I Drømme saa jeg min elskte,
en Kvinde saa ussel og arm,
Skikkelsen var nedbrudt,
vissen den blomstrende Barm.
Hun bar paa et Barn og havde
et andet ved Haanden. Hvert Skridt
og Blikket og Dragten viste,
hvor hun havde stridt og lidt.
Det var henne paa Torvet, vi modtes,
vaklende frem hun gik,
og smerteligt og roligt
mødte jeg hendes Blik:
„Følg med mig hjem, du er blevet
saa bleg og syg. Ved min Flid
skal jeg daglig stræbe at bjærge
dig Føden al min Tid.
Jeg vil ogsaa pleje og passe
de Børn, du har med dig der —
men, stakkels, ulykkelige
Barn, dig selv især.
Aldrig skal jeg fortælle,
jeg har elsket dig, og naar
du dør, vil jeg staa og græde
ude ved Graven, du faar,”