Otte og tyvende Sang
Det jordiske Paradiis.
Det jordiske Paradiis.
Jeg længtes efter Skovens Dyb at skue,
Det hellige, hvis tætte, grønne Blade
Mildt dæmpede for Øiet Morgnens Lue,
Og tøved ei med Skrænten at forlade,
Men vandred langsomt, Skridt for Skridt, oplivet
Af Blomsterduften, henad Engens Flade.
En sagte Luft, som ei var undergivet.
Omskiftelse, mig mødte der og kvæged
Min Pande blidt, som Vindens Pust i Sivet.
Og Bladene, der let for Luften leged,
Først kaster Skygge, sagtelig bevæged.
Dog ei saa stærkt for Vinden Løvet helded,
At Fuglene paa Kviste lod sig skræmme
Fra deres Konst; men Dagen, som udvælded,
Modtoge de fra Lundens tætte Giemme
Med Frydesang, mens Bladene foroven
Grundtonen susede til deres Stemme,
Som naar en løst Scirocco rører Voven
Fra Green til Green igiennem Pigneskoven.
Lidt efter lidt min Fod saa dybt mig bragte
Ind i den gamle Skov, at ei jeg sandsed
Med Øiet meer, hvor Indgangen sig strakte.
Og see, med eet en Bæk min Vandring standsed,
Der, henad Venstre til, med sagte Bølger
Nedbøied Græsset, som dens Bredder krandsed.
Alt Vand, selv det, som klarest her forfølger
Sit Løb paa Jord, man ureent vilde finde
Mod denne Bæk, hvis Klarhed Intet dølger,
Skiøndt dunkel, altid dunkel den maa rinde
Hen under evige Skygger, som ei lade
Sol eller Maane paa dens Vover skinne.
Min Fod stod stille, Blikket lod jeg vade
Hen til den anden Bred, for at fornøie
Mig ved de grønne, foraarsfriske Blade.
Der skued jeg — som naar med eet man Øie
Faaer paa slig Gienstand, at al anden Tanke
Maa undrende for den af Veien bøie
Og af de Urter smaa, som Veien male,
En Blomsterkost glad syngende sig sanke.
O fagre Mø, du som i disse svale
Skygger er varm af Kiærlighed og Glæde,
Ifald dit Aasyn fører sanddru Tale!
Saa lød mit Ord — jeg beder dig at træde
Lidt nærmere til Bredden, hulde Kvinde!
Ikkun saa nær, at jeg forstaaer dit Kvæde.
Hvor og hvordan hun var, da Foraarskrandsen
Hun tabte selv, og hendes Moder hende. —
Som naar en Kvinde dreier sig i Dandsen,
Og synes Fod knap foran Fod at sætte,
Mens henad Jord hun svæver uden Standsen:
Saa vendte hun sig om og kom med lette
Fied, liig en Mø, der bly sit Øie sænkte,
Hen mod mig paa den blomstergule Slette.
Hun mine Bønner fuld Tilfredshed skienkte,
Idet hun nærmed sig saa langt, at ikke
Blot Sangen, men dens Indhold til mig trængte.
Saasnart hun stod, hvor Græs og Urter drikke
Af Vandet i den skiønne Flod, hun endte
Sin Gang og løfted mod mig sine Blikke.
Saadan en Straaleglands, troer jeg forsande,
Da Sønnen mod sin Moder Pilen vendte.
Hun smiled til mig over Bækkens Vande,
Og vedblev alskiøns Blomster sig at sanke
Af dem, der usaaet groe i disse Lande.
Tre Skridt mig Floden fierned fra den Ranke;
Men Hellespont, hvorover Xerxes rømmed,
Fra Kysten ved Abydos over Sunde,
End denne Bæk af mig, fordi den strømmed.
Hun mæled: "I er nye i disse Lunde
"Og undres maaskee over, at jeg teede
"Mig nys saa glad og smiled, da I funde
"Mig her i Menneskeslægtens første Rede;
"Den Tvivl i Eders Sind og Taagen sprede.
"Du, som mig bad! vil Andet du erfare,
"Da siig kun frem din Tvivl; jeg skal itide
"Hvert Spørgsmaal, som du giør mig, fuldt besvare."
Da sagde jeg: Her indeni mig stride
Hiin Bæk og Vindene, hvis Suus jeg hører,
Og hun igien: "Hvad dig til Undren rører,
"Vil jeg forklare flux, og mens jeg kvæder,
"Skal Taagen svinde, som dit Øie slører.
"Algodheds Gud, som i sig selv sig glæder,
"Skabte først Mennesket godt, og gav ham siden
"Til Pant paa Himmelfreden disse Steder.
"Men ikkun kort han dvæled her i Tiden,
"Hans egen Skyld, som jog ham ud af Eden,
"Forvandled Smiil og Spøg til Graad og Liden.
"Paa det nu den Forvirring, der histneden
"Opstaaer af Dampene fra Sø og Høie,
"Ei skulde volde Mennesket Strid og Møie:
"Løfted sig dette Bierg, hvorpaa du skrider,
"Saa høit, at det er frit fra Portens Fløie.
"Naar ingen Hindringer dens Kredsløb stoppe,
"Rundt med den første Himmelhvælving glider:
"Saa rammes af Bevægelsen heroppe
"Den høie Tind, der frit i Luft sig hæver,
"Og deraf suser det i Skovens Toppe.
"Luftlaget, som i evig Svingning bæver,
"Indsuger Spirekraft af Træets Skygge
"Og strøer den ud, mens det om Jorden svæver.
"Og efter sin Natur og Himlens Tykke
"Undfanger Jorden paa slig Viis og føder
"Forskiellige Planter med forskiellig Lykke.
"Nu vil det ei dig undre, naar du støder
"Paa Væxter hist, der, som det synes, trænge
"Sig frem af Jord foruden Sæd og Rødder.
"Og vide bør du, dette hellige Vænge
"Fuldt er af alskiøns Sæd, og Frugter finder
"Man her, som ei paa Jordens Træer hænge.
"Det Vand, du seer, ei af en Aare rinder,
"Som kølnet Damp gienfylder, ikke heller
"Liig Jordens Flod det svulmer eller svinder.
"Men fra en evig Kilde det udvælder,
"Hvori Guds Villie just Saameget gyder,
"Som Bækken ud til tvende Sider hælder.
"Paa denne Side med en Kraft det flyder,
"Der sletter ud Erindringen om Brøden,
"Paa hiin det frisker Mindet op om Dyder.
"Af begge maa der drikkes efter Døden,
"Af Lethe først, saa af Eunoes Vande,
"Thi begges Kraft til Virkning er fornøden.
"Høit over hver en Drik i Smag de stande;
"Og om din Tørst end maatte slukket være
"Af det, du alt har lært paa disse Strande,
"Vil jeg dig med et Tillæg dog beskære;
"Fordi jeg længer gaaer, end Løftets Tømme,
"Er mine Ord dig vel ei mindre kiære.
"De Oldtidsskialde, som saa høit berømme
"Guldalderen, dens Lykkestand og Glæder,
"Saae paa Parnasset dette Sted idrømme.
"Thi reen var Slægtens Rod paa disse Steder,
"Her findes Frugt og evig Foraarsdage,
"Det er den Nektar, hvorom Skialden kvæder."
Ved disse Ord jeg vendte mig tilbage
Ad Slutningen, de hørte hende drage;
Derpaa mit Blik igien til Kvinden iled.