Nittende Sang
Gierrige og Ødsle.
Gierrige og Ødsle.
Og ei kan lunkne Maanens kolde Lue,
Af Jorden og Saturnus overvunden;
Paa den Tid Spaamænd førend Daggry skue,
I Øst paa Himlens snart oplyste Bue:
Skeeløiet, stammende, med skieve Fødder,
Lemlæstet Haand og gustenblege Kinder.
Jeg saae paa hende, og som Sol opgløder
Et Legem, der af Nattekulden bæver,
Saa smidiggiør jeg Kvindens Tungerødder
Ved dette Blik, der hendes Skabning hæver
I føie Tid, og hendes Aasyn giver
Den hulde Lød, som Kiærligheden kræver.
Saasnart som hendes Mæle frigiort bliver,
Begynder hun en Sang, saa Siæl og Øre
Med Møie løs fra Tonerne sig river.
"Jeg er Sirenen," kvad hun, "som kan føre
"Sømanden fra hans Vei paa Havets Vange,
"Saa sød og lystelig er jeg at høre.
"Jeg rev Ulysses hen ved mine Sange,
"Og Hver, som vil sit Øre til mig binde,
"Giør jeg saa glad, at han ei bort vil gange."
End taled hun, da treen en anden Kvinde,
Hellig og hurtig, frem paa Fødder lette,
Og nærmed sig, for at forvirre hende.
"Virgilius, Virgilius! hvem er dette?"
Hun sagde vred; og nærmere han træder,
Mens paa den Ædle sig hans Øine rette.
Han greb den Anden, oprev hendes Klæder
Foran, og blotted Bugen, som udsendte
Slig hæslig Stank rundtom til alle Steder,
At jeg blev vakt og til Virgil mig vendte.
"Stat op og gak til Porten!" han mig minded;
"Tre Gange har jeg kaldt, for dig at hente."
Da reiste jeg mig op fra Klippetrinnet,
Alt lyste Dagen over hele Fieldet,
Og os den nye Sol paa Ryggen skinned.
Jeg fulgte ham, liig Den, der, overvældet
Af tunge Tanker, gaaer med bøiet Pande,
Og som en Broes Halvbue fremad heldet.
Da lød det: "Kom, I som dernede stande!"
Saa sødt og venligt, som det aldrig klinger
Paa Jorden, i de dødelige Lande.
Foran, hvor Stien ud af Bierget springer,
Stod han, som taled, mellem Kløftens Vægge,
Og aabned mod os sine Svanevinger.
Med deres Fiedre vifted han os Begge,
Idet han sagde: "Salige skulle vorde
"De Sørgende, thi Gud vil Trøst dem række!"
• Lidt over os stod Englen, da tilorde
Min hulde Fører tog paa Fieldets Banke:
"Hvad fattes dig, hvi skuer du mod Jorde?"
Og jeg: Saa grublende du seer mig vanke,
Fordi et selsomt Syn bestandig glider
Forbi mig end og holder fast min Tanke.
Og græder ovenfor," lød Skialdens Tale,
"Og hvordan løs fra hende man sig slider?
Træd rask paa Jord da, lad dit Blik ei dale,
Men vend det mod den evige Drot, der svinger
Som Edelfalken først, naar Sult den tvinger,
Seer paa sin Klo, men naar den Byttet skuer.
Og hører Skriget, løfter sine Vinger:
Saalunde jeg; og opad Biergets Tuer
Iilsomt jeg steg, indtil mig Kløften bragte
Derhen, hvor man igien maa gaae i Buer.
Da jeg kom ud, hvor femte Kreds sig strakte,
Græd høit, med deres Aasyn nedad lagte.
Men knap forstod jeg, hvad de vilde sige,
Thi dybe Suk med Talen sig fremtrængte.
"O I, som Gud har udvalgt til sit Rige,
Hvis Kvaler Haab og Retfærd mindre svære
Har giort, o viis os, hvor man op kan stige!" —
"Hvis I for dette Leie sikkret ere,
"Og ville finde Veien snelt, den rette,
"Skal høire Haand I altid udad bære."
Saalunde bonfaldt Skialden dem, og dette
Blev svaret tætved os, saa uden Møie
Og mod min Herre vendte sig mit Øie;
Thi gav han mig tilkiende venligt stille
Ved Tegn, at han mit Ønske vilde føie.
Da nu jeg kunde giøre som jeg vilde,
Traadte jeg hen, blandt Aanderne, som lide,
Til Den, hvis Ord ham fra de Andre skille.
Du Aand, der modner her ved Graad og Kvide
Det, som behøves, for til Gud at fare,
Læg for min Skyld Bekymringen tilside!
Hvo var du? Tal! hvi ligger denne Skare
Med Ryggen op? Vil du om Noget bede,
Lad mig, som endnu lever, det erfare! —
"Du siden høre skal, hvi Himlens Vrede
"Har opad vendt vor Ryg," hans Tale lyder;
"Imellem Chiaveri og Sestri gyder
"Og med dens Navn min Stammeslægt sig pryder.
"En Maaned og lidt meer fik jeg at kiende,
"Hvor Pavekaaben tynger, naar man vare
"Den vil for Skarn; al Vægt er Fiær mod denne.
"Ak, seent jeg vendte om fra Syndens Snare;
"Da jeg til romersk Hyrde blev ophøiet,
"Begyndte Livets Løgn sig først at klare.
"Ei heller der fandt Hiertet sig fornøiet,
"Og meer jeg i hiint Liv ei stige kunde;
"Mod dette da min Kiærlighed sig bøied.
"Saa lang Tid Gierrighedens Lænker bunde
"Min arme, gudforladte Siæl, og bøde
"Maa jeg til Straf paa dette Sted saalunde.
"Hvad Følgen er af Gierrighedens Brøde,
"Tyder dig disse Siæles Luttring nøie,
"Og dette Bierg har ingen værre Møde.
"Som, fæstet til det Jordiske, vort Øie
"Mod Himlen ikke vendte sig, saa nøder
"Os Retfærd her, til Jorden det at bøie.
"Som Gridskhed slukked Kiærlighedens Gløder,
"Saa vi de gode Gierninger forsømte:
"Saadan har Retfærds Herre vore Fødder
"Og Hænder bundet fast, og han os dømte
"Til her at ligge strakt og ei os røre,
"Før Straffens Skaaler engang ere tømte."
Jeg knæled ned, og bøiet mod hans Øre
Begyndte jeg at tale; men da dette
Tegn paa min Ærefrygt han kunde høre,
Han sagde: "Hvi vil du saa lavt dig sætte?"
Og jeg: For Eders Værdighed til Jorde
Samvittigheden bøier mig medrette.
"Tag ikke feil, min Broder! Herren giorde
"Mig til Medtiener kun med dig og Mange;
Stat op, og ret dit Knæ!" tog han tilorde.
"Naar de om Ægteskab i Himlen mæle,
"Da kan du vel min Tales Mening fange.
"Gak nu! jeg vil ei, du skal længer dvæle;
"Dit Ophold her forhindrer, at jeg græder,
"Og kun ved Taarer modnes vore Siæle.
"En Slægtning har jeg end paa hine Steder,
"Naar blot hun smittes ei af Husets Sæder;