Hansen, Adolf (døbt Adolph) Marius, 1850–1908, Litteraturhistoriker. F. 6. Juni 1850 i Kbh. (Helligg.), d. 2. Febr. 1908 paa Frbg., Urne paa Vestre Kgd. Forældre: Kobberstikker og Gravør, senere Fotograf Anders Hansen (1810–79) og Bolette Marie Krogh (1815–77). Gift 8. Aug. 1883 i Kbh. med Franziska (Iska) Josephine Sander, f. 15. Okt. 1861 i Kbh. (Mos.), d. 19. Sept. 1903 paa Frbg., D. af Grosserer Simon Sander (1820–64) og Betty Bernburg (1829–94).
Hansen gik først i Det forenede Velgørenhedsselskabs Drengeskole, hvor hans Lærer i Dansk og Engelsk, Ludvig Trier, fik stor Betydning for hans Udvikling. 1868 blev han Student fra Borgerdydskolen paa Christianshavn, og 1875 tog han Magisterkonferens i Engelsk, hvorefter han dels virkede som Privatlærer, dels som Lærer ved Lyceum og andre Skoler. 1883 blev han Dr. phil. paa Afhandlingen »Addison som litterær Kritiker«, blev 1886 Lærer ved Statens Lærerhøjskole og 1894, efter at have virket som Privatdocent i nogle Aar, Docent ved Universitetet i engelsk Sprog og Litteratur. — Hansen, der var en meget afholdt Lærer, virkede litterært som Litteraturhistoriker og —kritiker, som Oversætter af engelsk Poesi og, ofte i Samarbejde med Johannes Magnussen, som Udgiver af meget brugte Lærebøger i Engelsk. Han var tidligt kommet under Paavirkning af Georg Brandes og udgav 1876 en »Anmeldelse af Georg Brandes: Naturalismen i England«, hvori han udtrykte sin Beundring for Brandes, men ogsaa viste de Krav, han stillede sig selv om Eksakthed i Forskningen, bl. a. ved at kritisere Skødesløsheder og Inkonsekvenser i nogle af Brandes’ Oversættelser. Her ses ogsaa hans store Viden og Evne til Indlevelse i et litterært Værk, som maaske paa den fineste Maade kommer frem i »Den engelske og nordamerikanske Litteraturs Historie i Omrids« (1902). Hans "videnskabelige Speciale var Klassicismen i engelsk Litteratur, som han først behandlede i Disputatsen, senere i »En engelsk Forfattergruppe« (1892; to større Afhandlinger om Pope og Swift og to mindre om Gay og Arbuthnot). — Allerede 1872 traadte Hansen frem som Oversætter med Tennysons »Anna og Locksley Slot«. Senere fulgte Byrons »Junker Harolds Pilgrimsfart« (1880), »Oversatte engelske Digte« (Shelley, Tennyson, Arnold og Swinburne, 1884), »Shakespeares Sonnetter« (1885) med en fortræffelig Indledning om Baggrunden for Digtene og om Sonnettens Historie i England, Shelleys »Den løste Prometheus« (1892) og »Bjovulf« (fuldendt og udg. 1910 af V. J. v. Holstein-Rathlou). Som Oversætter udmærker Hansen sig ved en stor Respekt for Originalen, og han veg ikke tilbage for de største og vanskeligste Opgaver, men undertiden kan hans Vers virke tunge og gammeldags. En sammenfattende Karakteristik af Hansen kan næppe gives bedre end med Georg Brandes’ Ord: »Han havde ualmindelige Kundskaber, Forstand, udviklet Skønhedssans, litterært Talent, var med disse Evner beskeden og tilbageholden, stilfærdig og dæmpet, karakterstærk og trofast«.
Niels Haislund in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XV, p. 53.