Ni og tyvende Sang
Alchymister.
Alchymister.
De mange Saar og alt det Folk, der trængtes,
Heel træt og drukkent havde giort mit Øie,
Saa efter ud at græde ret det længtes.
Men Skialden kvad: "Hvi stirrer du saa nøie?
Hvi lader du dit Blik saa længe hvile
Paa de Lemlæstede, hvem Sorger bøie?
Du fra de Andre skyndte dig at ile;
At tælle Skyggerne maaskee dig huer —
Men viid, den Dal er to og tyve Mile.
Alt under vore Fødder Maanen luer,
Snart er den Tid, der skienktesos, henrunden,
Og der er meer at see, end her du skuer."
Ifald du havde givet Agt paa Grunden
Hvorfor jeg stod og saae, vist uden Vrede
Du i at tøve selv dig havde funden:
Mens det jeg svared, gik han allerede,
Og jeg bagefter, bort fra disse Dale;
Jeg føied til: I Hulens Skiød dernede,
Hvorhen jeg stirred, i de dybe Sale,
Troer jeg forsandt, En af mit Blod begræder
Den Synd, som der man maa saa dyrt betale.
"Lad ikke ham," til Svar min Mester kvæder,
"Fra nu af mere dine Tanker bryde;
Men lad ham gaae, vend dig til andre Steder!
Thi jeg ham saae ved Broen før han flyede,
Hvor han forbittret dig med Fingren trued,
Men netop dengang du ved Synet grued
Af ham, der paa Hautefort har havt sit Sæde,
Saa Hiin gik bort før du mod den Kant skued."
Og jeg: Hans Slægt har end ei Hævnens Glæde
Ham skienket for hans grumme Død, min Fører!
Det har mod En, der deler denne Smæde,
Saa harmfuld sagtens giort ham, som jeg hører,
Saa han gik bort, for ikke mig at svare;
Men derved just til Medynk han mig rører.
Saalunde taled vi indtil vi vare
Der, hvor den næste Dal til Bunden maatte,
Hvis der var mere Lys, sig aabenbare.
Da til den sidste Klostergang vi traadte
I Sorgens Kieldere, saa vort Øie naaede
At see de Munke, dette Kloster aatte:
Liig Pile da med jernbeslagne Braadde
Af Ynk, mig traf saa mangelund en Jammer,
At jeg holdt Haand for mine Øren baade.
Som naar om Somren fra hvert Sygekammer
Og paa Sardinien alle Feberflammer
Man i een Grav tilsammen vilde blande:
Slig Kval var her, og Dybet Stank opsendte,
Liig Dunster, som af bulne Lemmer stande.
Tilvenstre sig igien min Fører vendte
Nedad den sidste Vold; jeg fulgte gierne,
Thi klart herfra mit Syn hver Gienstand kiendte
Paa Bunden, hvor den høie Konges Terne,
Den ufeilbare Retfærd straffer alle
De Falsknere, hun opskrev i det Fierne.
Knap værre Jammersyn man kunde kalde
Da Luften var saa fuld af Gift og Galde,
At hvert et Dyr, selv liden Orm, i Nøden
Sank hen; hvorpaa — som Digterne jo synge
Oldtidens Slægter saaes, da endt var Møden,
Af Myresæd sig atter at forynge:
End Synet her af Aanderne i Graven,
Som overalt laae sygnende i Klynge.
Her laae paa Ryggen de, og der paa Maven,
En paa den Anden; hist sig Nogle slæbe
Paa alle Fire giennem Sørgehaven.
Vi vandre Skridt for Skridt med lukket Læbe,
Og see og høre paa de Syges Kvide,
Der op at løfte sig forgieves stræbe.
To saae jeg, lænet til hinandens Side,
Som Kar mod Kar sig støtter, for at hedes,
Fra Fod til Hoved dækt med Skorper hvide.
Aldrig man nogen Staldkarl seer saaledes
Sin Strigle røre, naar hans Herre skiender,
Hvad heller selv han ved at vaage kiedes:
Som Hver af dem de skarpe Negle vender
Bestandig mod sin Krop, for af at blive
— Med Kløen, den rasende, der aldrig ender;
Og deres Udslet Neglene afrive,
Som naar en Brasen, eller Fisk med længer
Og bredere Skæl, man skraber reen med Knive.
"O du, som selv dit Legem sønderflænger,"
Begyndte nu min Mester til den Ene,
"Og bruger dine Fingre tidt som Tænger!
Boer der Latinere bag disse Stene?
Svar mig, saasandt som Neglen paa din Finger
Maa evig til sligt Værk dig Hielp forlene!"
"Vi to, hvem ynkeligt slig Sygdom stinger,
"Fra Latium er," med Graad den Ene siger;
"Men hvo er du? stig, hvad til os dig bringer!"
Min Fører sagde: "Jeg er En, som stiger
Fra Bierg til Bierg med ham, der ikke døde;
Jeg agter ham at vise Helveds Riger."
Ved disse Ord de skiælvende nedbrøde
Den fælles Væg; og mod mig vendte Øiet
Hver En, som hørte Ordene, der løde.
Den gode Mester tæt sig til mig bøied
Og mæled: "Siig nu hvad du har paa Sinde!"
Og jeg med disse Ord hans Villie føied:
Skal i den første Verden Eders Minde
Ei flyve bort fra Menneskers Hu og Giemme,
Men leve medens mange Sole skinne:
Saa stig mig hvo I er, hvor I har hiemme?
Lad ikke Straffens væmmelige Miner
Fra Eders Navn at røbe mig Jer skræmme.
"Albero fra Siena lod mig brænde
"Men det, jeg døde for, ei her mig piner.
"Engang for Spøg jeg sagde vel derhenne:
"Jeg kan som Fugl igiennem Luften skære;
"Og han, der havde Lyst til Sligt at kiende,
"Men lidt Forstand, flux Konsten vilde lære.
"Og for jeg ham til Dædalus ei giorde,
"Lod Søn og Fader mig paa Baalet bære.
"Men til den sidste Kielder, som han burde,
"Jog Minos mig, den ufeilbare Dommer,
"For Alchymien, som jeg drev paa Jorde."
Jeg sagde: Saa forfængelig og tom er
Vist ingen Slægt, som bag Sienas Volde;
Det franske Folk selv ikke nær dem kommer.
En af de to Spedalske nu mig svared,
"Thi han forstod med Maade Huus at holde;
"Og Niccolo, af hvem vi først erfared
"Den Konst at brænde Negliker til Gilde
"En Sæd, vor Hauge villig har bevaret.
"Undtag den Flok, blandt hvilken Caccia ilde
"Sin Skov forøded og sin Viingaards Grunde,
"Og Abbagliato praled af sit Snille.
"Men at du vide maa, hvo dig saalunde
"Hialp mod Siena: skærp da dine Blikke,
"Saa klart mit Aasyn kan dig Svaret unde.
"Metallerne ved Alchymiens Kræfter
"Forfalsked jeg, og skuffer jeg mig ikke,
"Veed du, hvor godt jeg abede dem efter."