Naar jeg har set en svunden Alders Smykker
forødt og sondret af den vilde Tid,
set høje Taarne knust i tusend Stykker
og evigt Malm som Træl for Støvets Strid;
Naar Havet jeg har set med Sejr i Følge
mod Kysten aabne vidt sit slugne Gab,
set Landet vinde fra den brede Bølge
og atter skifte Vinding om med Tab;
Naar jeg har set, hvor Magten vexler om,
set, hvor den selv kan hurtig svinde hen,
den Tanke ofte mig i Sinde kom,
at Tiden snart kan røve mig min Ven.
Og tung som Døden er den Lod at friste:
at eje, hvad man frygter for at miste.