Adolf Hansen (1850–1908)

A

Af alting træt, mod Dødens Ro jeg higer

Af dig, o Kærlighed, mit Syn forblindes

Af Egenkærlighedens Synd forblindes

Af fagre Væsner vi begære Frugt

Af Møje mat jeg til min Seng mig skynder

Ak, dybe Suk du fra mit Hjærte drager

Ak, hvad har Elskov ved mit Øje gjort

Ak, hvor min Muses Daad er gold og bar

Ak, hvorfor skulde han i Smitte leve

Ak, naar jeg tæller Klokkens Timeslag

Ak, naar tilsidst for Dødens haarde Slag

Anklag mig for, at jeg har helt forsømt

At du har hende er ej al min Kummer

B

Betænker jeg, at alt, hvad der er til

E

Ej Marmor, eller Guld til Fyrsters Minde

En Ballade om Drømmeland

En forladt Have

En Gang, da Elskovs-Guden ind var sovet

En vil din Fejl for Ungdomsvellyst kalde

Enten skal jeg dit Gravvers skrive, eller

Er det din Vilje, at dit Billed skydes

Er det for ej en Enkes Blik at væde

F

Farvel! Du er for kostbar for mit Eje

For mig din Ungdom bliver aldrig mindre

Fra dig jeg borte var i Vaarens Stund

Fra jeg forlod dig, har mit Øje fæstet

Fra Stjærnerne jeg ej min Viden faar

G

H

Hans Kind som Mønster fra hin Tid bevares

Hel mangen Morgen saa jeg lyst og skønt

Hvad er der i min Hjærne, som i Blæk

Hvad er det for en Magt hos dig, som tryller

Hvad gør din Sløvhed, Muse, god igen

Hvem vilde tro mit Vers i Fremtids Stund

Hvi er mit Vers saa goldt paa nye Tanker

Hvi gaa med Baldakinens fagre Dække

Hvi har saa skøn en Dag du mig forjættet

Hvi hører sorgfuld du Musikens Lyd?

Hvi spilder du letsindig blot paa dig

Hvis intet nyt os nogensinde møder

Hvis muligvis din Sjæl med Vredens Ild

Hvo siger mest? Hvem kan vel mere sige

Hvor kan da Foden glad mod Maalet rettes

Hvor kan du tro, jeg ikke elsker dig

Hvor kan min Muse mangle Stof til Digt

Hvor skøn og fager dog du gør den Brøde

Hvor tit, naar du til liflig Vellyd bringer

Hvor tungt jeg paa min triste Fart maa drage

Hvor tør jeg Digte til din Hæder skrive

Hvor var jeg agtsom, da jeg drog min Vej

Hymne til Proserpina

I

I fordums Tid blev sort ej regnet fager

Ifald du overlever mine Aar

Ifald min Kærlighed var født af Glans

Ifald mit tunge, dorske Kød var Tanke

Ikke min egen Frygt og ikke heller

Imod den Tid, ifald den skulde komme

J

Jeg drukket har Sirene-Taarer, draget

Jeg elsker dine Øjne; — de begræde

Jeg kan kun trofast som din Slave lyde

Jeg skændte paa Violen, hvor den stod

Jeg som en Rigmand er, hvis Nøgle brat

Jeg vil ej tro mit Spejl, at jeg er ældet

L

Lad dem, der er i Gunst hos deres Stjærner

Landsby-Skoflikkeren

Livskraftens Tab i skændig Ødselhed

M

Med henstrakt Fakkel slumred Amor stille

Med mine Øjne elsker jeg dig ikke

Men hvorfor vil du ej paa bedre Vis

Men nu har efter gode Venners Skik

Men selv om ej du for dit Tab mig sparer

Men vær tilfreds: thi naar hin barske Magt

Mensvoren blev jeg ved vor Kærlighed

Min elsktes Øjne ej som Solen funkle

Min Kraft mig svigter, naar om dig jeg skriver

Min Kærlighed en Feber er, som higer

Min Kærlighed er bleven mere stærk

Min Synd er Kærlighed, din Dyd er Had

Min tungebundne Muse tier stum

Mit Hjærte retted sine Vredes-Grunde

Mit Venskabs Drot, til hvem dit høje Værd

Mit Øje med en Malers Kunst og Iver

Mit Øje og mit Hjærte strides om

Mon det da er min Sjæl, som drikker Smiger

N

Nej, Kærligheden ej til Anger kender

Nej, nej, den Uret kan jeg ej forsvare

Nej, Tid, du skal ej se mig skifte om

Nu er det sagt, at han tilhører dig

Nu finder Trøst jeg i din fordums Kulde

Nu kan i mig du se den Aarets Tid

Nævn ej min Kærlighed Afguderi

Naar firti Vintre har din Pande kuet

Naar for de tavse Tankers Ret jeg stævner

Naar højt min elskte sværger, hun er sand

Naar jeg er død, skal ej du sørge mer

Naar jeg har set en svunden Alders Smykker

Naar jeg paa Krønikernes gamle Sider

Naar klart jeg ser, at du mig ej kan lide

Naar Mennesker og Lykken bort sig vender

Naar mine Øjne lukkes, bedst de ser

Naar selv du nærmer dig til Gravens Rand

Naar, som nu jeg, min Ven er bleven bukket

Naar Vintren sner paa dine sorte Haar

O

O, at du var dig selv! Men, Ven, du er

O for at Verden ikke dig skal spørge

O Kærlighed, forny din Kraft; lad ej

O sig, af hvilket Stof du dannet er

O skæld paa Skæbnen: hun er den Gudinde

O, Skønhed endnu mere fagert smykkes

O skønne Dreng, som, stærk og uden Baand

Ode til Vestenvinden

Oldtids berømte Krigerskare rejste

P

R

S

Sandt nok, min Muse har du ikke ægtet

Se, i dit Bryst sig alle Hjærter dølge

Se i dit Spejl: det Aasyn, Blikket møder

Se, naar det skønne Lys i Østen hæver

Sig, at du for en Uret mig forlod

Sig ikke, jeg var falsk i Sind og Tanke

Sig, Muse, hvorfor du saa længe venter

Sjæl, Midtpunkt for mit syndefulde Støv

Skal med en Sommerdag jeg ligne dig?

Skam dig! — mod ingen kan du Ømhed nære

Slet ingen Sminke havde du behov

Slægternes Gang

Som Bølgerne mod Breddens Stene slaar

Som en affældig Fader har Behag

Som Husets Kvinde løber rask afsted

Som Skuespilleren paa Scenens Planker

Som vi, naar vi vil styrke Smagens Kraft

Som Vintren var den Tid, da jeg var borte

Strofer skrevne i nedslaaet Stemning nær ved Neapel

Saa had mig, naar du vil, helst med det samme

Saa heller være slet end slet at agtes

Saa lad da Vintrens Haand ej søndre brat

Saa skal jeg, som en narret Husbond være

Saa tit har jeg som Muse anraabt dig

Saadan mit Venskab kan min Hest forsvare

T

Tag alle mine kære, tag dem alle

Tilvisse har jeg vandret her og der

To Venner om mit Hjærte strides kan

Trofaste Sjæles Forbund intet øder

V

Var det hans Digtnings ranke, stolte Snække

Ved deres Fødsel nogle stolt sig glæder

Verdens Triumfer

Vi to maa være tvende nu herefter

Vær ej bedrøvet mere for din Synd

Vær vís, som du er grum; du friste ej