Tredivte Sang
Beatrice.
Beatrice.
Ei veed af Op- og Nedgang, aldrig dølger
Sig bag et andet Taageslor, end Brøden,
Og lærer Hver sin Pligt, der tro den følger,
Paa samme Viis, som hiin, der underneden
Viser en Styrmand Veien over Bølger:
Da den var standset, ikke langtfra Bredden,
Vendte det Sandheds Folk, der fulgte Flammen,
Sig om til Seiersvognen, som til Freden.
Og, liig et Himmelbud, sang En med Gammen:
Gientog de Andre Raabet Allesammen.
Som naar paa Dommedag hver Dødens Fange
Staaer snelt af Graven, og med nyfødt Stemme
Lovpriser Gud i glade Jubelsange:
Saa løfted sig, ved Raabet at fornemme,
Vel hundred Bud fra Evighedens Sommer
Rundt omkring Bærestolens hellige Giemme.
Udgød de trindt en Regn af fagre Blommer.
Tidt har jeg seet, hvordan sig Dagen tænder,
Naar yndig Klarhed smykker Himlens Bue,
Som kun i Østen rosenfarvet brænder;
Seet Solen fødes med en dæmpet Lue,
Mildnet af Taager, der steg op fra Mulde,
Saa jeg en Tidlang taalte den at skue.
Saaledes, i en Sky af Blomster hulde,
Der kastedes af Englehaand i Lunden
Og om den skiønne Vogn igien nedfulde,
Med sneehvidt Slør og Oliekrands ombunden,
Med lysgrøn Kaabe, der fra Skuldren svæved,
Og i en Kiortel, som af Flammer spunden,
Og skiøndt det var saa længe, længesiden
Mig hendes Nærhed havde giennembævet,
Fornam min Siæl — thi Øiets Hiælp var liden
Alt ved en lønlig Kraft, som hun udsendte,
Min gamle Kiærlighed, urørt af Tiden.
Saasnart mit Aasyn ramtes, og jeg kiendte
Den høie Kraft, der havde giennemrystet
Jeg vendte mig, som for at blive trøstet,
Ydmyg til venstre Side, med den samme
Tillid, som Drengen søger Moderbrystet.
Bevæget til Virgil jeg vilde stamme:
Hvert Gran af Blod jeg føler i mig bæve,
Jeg kiender Tegnet paa den gamle Flamme!
Min hulde Fader kom mig ei imøde,
Jeg var forladt af Føreren, den gieve.
Da mægted Alt, hvad Eva ved sin Brøde
Har mistet, ei at standse mine Taarer,
Men atter over Kinderne de fløde.
"Dante! græd ei, fordi Virgil sig kaarer
"Sin egen Vei, græd ei endnu, thi græde
"Skal du om lidt, naar andet Sværd dig saarer!"
Liig Admiralen, som fra høien Sæde
Til Flid opmuntrer Folket, han skal føre,
Og snart er for, snart agter selv tilstede:
Saa ligerviis, da Navnet traf mit Øre,
Og did jeg vendte mig, for meer at høre —
Saae jeg den Kvinde, som jeg før ei nøie
Bag Blomstersløret skimted, staae ved Randen
Af Vognen, fæstende paa mig sit Øie.
Og skiøndt det Slør, som bølged ned fra Panden,
Smykt med Minervas Løv, mig endnu længe
Halv skiulte hendes Træk, blev jeg paastanden
Det kongelige Væsen vaer, det strenge,
Da hun blev ved, liig Den, der Talens Luer
Har giemt en Stund, før ud i Ord de trænge:
"Betragt mig vel! du Beatrice skuer!
"Holdt du det dog for værd at søge Freden?
"Har du ei vidst, den boer paa Biergets Tuer?"
Mit Øie faldt paa Kildens Speil forneden,
Men, skamfuld over Synet, flux jeg drager
Det bort igien og fæster det paa Bredden.
Stolt som en Moder, der paa Sønnen klager,
Hun tyktes mig, thi hendes Ord var tunge,
Og bedsk den strenge Kiærlighed os smager.
Hun taug, og Englene lod Psalmen runge:
End til "du stillede min Fod" de sunge.
Som Sneen, der i Skovens Grene hænger
Langsad Italiens Rygrad, fryser sammen,
Naar Nordenvinden isnende fremtrænger;
Men atter smeltes, Voxet liig i Flammen,
Og svinder ind og drypper ned ad Stammen:
Saa stod jeg uden Suk og Taarer, bange,
Før hine Væsner kvad, som følge nøie
De evige Sphærers Lyd i deres Sange.
Men da de søde Toner fra det Høie
Meer tydelig mig deres Medynk lærte,
End om det lød: hvorfor saa haardt ham bøie?
Da blev den Frost, der knugede mit Hierte,
Til Vand og Aande, saa fra Brystets Bolig
Den giennem Mund og Øine drog med Smerte.
Fra Karmens Rand sig vendte høi og rolig
Til hine Væsner hen den fromme Kvinde,
Og taled saa: "D I, som vaage trolig
"I Evighedens Dag, saa ingensinde
"Nat eller Søvn tilhyller, som paa Jorde,
"Jer Tidens Skridt og Timerne, der rinde!
"Ei tager jeg for Eders Skyld tilorde
"Med saadan Omhu, men for ham, der klager,
"Paa det hans Smerte liig hans Skyld maa vorde.
"Ei blot ved Kraft af Himlens Hvalv, som drager
"Hvert Frøkorn mod et Maal, alt paa den Maade,
"Som Stiernen leder det og Stilling tager;
"Men ved en Gavmildhed af Himlens Naade,
"Der bruger til sin Regn saa høie Væder,
"At ei vort Øie deres Væld kan raade:
"Blev i sin Ungdom han, der staaer og græder,
"Saa rigt begavet, at til alle Dyder
"Ham Spiren skienket var og gode Sæder.
"Men ak, jo større Kraft, des større Lyder!
"Jo meer en ubrugt Jord har frodig Grøde,
"Des vildere den onde Sæd fremskyder.
"En Tidlang holdt mit Aasyn ham fra Brøde,
"Jeg fæstede mit unge Blik paa Manden
"Og førte ham det rette Maal imøde.
"Men da jeg skifted Livet om, paa Randen
"Af selve Ungdomsalderen og Vaaren,
"Da jeg fra Kiød til Aand var opad baaren,
"Og større Dyd og Skiønhed fik i Eie,
"Da blev jeg mindre kiær ham, end tilforn.
"Da vandrede han ud paa falske Veie,
"Og jaged efter Blendværk af et Gode,
"Der skuffed ham, som falske Løfter pleie.
"Hvad hialp det, at Indskydelser opstode
"Paa mine Bønner hos ham, naar han drømte,
"Og kaldte ham? Han aldrig paa dem troede.
"Saa dybt i Synden sank han, at udtømte
"Var alle Frelsens Midler alt, tilbage
"Stod eet kun: at han skued de Fordømte.
"Til Dødens Port, og der, i hine Lande,
"Vandt jeg en Fører ham ved Bøn og Klage.
"Guds Lov var brudt, hvis over Lethes Vande
"Han vandred nu og smagte Himmelføden,
"Førend han har betalt paa disse Strande
"Sin Angers Gield med Taarer over Brøden."