Stue paa Olufs Borg. Oluf og Fru Adelus, hans Søster, Hagens Enke.
OLUF (fortællende).
— — — — — — — — —
Saa lagde vi til ved Baadebro,
og Drotten gik om Bord,
Dronningen og hendes Møer,
alle de med os for.
Herre Kong Knud sad tankefuld
og trist som Fangen i Bure;
han stirred over den gyldne Rand
ned i Baadens Fure.
Da klang der ud over Ely Sø
alt fra de fjerne Vange
fulde Toner paa fremmed Maal —
det var de Munkes Sange.
Kongen lytted, Kvadene klang;
de blev hans Sjæl en Lise;
løftede han sin høje Røst •
og digtede selv en Vise.
Smilet skilte hans skæggede Mund,
saa vel han Ordene vidste,
og naar han til Omkvædet kom,
stemmed vi i med Liste:
»Munter lyder de Munkes Sang,
der monne i Ely bo.
Saa ville vi lytte, Svende,
og under Lande ro.«
ADELUS.
Saa du ej i de fremmede Lande,
unge Herre Stig, vor nære Grande?
OLUF.
Herre Stig tjente i Kongens Gaard,
Fruer og Jomfruer kruste hans Haar,
men alle han brød sig intet om
uden hende, liden Kirsten from.
Og tør mine egne Tanker jeg tro,
ret snart han lader sit Bryllup bo.
ADELUS (opmærksomt).
Hvor kan du tænke og hvor kan du tro
at snart han lader sit Bryllup bo?
OLUF.
Det var en Aften — Røg faldt paa —
jeg spurgte ham, hvi han smilte saa.
Med milde Øjne og Stemme klar
og Skalk om Mund han gav til Svar:
Jeg tænker mig hjem en Solsætstund,
naar Taarne og Fløje lue;
godt mig hilser min gøende Hund,
men bedst min blussende Frue.
Bedst den Frue, der Barnet bær
paa Arme blotte og brune;
hun spørger mig kækt, hvem jeg mest har kær,
og ler med drillende Lune.
Hun lægger sin Dreng til sit spændte Bryst,
han drikker sig stærk og sund;
min Latter drukner hans spæde Røst,
jeg kysser hans Øjne og Mund.
ADELUS (i Tanker, nynnende).
»Tog han stolt Brynhild af Ildbjærget
om lysen Dag,
gav hende Helled Hagen
for Stalbroderlag.
Det var Sivard Snarensvend,
red sig under Ø,
fæsted han stolten Signelil,
saa væn en Mø.«
Bedre, hun havde ham aldrig kendt,
bedre, hun var paa Bjærget brændt
OLUF.
Ikke det var for at vinde en Mø,
at Stig af Lande drog;
det var for de stærke Rædsler,
der ham i Brystet jog.
ADELUS (højt).
Ikke var der nogen Mø,
der holdt paa Stig her hjemme.
(For sig selv.)
Saa vist jeg kender den stolte Viv,
der aldrig kan ham glemme.
(Til Broderen.)
Fortæl mig nu mere fra Kongens Gaard,
fortæl om Kamp, hvor Striden var haard,
fortæl om Skjolde, fortæl om Kniv,
naar Ridderen slaas for Ære og Liv.
OLUF.
Saa vil jeg da Ordet tage,
jeg vil fortælle om Stig,
der laa med onde Magter
om sin egen Sjæl i Krig.
Det var i det blege Maaneskær
langt ud paa Aftenstunde,
han satte sig op paa Graamands Ryg
og red til de stille Lunde.
Det var for sin gamle Ammes Ord
han kunde ej længer sove;
hun havde sunget om Elskov stor
hos to, der mødtes i Skove.
Hun lo, da Blodet for til hans Kind;
uroligt maatte han blunde.
Han drømte en Drøm om hede Sind
og Munde, der længtes mod Munde.
Hestehoven rasled i Løv
og knækked de tørre Pinde;
det var i den sene Sommernat,
han mødte en fager Kvinde.
Blodet til hans Øjne for,
sin Sans han maatte forlise;
hun hilste ham med de samme Ord
som Ammen sang i sin Vise.
Han følte, hun havde det hede Sind
og Munden, der længtes mod Munde;
men klam var Pande og kold var Kind
— og søvnsnelt Timerne runde.
