Ak, naar tilsidst for Dødens haarde Slag
Jord, Hav og Malm og Sten maa splittes ad,
hvor kan vel Skønhed vinde da sin Sag,
hvis Kraft er ringe som et Blomsterblad?
O, hvor kan Somrens Honning-Aande vare
imod de barske Dages Stormløbs-Vælde,
naar ej en Gang den stærke Tid vil spare
Staalporte eller angrebsfaste Fjælde?
O tunge Kval, hvor skal vi lægge ned
Tidens Juvel i Fred for Tidens Kiste?
Hvem kan vel standse os hans rappe Fjed?
Hvem faar hans Plyndringslyster til at briste?
Ingen, — hvis ikke i det sorte Blæk
min Kærlighed staar fast i lyse Træk.