Kalliope
→
Poètes
→
Olaf Hansen
→
Premiers vers
Olaf Hansen
(1870–1932)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Olaf Hansen sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Af lange Dage
Aftenen lægger sig skyggende
Aglaja, du med disse Drengebryster
Alle Ferskenens Blomster hang
Atter staar Skyggernes Mistel grøn
Aarene kommer og vandrer
B
Bjærgmandshytten staar paa Bjærget
Bjørn Basse Hansen var skabt af Gud ved hvad
Blandt alle dem i den stolte Rad
Bylder slaa den unge Kvinde
D
Dagen, den har sin Trang, og Aftenen har sin
Da vi først os mod hinanden vendte
De dybe Bølger blaaner
De elsked hinanden, men aldrig
De gamle Breve med blegede Træk
De har forvoldt mig Pine
De havde kun hende, saa døde sgu hun
De listed graa Bølger langs Guldborgs lave Strand
Den blege Halvmaane stiger
Den gamle Have grønnes
Den hele Himmel er en Glød
Den høje Stjærne paa Himlen staar
Den krumme Maane staar nyfødt-blank
Den Nøgle, sære fremmede, du saa
Den unge Kvinde kyssede Catull
Der banker svagt. Et Hundepar
Der blev spurgt i hver By af de hellige tre
Der er de smaa Eroter
Der falder Aftenskygger paa mit Sind
Der falder en Stjærne fra Himlen
Der fløj et Rygte indtil Rigets Grænse
Der gives i Sjælen Gemmer
Der sagdes, at Bjarne
Der sidder en Ørn i Fangebur
Der sluktes en Lygte
Der stivned en Stjærne, som stirred herned
Der staar en Fyrr alene
Der svømmer sorte Baade over Floden
Der synker Tider
Der var en lille Pige
Der var en Tid, der vakte
Der var en Ø i viden Sø
Der var Uaar i Landet. Naar et var forbi, kom et nyt af samme Slags — der blev ni, der blev ti
Der voksed — hvorfor
De sad og nød deres Tevand
Det er Anno længe siden — en tidlig Vinterkvæld
Det er daarligt Vejr i Aften
Det er en Stund i Verdens første Vaar
Det er Morgnens rene Time
Det er Solskin i Dag, som det var det i Gaar
Det er stille Nat, der er ingen paa Gaden
Det er saa ren og klar en Aftenluft
Det klarede nys, men det mulner igen
Det lider alt mod Aften. Du Sommerdag, farvel!
Det lod, som var Solskinnets Timer talt
Det skørner slemt i det skæve Hus
Det store Rosentræ er sprunget ud
Det suger og synger i Dag i mit Bryst
Dette Sted, der var ham kendt som Hjemmet
Det var en mørk Augustmat
Det varmer saa vaarligt
Du drak saa frit i den grønne Skov
Du er, som ikkun Blomstret
Du har Diamanter og Perler
Du lysende Maane, du lyser saa langt
Du, min Længsels, mine Kvalers
Du store By, hvor jeg i mange Aar
Døden, det er den køle Nat
E
Efter Mulm og mange Nætter, efter Vintren kommer Vaaren
Einar sidder paa Orkenø
En Sang for trætte Hjærner
En Tak — for Deres Digt især
Er det rigtigt? Du er Dommer!
Er Du endnu hos den Mester
F
Foruden Dvælen
Foraarsbløder! Bondejord!
