Nu blomstrer dine Asters, Mor,
i Havens gamle Bed,
og Æblet falder rødt til Jord,
og Sol gaar tidligt ned.
Nu blomstrer dine Asters, Mor,
de lilla og de hvide —
Tak for i Aar og for i Fjor —
og Tak for alle Tide!
Nu kortes Aarets Dage, Mor!
Saa byder vi Farvel.
Snart klinger intet Latterkor
i Stuens stille Kvæld.
Nu kortes Aarets Dage, Mor,
og Dugg ad Græsset rinder.
Tak for i Aar og for i Fjor —
der er saa mangt, der minder.
Nu kommer disse Tanker, Mor,
om vi skal ses igen. —
Der er saa faa paa denne Jord,
vi gav vort Hjærte hen.
Nu kommer disse Tanker, Mor,
som gør det tungt at vandre.
Tak for i Aar og for i Fjor
og Tak for mange andre!
Thi blandt de faa, jeg elsker, Mor,
som dig jeg ingen ved.
Du havde aldrig mange Ord,
men nok af Kærlighed.
Og blandt de faa, jeg elsker, Mor,
har du det største givet. —
Tak for i Aar og for i Fjor
og, Moder, Tak for Livet!
Nu takker jeg for Livet, Mor,
for hvad det gav og tog —
for Løftets rige Blomsterflor,
for Haab, som Stormen vog.
Nu takker jeg for Livet, Mor,
og ser saa langt tilbage —
Tak for i Aar og for i Fjor
og alle svundne Dage!
Klap mine Børn paa Kinden, Mor,
og kys dem med din Mund,
skønt tung for lille som for stor
er ej en saadan Stund.
Klap mine Børn paa Kinden, Mor,
og ønsk dem Held og Lykke —
og husk i Aar og husk i Fjor
og følg dem end et Stykke!