vore Medmennesker (det Løv, som o. s. v.) d. v. s. til det Gode, Gud har nedlagt i dem; thi ogsaa dette er, som det ovenfor (V. 33) hedder, „kun spredte Straaler, som hans Lys udfolder.“

14.

Den første Siæl: Adam.

15.

Hiint Speil: Gud, som erkiender Alt, men ikke selv erkiendes tilfulde af noget Væsen.

16.

De fire Spørgsmaal, som D. ikke udtaler, ere 1) hvormange Aar der vare forløbne, siden Adam skabtes; 2) hvorlænge han var i det jordiske Paradiis; 3) hvorfor Nydelsen af den forbudne Frugt egentlig fortornede Gud; 4) hvilket Sprog Adam talte.

17.

Nydelsen af Frugten var i og for sig en ligegyldig Handling, men Overtrædelsen af Guds Befaling giorde den til Synd.

18.

I Limbus, hvor Beatrice kaldte paa Virgil (s. Helv. II. 52 flg.) tilbragte Adam 4302 Aar, og paa Jorden havde han levet i 930 Aar (s. 1 Mose B. V. 5). Fra Adams Skabelse indtil Christi Død og Nedfart til Helvede regner D. altsaa 5232 Aar.

19.

D. forkaster her en tidligere af ham selv, i Skriftet de vulgari eloquentia fremsat Mening, at Menneskene havde havt eet Sprog lige til den babyloniske Taarnbygning, og at dette, Adams Tungemaal, der var skabt med og i ham, derefter var bleven bevaret og talt af Jøderne. Det første Menneske, siger han her, skabtes vel med Taleevne, men ikke med et særegent Tungemaal. Sproget er et Værk af den menneskelige Forstand, og derfor omskifteligt, eftersom Menneskets Tilbøieligheder paavirkes af Himlens Bevægelser; og det Sprog, Adam havde talt, kiendtes ikke mere, da Nimrods Folkeslag, Babylonierne, begyndte deres Taarnbygning.

20.

El ɔ: Gud. Dante synes at antage Eli (ɔ: min Gud) for en senere Forandring af Ordet.

21.

Fieldet, som o. s. v. Purgatoriets Bierg, med det jordiske Paradiis. Om den Tid, Adam tilbragte i Paradiset, vare de ældre Theologer meget uenige. D. antager, at han i det Hele, før og efter Syndefaldet (reenlivet og med onde Drifter) har tilbragt 7 Timer i Eden, fra Dagens første Time til den, der følger den siette, d. v. s. til een Time efter Middag. (Jvf. 1 Mose B. III. 8).

Dante Alighieri: Dante Alighieris Guddommelige Komedie. Paradiset, oversat af Chr. K. F. Molbech, I den Gyldendalske Boghandling, Kbh., 1862, s. 209–216.

»Sex og tyvende Sang«

Dante Alighieris Guddommelige Komedie (1851)