Mit Hjærte retted sine Vredes-Grunde
imod mit Øje, paa hvis Daad det klaged;
mit Øje paastod, at mit Hjærte kunde
fra første Færd hin Elskovs-Lyst forjaget.
Og Hjærtet sagde: Kærligheden sendtes
igennem Øjet ind og ned i Hjærtet;
men Øjet sagde, at i Hjærtet tændtes
den Gnist og Flamme, der saa bittert smerted.
Og Hjærtet sagde: Taarer kunde slukke
med Lethed Flammen, — hvorpaa Øjet sagde:
den burde være kvalt af Hjærtets Sukke; —
saadan de Skylden paa hinanden lagde.
Og Hjærtet sukked, Øjet græd og stirred,
og begge to i Savn og Smerte dirred.