Tredivte Sang
Empyreum. Straalefloden og det guddommelige Kredslys.
Empyreum. Straalefloden og det guddommelige Kredslys.
Sextusind Miglier fiernt, og Jordens Rige
Sin Skygge fast i lige Plan udsender,
Begynder Himlens Hvalv for os at stige
Og vorder dybt, saa en og anden Stierne
For Blikket alt maa tabe sig og vige;
Og alt som Solens deiligklare Terne
Gaaer længer fremad, bliver Himlen lukket,
Og Lys for Lys henblegner i det Fierne.
Ei anderledes hiin Triumph sig slukked,
Der evig om det klare Punkt sig svinger,
Saa Punktet selv, hvorfor jeg under bukked,
Thi fløi mit Blik, da jeg saae Glandsen svinde,
Mod Beatrice snelt paa Elskovs Vinger.
Hvis Alt, hvad jeg har hidtil sagt om hende,
Jeg til een Lovsang vilde her forene,
Forslog det dog kun lidet dennesinde.
I slig en Skiønhed straaled hun, den Rene,
At ikke blot vort Maal den overskrider,
Men nydes heelt, troer jeg, af Gud alene.
Her overvinder Emnet mig omsider,
Som ingen komisk eller tragisk Digter
Beseires af det Stof, hvormed han strider.
Thi som det svage Syn i Solen svigter,
Saa taber nu min Tanke sig og blindes
Af Mindet om det Smiil, hvortil jeg sigter.
Alt fra den Dag, jeg saae min Herskerindes
Aasyn for første Gang, til dette Skue,
Jeg i min Sang ei nogen Standsning mindes;
Dog nu har jeg som Skiald ei meer Formue
Til hendes Glands at følge, men maa vige,
Saa deilig, som kun Den formaaer at sige,
Hvis Lyre bedre Toner har i Giemme,
End mine, der mod Stoffets Slutning hige,
Hun mæled, med den sikkre Førers Stemme:
Og staae nu hvor det rene Lys har hiemme,
En Kiærlighed til Herren fuld af Glæde,
En Glæde mere sød, end sødest Gammen!
Af Himlens Stridsmænd, og de halve bære
Den Dragt, der skal paa Dommens Dag dem klæde."
Seekraften for en Stund og blinde Synet
For Indtryk af de Ting, der stærkest ere:
Saalunde mig et livligt Lys omlyned
Og lod et Slør af Glands mit Øie blinde,
Saa ingen Gienstand speiled sig bag Brynet.
„Med slig en Hilsen favner os herinde
Den Kiærlighed, der stiller dette Rige,
For at berede Faklen til at skinne."
De korte Ord, jeg hørte hende sige,
Knap havde til mit Indre Veien fundet,
Før over sig min Kraft jeg følte stige;
Og i mit Syn slig Styrke var oprundet,
At ingen Lysning tænkes kan, som ikke
Mit Øie havde taalt og overvundet.
Retsom en Flod af Lynglimt, paa hvis Strande
Jeg skued alle Vaarens Farver ligge.
Livfulde Gnister sprang af Flodens Vande,
Hver sænked i en Blomst sig ned og bæved
Liig en Karfunkelsteen med gyldne Rande;
Derpaa de, som af Duft beruste, svæved
Ned under Bølgen atter, for at dulme,
Og hvergang een forsvandt, en ny sig hæved.
„De høie Ønsker, jeg i dig seer ulme,
Om at forstaae, hvad her du har for Øiet,
Desmere tækkes mig, jo meer de svulme;
Men hvis din stærke Tørst skal vorde nøiet,
Da maa du drikke først af disse Vande!"
Saa taled mine Øines Sol og føied
Dertil: „Hiin Flod og Blomsterne, der stande,
Og de Topaser, der omkring dem flamme,
Er kun Indledningsskygger af det Sande;
Men i dit Øies Svaghed ligger Grunden,
Som end ei dette Syn kan ret annamme."
Saa hurtigt iler intet Barn med Munden
Imod sin Melk, naar det er vaagnet silde
Og har forsovet sig i Morgenstunden,
Som jeg, der gierne mine Øine vilde
Til bedre Speile giøre, snelt mig bukked,
For at forbedres i den lyse Kilde.
Med Randen af mit Øielaag, saa tykked
Og retsom Folk, der sig med Masker smykked,
Heelt andre synes os, naar de afklæde
Sig denne laante Dragt, der for dem skygged:
Saadan forvandled sig til større Glæde
Hver Blomst og Gnist, saa klarligen jeg skued
De tvende Himmelhæres Dobbeltkiæde.
O du Guds Afglands, ved hvis Hiælp jeg skued
Det sande Riges høie Seierskarer,
Giv du mig Kraft at sige, hvad jeg skued!
Hist er et Lys, der Skaberen forklarer
For al den Skabning, som i ham at skue
Sin Fred alene finder og bevarer.
Det rundt sig strækker i en Cirkelbue,
Saa vældig, at dens Runding vilde være
For vidt et Belte selv for Solens Lue;
Og straaledannet speiler sig den skære
Lysglands i Førstehvalvets klare Tinde
Og giver Liv og Kraft til denne Sphære.
Men som en Skrænt i Bølgerne, der rinde
Forbi dens Fødder, speiler sine Strande,
Som for at see de fagre Blomster skinne,
Saalunde saae jeg rundtom Lyset stande
Paa tusind Trin vel, speilende sig glade,
Saamange, som fandt hiem til disse Lande.
Og rummer dette første, lave Stade
Saa stort et Lys, hvor bredt maa Rummet siden
Da være mellem Rosens sidste Blade?
Dog ei mit Blik i Høiden og i Vidden
Forvilded sig, men optog lige fyldig
Den hele Sum af Glæde, stor og liden.
Nærheds og Fiernheds Magt er hist ei gyldig;
Thi hvor Gud ene styrer og bevæger,
Der er man til Naturens Lov ei skyldig.
Midt ind i Himmelrosens gule Bæger,
Til Solen, der med evigt Foraar kvæger,
Drog Beatrice mig som En, der brænder,
Skiøndt taus, af Talelyst, og kvad saalunde:
See, hvilken stor og herlig Stad vi funde!
See, rundtomkring er fyldte vore Sæder,
Saa mange Giester fleer ei ventes kunne.
Paa denne Høistol, der for Øiet træder,
Forud alt smykket med den gyldne Krone,
Skal, før du smager disse Bryllupsglæder,
Han, der som Keiser til Italien drager
Før det er modent til sin Brøst at sone.
Den Vindesot, der Eders Siæl betager,
Har giort Jer Daarer lige med den Spæde,
Som døer af Sult og Ammen fra sig jager.
Og i Guds Retterthing skal tage Sæde
Ei vil den samme Vei som Hiin betræde.
Udstødt af Helligdommen skal han blive,
For dybt til Simon Magus ned at fare