Det var den næste Aftenstund,
dengang han gik til Hvile;
han saa de maaneskinslyse Træk
fra Mørket mod sig smile.
Ej fik han sovet før sent paa Nat;
de laa paa de samme Puder;
men ene han var, da Solen saa
igennem de hornede Ruder. —
Hun kom igen udaf sin Magt,
saa jomfrufin at skue.
Hun kaldte ham til Skovens Dyb,
han gik fra sin stille Stue.
Og altid hun havde den søgende Mund
og altid Kinden den kolde —
for det var en Pige fra Elverland
med hendes Skød det golde.
ADELUS.
Jeg bad dig tale om Æren,
men ej om en ussel Svend,
der lod sig lokke og fange
og klaged sig for sin Ven.
OLUF.
Blev han lokket og fangen,
stod han dog for sin Ære Vagt,
og holdt hun ham end længe,
han brød dog den Elskovspagt.
Den samme Aften — Røg faldt paa —
jeg spurgte ham, hvi han smilte saa.
Med dybe Øjne og Stemme klar
og Sorg om Munden han gav til Svar:
Jeg vidste mig aldrig længer tryg,
og i min Sjæl det sled.
Jeg satte mig op paa Graamands Ryg,
vilde ride saa langt af Led.
Jeg følte det aande klamt paa min Kind,
da jeg naaede Borgens Gærde,
og da jeg kom til den høje Lind,
der lagdes en Haand paa min Hærde.
Hun drog mig ned til den bløde Jord
og smilte, saa Tænderne lyste.
Blodet til mine Øjne for,
og for mig selv jeg gyste.
Jeg greb hende om de Hænder smaa —
de lagde sig fast om min Nakke,
Ulveøjnene paa mig saa,
som var jeg en bunden Rakke.
Jeg greb hende ved de gule Haar,
vilde bryde Halsen den hvide —
de lange Lokker hun om mig slaar
og binder mig fast til sin Side.
Men jeg holdt min Vilje vaagen,
og sammen jeg Tænderne bed.
Jeg sejlede over den salte Sø,
da næste Sol gik ned.
(Oluf tier — Adelus sidder længe tavs.)
OLUF.
Faldt du i Drøm og Dvale
over det Elveskud,
saa vil jeg med Skoven tale,
jeg rider mig langsomt ud.
(Gaar.)
ADELUS.
Det er de gamle Tider,
de gaa igen ved Nat —
jeg drømte stærke Drømme,
og op jeg vaagned brat.
Det skar i mine Øren,
det var som Had, der skreg;
jeg troede, det var Alvor,
endda det kun var Leg.
I Gaarden jeg sad paa den store Sten,
og Kvas omkring den brændte,
og Stig var Sivard Snarensvend,
der gennem Luerne rendte.
»Tog han stolt Brynhild af Ildbjærget
om lysen Dag,
gav hende Helled Hagen
for Stalbroderlag.«
(Pavse.)
Det er de Sorgens Tider,
som jeg ej glemme kan,
da jeg var bleven Jomfru
og Stig var bleven Mand.
Han saa, at jeg ham elsked,
hans Tanker stod til mig;
han vidste, Hagen vented —
og selv han drog sin Vej.
»Der er slet intet i Verden til,
kan raade mig Bod,
foruden Sivard Snarensvend
hans Hjerteblod.«
(Pavse.)
Men havde jeg vidst, en Elvermø
ham havde forvoldt den Kvide.
Der findes i Verden ej tungere Sorg
end den, de kæreste lide.
Der findes i Verden ej tungere Sorg
end at Vennen en Ven forsmaar —
nu bejler han til liden Kirsten
i Kongen af Englands Gaard.
(Der blæses i Horn udenfor.)
Hør, der lyder et Horn!
(Ser ud.)
Nu sænker de Vindebro.
Det er saa stærke Heste,
der bærer de Ryttere to.
Drengens er rød og Herrens er graa,
aldrig jeg kendte dens Mage,
og aldrig en værre Gæst jeg saa —
Herre Stig er kommen tilbage.
(Pavse. — Trin udenfor. — Stig staar i Døren.)
ADELUS (betragtende ham).
Den bøjede Pande, den trætte Gang,
de dybe Øjnes Kvide;
jeg tror, han har en Lykke trang
ved liden Kirstens Side.
STIG (smertelig, for sig selv).