Frem paa sin abildgraa, sin store Skimmel
G
Giger og Fløjter klinger
God Morgen! Det er, som der venter mig en
Gods og Personer
Granen slaar, med grønne Fingre
H
Han holdt meget af hende
Han kendes, den Herre, for hvem man vil feste
Han ser sin Længsels Gud, den gamle Mand
Har kastet mer end Perler nok for Svin
Har trods dit forlibte Væsen
Hist bag de yderste Stjærner
Husker du de hvide Veje
Hvad hedder det Land med den grønne Bøg
Hver Morgen, naar jeg kommer
Hvis nogen skulde spørge, Barn og Bog
Hvor kan du sove roligt
Hyrdedrengen er en Konge
Høstvinden rasler med Løvet
I
I Drømme saa jeg min elskte
I Fyrreskyggen paa et Fjæld paa Vagt
I Gaarden var Græs, Buskadset var Krat
I Morgnens Stund — en Morgen selv hun gaar
J
Jeg bøjer imod Væggen tæt
Jeg drømmer, at sikkert i Havnen ind
Jeg er i mit eget Rige
Jeg er Prinsesse Ilse
Jeg frygter dem, de Sting
Jeg har ingen Gaard, men jeg fik mit Felt
Jeg husker, man sagde, hvor Hylden gror
Jeg husker, som det var igaar
Jeg længtes mod Kvældens Brise
Jeg løftes i Vejret, jeg flyver — hvorhen?
Jeg møder ham endnu en enkelt Gang
Jeg rimer saa smaat, mens jeg ruller afsted
Jeg savner Sangens Flugt i disse Ord
Jeg sidder og ser paa et Torv og en Post
Jeg sov, og jeg syntes, at Muren var stærk
Jeg standses af en Gran, der faldt omkuld
Jeg stod i dunkle Drømme
Jeg staar igen ved Vindvet
Jeg staar og ser paa Maskerne, jeg bar
Jeg træder, Vejen støver
Jeg ved ej hvorfor i Grunden
Jeg aabner mit Vindu
Jæ har sovet for længe til Maaren i Dav
K
Kan Erik komme i Aften?
Kom nu, du stovte Jyde
Kun tøvende og kun en enkelt, sjælden Gang
L
Lotusblomsten ængstes
M
Man bar for mig en Kære
Mand, driv ikke Spot med Djævlen
Man siger mig, hun har været her
Man tror, jeg gaar og lider
Meget har de fortalt dig
Mens Byens Ruder blinkede
Mens Tordenen ruller og Regnen strømmer
Min Kunst er det Arbejd, jeg virker med Liste
Mit Barn, vi var Børn derhjemme
Mit Hjærte er dybt bedrøvet
N
Nat laa paa mine Øjne
Natten er fugtig og stormfuld
Nu blomstrer dine Asters, Mor
Nu er der baade mørkt og lyst i Lunden
Nu er det, som Klokkerne klage
Nu flammer de røde Svampe
Nu flammer Himlen atter herligt op
Nu hil dig, Sanger i det høje Nord!
Nytaarskrudtet har knaldet, det lakker imod St. Knud
Naar Fløjten igen skal bryde
O
Om Kongens Mund der laa et Smil og drømte
Omme bag Broens Sluser, langs Stien og længere ud
P
Pokker ved, hvor hun kan være
Paa Reisen traf jeg tilfældig
R
Ræk mig en Dvaledrik, du dunkle Nat!
S
Se det skønne, skønne Bjærg
Selv hun har den dannet
Simon Peter, Simon Peter
Sjældent kun han Livet priste
Skal Du holde Paaskehøjtid
Skarpt som Rovfuglnæb mod Luften
Som dunkle Drømme staar Huse
Som et Taagebilled dukker
Stille synker Maanen ude
Stum Sorgen sad i Seerlæbens Viger
Søn, Du lider
Søn, hvor Du er bleven gammel
Saa fik paany en fejende
Saafremt du læste dette, Far
Saa kom jeg hid paany — nu rødmer Rønnen
Saa lagde vi til ved Baadebro
Saa lystig ganger Legen
Saa vaagned min Kvide, imedens jeg sov
T
Tinden synger, Snoren smælder
Tovet løsnes og Baaden gaar
Trælholm og Barnholm
Tung Vreden hang — og mørk — paa Kongens Pande
U
Ude i Fjorden
Ugen gennem ebbed Kraften
Uro i Blodet
V
Ved Aakandesøen laa jeg
Velkommen paa Foraarets svangre Jord
Vi gik ad smalle, gasbelyste Gader
Vi sad ved Fiskerhuset
