I.
Der synker Tider,
der stiger Tider —
og stedse Dagen
med Natten strider.
Se, Straaler mødes
med mørke Kloder —
i fjærne Sfærer
bor Dagens Moder.
Saa fremmed er mig,
o Dag, din Latter,
for stum er Natten,
hin Jordens Datter.
Tag her min Hyldest,
min høje Søster,
og bring mig Glemsel,
ved Søvn, min Trøster.
Der stiger Tider,
der synker Tider —
og stedse Livet
med Døden strider.
Se, Straaler mødes
med mørke Kloder
i fjærne Sfærer
bor Livsens Moder.
Saa fremmed er mig,
o Liv, din Gløden,
for Jordemulmet
har avlet Døden.
Tag her min Hyldest,
min høje Broder,
og bær mig snart
til vor fælles Moder.
Hvad Livets er,
jeg til Livet skænker —
for gyldne Lænker
er ogsaa Lænker.
Snart vil de falde —
hør, Tiden rinder,
min Frihed kalder,
og intet binder.
Det er, som havde
jeg endt en Færden
ad tvungen Vej
i en fremmed Verden.
Min Kraft blev brudt
og min Vilje hæmmet —
nu længes Sjælen
igen til Hjemmet.
Jeg gaar til Jorden,
hvoraf jeg skabtes,
fra det, der vandtes,
fra det, der tabtes.
O, Liv, saa længe
min Fod var trættet —
paa Dødens Tærskel
jeg aander lettet.
II.
Men glade Stemmer
mit Sind forvirrer,
og Lyset blænder,
hvori jeg stirrer.
En Genkomsthilsen
har mod mig tonet —
men med min Skæbne
jeg var forsonet.
Nu skyder Planten
igen af Mulde —
jeg synes, Luften
er fuld af Kulde.
Synk atter, Sol!
I dit Skær jeg gyser,
du har ej Varme,
du ikkun lyser.
Raat skvulper Bølgen
mod vaade Strande —
der var saa fagert
i Dødens Lande.
Jeg vandred Vejen
mod Mørkets Dale.
Hvad skal jeg oppe
i Lysets Sale?
Jeg ser de Folk,
som jeg kaldte Venner
og hilser alle
med klamme Hænder.
Og hvem er du?
Ak, det falder sværest
at gense den,
der var Hjertet kærest.
Mod Lysets Ørken
fra min Oase
jeg gaar blandt Folk
af en fremmed Race.
Til ingen eneste
noget binder,
ej Skik, ej Tanke,
ej Blod, ej Minder.
Jeg lukker Øjet,
jeg vil tilbage —
jeg vil kun Nætter,
jeg vil ej Dage.
Jeg hørte hjemme
i Mørkets Dale.
Hvad skal jeg oppe
i Lysets Sale?
Alt er forandret
paa alle Steder —
I har jo eders,
jeg ingen Glæder.
Saa fjærnt det er,
da jeg var som andre.
Hvor længe skal jeg
alene vandre?
III.
De sidste Stemmer
dør bort i Dagen —
og tungt mod Haanden
jeg støtter Hagen.
Men dette trøster:
Er Timen leden,
da kommer Mørket
og bringer Freden.
Thi Liv kan tælles
i Aar og Dage —
det ubekendte
staar da tilbage,
det, Døden bringer,
hin Aabenbarer
af Mulmets Verden,
der altid varer.
Der synker Tider,
der stiger Tider —
og stedse Dagen
med Natten strider.
Hvorledes kunde
jeg gaa og vente,
saafremt jeg vidste,
det ikke endte!