Femte Sang
Ihjelslagne, uden Aflad.
Ihjelslagne, uden Aflad.
Alt i min Førers Fied jeg mig bevæged
Bort fra det Sted, hvor jeg saae Skyggen ligge,
Da En bagved mig med sin Finger peged,
Og raabte: "See! Solstraalen kan sig ikke
"Igiennem ham, der lavest gaaer, udgyde;
"Han lever end, det seer man af hans Skikke."
Jeg vender mig ved Ordene, der lyde,
Og seer dem undrende kun mig betragte,
Kun mig, og hvordan Straalerne sig bryde.
Da siger Mesteren: "Hvi gaaer du sagte?
Hvi lader sig din Siæl saaledes binde?
Paa deres Mumlen skal du aldrig agte.
Følg mig og lad dem snakke der iblinde!
Staa du som Taarnet fast, der ikke rokker
Sin Top, fordi der blæser nogle Vinde.
Thi viid: den Mand, hos hvem sig Tanke flokker
Paa Tanke steds, aldrig til Maalet langer;
Den ene Kraften fra den anden lokker."
Hvad andet Svar var her vel, end: Jeg ganger!
Det gav jeg, og mig farved meer og mere
Den Lød, hvorved Tilgivelse man fanger.
Lidt foran os, mens vi vor Vandring fremmed;
Og Vers for Vers de sang et Miserere.
Da disse saae, hvordan mit Legem hemmed
De lyse Straalers Gang, de Sangen endte,
Og brat et hæst, langtrukket O! istemmed.
Derpaa løb To, som af de Andre sendte,
Hurtig imod os, talende saalunde:
"O, giør med Eders Tilstand os bekiendte!"
Min Mester mæled: "Atter gaae I kunne,
Og sige til det Folk, fra hvem I komme:
Et Legem hist af Kiød og Blod vi funde.
Var det hans Skygge blot, hvis Syn deromme
Dem standsed, er det nok, saadan at svare;
Viis Hæder ham, thi det vil Eder fromme!"
Ildsvangre Dampe saae jeg aldrig fare
Saa snelt ved Solsæt over skyfuld Himmel,
Ei heller giennem Nattens Luft, den klare:
Som hine Tvende til den anden Vrimmel
Løb op; og flux den hele Flok sig kaster
Ned imod os, liig en utøilet Stimmel.
"Det er et talrigt Folk, der mod os haster",
Lød Skialdens Ord, "de komme for at bede;
Hør paa dem, men see til, du ikke raster." —
"Du Siæl, som gaaer, for Fryd dig at berede,
"Med samme Lemmer, hvormed hist du fødtes!"
Saa raabte de; "o, stands dog lidt dernede!
"See, om du ei med Nogen af os mødtes,
"Om hvem du Budskab bringe kan tilbage;
"O stands dog! Ak, hvi lod du Foden flyttes!
"Vi Alle kom engang med Vold afdage,
"Og vare Syndere indtil vi døde;
"Da først opklared Himlens Lys os Svage,
"Saa vi tilgav og angrede vor Brøde,
"Og ginge bort, forsonte med den Høie,
"Hvem smertelig vi længes nu imøde."
Og jeg: Skiøndt jeg betragter Eder nøie,
Slet Ingen kiender jeg; men hvis jeg Eder,
Udvalgte Aander! kan i Noget føie,
Da tal, og jeg skal giøre hvad I beder
Ved denne Fred, hvorefter frem jeg skrider
Fra Verden og til Verden med min Leder!
"Hver af os paa din Godhed fast forsande,
"Blot ei Umulighed mod Villien strider.
"Derfor vil før de Andre jeg fremstande,
"Med denne Bøn: Ifald du seer det Rige,
"Som fra Romagna gaaer til Carlos Lande,
"Da staa mig venlig bi, og lov mig sige
"Til Fano, at sin Forbøn det mig under,
"Saa jeg til Bod og Luttring op kan stige.
"Derfra var jeg, men hine dybe Vunder,
"Som udgød alt det Blod, hvori jeg boede,
"Jeg gav mig og i Sikkerhed mig troede.
"Af Ham fra Esti var det, jeg blev slaget,
"Som meer end billigt var mig fiendsk tilmode.
"Hen mod La Mira mig paa Flugt begivet,
"Da havde jeg vel endnu Aande draget.
"Til Mosen løb jeg, Mudderet og Sivet
"Mig hilded, saa jeg faldt som i et Fængsel,
"Og liig en Sø, flød af min Aare Livet."
En Anden mæled: "Ak, saasandt din Længsel
"Maa løfte dig til Biergets høie Rande,
"Hiælp ogsaa mig med kiærlig Hu af Trængsel!
"Thi gaaer blandt Disse jeg med sænket Pande."
Og jeg: Hvad Skiebne har du maattet lide?
Hvad drev dig bort fra Campaldinos Hede
Saa langt, at ei din Grav man fik at vide?
"Ved Casentinolandets Fod dernede
"Som fødes høit paa Apenniners Kiæde.
"Hvor Flodens første Navn man har forgiettet,
"Der kom jeg hen, med Struben giennemstukket,
"Tilfods, og Marken med mit Blod jeg pletted.
"Paa dette Sted mit Øie blev udslukket,
"Der sank mit Legeme forladt tilbage,
"Og med Marias Navn min Mund sig lukked.
"Sandt er mit Ord, forkynd det alle Dage:
"Skreg En: "Hvorfor vil du ham fra mig tage?
"Vil du det Evige af ham bevare
"Blot for en Taares Skyld? Velan, saa kræver
"Jeg Resten, og skal anderledes fare!"
"Du veed, hvordan den vaade Damp sig hæver,
"Fortættes, og som Draaber ned maa rinde,
"Saasnart den op i Kuldestrøget svæver.
"Hiin onde Hu, som blot kan Ondt udspinde,
"Forbandt med Snillet sig, og ved sin Vælde
"Bevæged Diævlen baade Damp og Vinde.
"Derpaa lod han om Natten Taager hælde
"Sig over Dalen ud, og sammen trække
"Han giorde Luften tyk, saa Himlens Dække
"Forvandled sig til Vand, Regn faldt i Strømme,
"Hvad Jorden ikke drak, flød ud i Bække.
"Og Bækkene til Elve sammen svømme,
"Der med en Fart, som intet Ophold kiender,
"Mit kolde Legem rev den vilde Render
"Archiano med sig ud i Arnovandet,
"Og løste Korset op, som mine Hænder
"I Dødskval foran Brystet havde dannet.
"Langs Bund og Kyst den vælted mig, og fiæled
"Ak! naar du hiem er vendt, hvor før du dvæled,
"Og efter Vandringen skal Hvile finde",
Den tredie Aand tilorde tog og mæled,
"Siena gav, Maremma tog mig Livet:
"Det veed nok han, der mig som Enkekvinde
"Sin Haand med Fæstensringen havde givet."