Den samme Haand, det samme Haar,
jeg elsker det nu som før,
de samme stolte Tanker,
jeg tror, om Mænd og Mø’r.
(Til Adelus.)
Jeg hilser jer, skønne Fru Adelus,
vil I huse en Barndomsven.
ADELUS (koldt).
Kommer I os at gæste,
jeg staar jer op igen.
Min Broder er reden i Skoven ud,
vil komme om føje Tid.
STIG.
Med eder vil jeg tale,
fordi er jeg kommen hid.
Og finder jeg Eder alene,
da er det allerbedst.
ADELUS.
Saa tal! Det er saa sjældent,
jeg hører en fremmed Gæst.
(Spottende.)
Min Broder har i Kvæld fortalt
om eders Færd i Skove,
og drev nu atter en Elvermø
jer over den salte Vove.
STIG (bøjende af).
Fra Sorg jeg kommer, til Sorg jeg gaar.
Jeg hører, Herre Hagen er død.
I misted en Husbond, jeg en Ven,
os begge rammer den Nød.
ADELUS.
Jeg ved, at I var Hagens Ven
langt mer, end jeg skulde tænke.
Jeg haaber, han yded jer Tak —
det gør dog næppe hans Enke.
STIG.
Gerne jeg tog mod Hagens Tak
og nødig jeg mister hans Frues,
men falder en Mand paa slibrig Sti,
har han bedre at gøre end blues.
Dog siger jeg eder, Fru Adelus,
at tvungen her jeg staar,
og havde jeg selv en Vilje,
kom jeg aldrig til Eders Gaard.
Men jeg søger eder, som Kirken
søges af jaget Mand,
der følges af onde Magter
og selv ej fri sig kan.
ADELUS (med Haan).
Naar I er træt af at klynke,
bliver I træt en Gang,
saa læg jer til at sove —
jeg synger en Vuggesang.
Men fortæl mig heller, hvad I har set,
I kom jo fjernt og nær.
Jeg hører jer gerne tale —
men helst om jer Bejlerfærd.
STIG (vemodig).
Hører I helst om Bejlerfærd,
saa skal I min Skæbne kende.
Liden Kirsten sørged i Dage to
og døde forinden de trende.
(Hensunken i Erindringen.)
Jeg gik mig ud en Lykkestund,
jeg gik mig ud at gilje;
mødte jeg da liden Kirsten from
og bad hende om Godvilje.
»Min Vilje god til dig kun staar,
og den skal ingen rane,
men ride du maa til min Faders Gaard
og bejle efter Vane«.
Hun lo med lystige Øjenblink:
»Derpaa dog først du sove.«
Jeg sang min gamle Ammes Sang
om de to, der mødtes i Skove.
Saa gik vi til den grønne Lund,
og glad liden Kirsten smilte:
hun satte sig i det lange Græs,
hos hende mit Hoved hvilte.
Det var paa de Dagens Tider,
da Fuglen gaar til Ro.
Skoven stod saa stille
og hørte vor Elskov gro.
Jeg kaldte hende min egen
og tænkte, vi var ene to.
Da skælved liden Kirsten,
vi hørte, at nogen lo.
Det gik saa blødt som Fod paa Fløjl
og som Bølge paa Bølge træder.
Det lo og lokked og drog saa stærkt,
som naar Hjertenskæreste græder.
Det dukkede frem af den dybe Skov
med Øjne drømmende vilde —
det var den lede Elvermø,
der kom os to at skille.
Jeg gemte mig for liden Kirstens Blik,
hun fældte saa modige Taare:
»Og har du leget med Elvermø,
saa lægger du mig paa Baare.«
Jeg følte, jeg saa hende sidste Gang —
bort hun gik gennem Lunden.
Jeg knytted min Haand mod den Elvermø,
men hun var længst forsvunden.
Jeg havde i alt mit Eje
til Livet ej mindste Mod,
og hjem ad de lyse Veje
jeg slæbte saa tung en Fod.
Saa banked det paa min Dør om Nat:
»Stat op, Herre Stig, er du hjemme.«
Jeg lyttede til, og hjælpe mig Gud,
det var liden Kirstens Stemme.
Jeg løftede hende paa Armen op
og kyssede Smilet det lyse —
da kendte jeg Elverpigens Kind
og følte mit Hjerte gyse.
Jeg slyngede hende mod Gulvet —
op randt den sene Dag.
Hun veg med hvide Læber,
og Øjet var hvast af Nag.
Det bored i Sjælen, der sank og drev
som Vrag paa dybe Vande;
den skylledes hen til en svunden Dag
og vaagned paa kendte Strande.
Jeg saa i Gaarden den store Sten,
og Kvas omkring den brændte,
og jeg var Sivard Snarensvend,
der nys gennem Luerne rendte.
Du stod ved Hagens Side,
han fik dig for Stalbroderlag.
Du stod med hvide Læber,
og Øjet var hvast af Nag.
ADELUS.
Og havde det været den eneste Svig,
den, du øved i Barndomstiden —
mest har jeg hadet dig, Stig,
du lod Hagen tage mig siden.
STIG.
For din Kærlighed sover derinde
saa dybt i Hjertets Vraa,
og kunde den mig vinde
den stolteste Viv, jeg saa.
Men havde jeg selv en Vilje,
og var jeg stolt og stor,
saa tvang jeg vel min Læbe,
at ej den talte et Ord.
For jeg ved, jeg er fra din Elskov skilt
ved tusindtungede Flammer
af vildsom Lyst og af ondt Begær,
af sorgtung Brøde og Jammer.
Først er der min Sjæls den vildene Brand
med Flammer saa maanehvide,
der tændtes af Pigen fra Elverland,
dengang hun sov ved min Side.
Flammer der er med blodig Glød
— vel maa jeg mig mødig græmme —
der skinner paa Kirstens ligblaa Lød
og knitrer med klagende Stemme.
Saa er der som Sol at skue
— det gør mig saa lidet glad —
med middagssviende Lue
dit eget skinnende Had.
Jeg kan ej som i vor Barndoms Leg
træde den skræmmende Ild —
jeg maa bede, at du vil komme,
og ved ikke, om du vil.
ADELUS.
Det haver saa været fra Arildstid
og bliver, mens Livet rinder,
at Elskov tvinger saa mangen en,
baade Møer og høviske Kvinder.
Men havde jeg Had som Kærlighed„
var det kun lidt til Baad’e —
hvad nytter vel Kvindevilje,
naar Elskov selv vil raade.
(Kaster sig ind til ham.)
ADELUS.
Da havde jeg tænkt mig Lykken fuld,
naar du nævnede mig din egen,
at Sorg og Savn og Tvivl og Haab
for stedse fra Sjælen var vegen.
Saa stor jeg tænkte mig Ordets Magt,
naar du vilde mig Troskab love —
men under det sitrende Maaneskin
det sukker saa sært i Skove.
Der pipper en Fugl, som skræmtes den op
af listende Drømme om Fare.
Der drager en Frygt ad lønlig Sti,
som skygger min Lykke den klare.
(Ellepigen viser sig i Døren. — Stig føler hendes Nærhed.)
ADELUS.
Stig, Stig, jeg ser dine Øjne graa
fly mit bedende Blik.
O, sig, hvad det var for en Tanke,
der gennem dit Hoved gik.
STIG.
(Vender tvungen af Uhygge Hovedet mod Døren.)
Ellepigen!
ADELUS.
Stig, jeg slipper dig ikke.
STIG.
(Ser glad og bevæget paa hende).
Du giver mig Haanden fast og varm,
jeg tager den glad og gerne.
Jeg mærker paa Trykket af Fingrene smaa,
at intet fra mig dig vil fjerne.
ADELUS.
Tag mig i begge dine Arme,
Kys min Mund og min Kind.
Jeg vil, at ikke en Skygge
skal trænge sig mellem os ind.
(Ellepigen har nærmet sig dem for at skille dem — staar magtesløs — viger og svinder. Ad den aabentstaaende Dør trænger Maanelyset ind. Stig og Adelus gaar derhen.)
ADELUS.
Skyggerne sove bag Skærm af Løv,
og Maaneskinnet paa Kornet.
Hører du Klangen derude?
Min Broder blæser i Hornet.
STIG.
Stjernerne skinne saa svage,
dit Øje er straalende blidt.
Min Viv, min Frue, vi drage
sammen herfra til mit.
ADELUS.
Min Husbond og Herre kære!
Min Hu staar helt dertil.
Jeg giver dig Liv og Ære
og følger dig, naar du vil.