Adolf Hansen (1850–1908)

        Der findes af Shakespeare enkelte spredte Sonetter. Men ved «Shakespeares Sonetter» i litterærteknisk Forstand forstaas den Samling af 154 Digte, hvoraf jeg her har foretaget en dansk Oversættelse. Den udkom første Gang endnu i Shakespeares Levetid, men sikkert uden at han har haft det mindste med Udgivelsen at gøre. Sonetter af Shakespeare havde tidligere utrykte verseret i mindre Kredse; 1598 nævner en Forfatter (Francis Meres) Digterens «sukkersøde Sonetter blandt hans private Venner». Paa en eller anden Maade er den righoldige Manuskript-Samling af over halvandet hundrede kommet i Boghandleren Thomas Thorpes Hænder, og han har da besluttet sig til at udgive dem, hvilket skete i Aaret 1609.

        Samlingen, karakteriseret i al Korthed og stor Almindelighed, kan siges at falde i to Grupper: én større, omfattende de første 126 Sonetter, én mindre, der indeslutter de resterende 28. Den første af disse Sonet-Grupper henvendes til en Ven, ung, smuk, som Digteren raader til Ægteskab, hvis Skønhed og Værd han priser, og som han lover et evigt Ry ved de Vers, han skriver til ham; dog kommer der i Forholdet mellem dem Bitterhed, Kulde og Smerte, til Dels for en Kvindes Skyld, de begge elske, men Venskabsforbundet fornyes og knyttes igen. Den sidste Gruppe har for Størstedelen til Genstand en Kvinde, mørk af Øjne og Ansigtsfarve, ikke smuk, som det synes letfærdig og vellystfuld af Væsen, men dragende og bedaarende: betaget af Kærlighed til hende vaander Digteren sig i Lidenskabernes Vold; ogsaa Vennen er under Indflydelse af hendes fristende Magt, og det kan saaledes antages at være den samme Kvinde, til hvilken der sigtes i den første Gruppe.

        Boghandleren forsynede sin Kvart-Udgave med følgende højst skruede Dedikation:

Disse Ord, oversatte paa den Maade, der synes den naturligste, betyde: Al Lykke og den Evighed, der er lovet af vor evigt levende Digter, ønskes den eneste (enestaaende) Frembringer (eller Forskaffer) af disse følgende Sonetter, Mr. W. H., af den godtønskende Æventyrer med at bringe dem frem (ↄ: Forlæggeren) T. T. (Thomas Thorpe).

        I hvad Forhold staar nu denne Mr. W. H. til Sonetterne? Med Sikkerhed ved man intet derom. Han kaldes i Dedikationen Digtenes begetter. Dette Ords nærmestliggende Betydning er «Frembringer». Da der nu hermed i dette Tilfælde ikke kan menes «Forfatter» (skønt den Gisning, at det skulde være en Trykfejl for Mr. W. S., altsaa Mr. William Shakespeare, ikke har manglet), saa maa der ved Udtrykket, taget i denne Betydning, forstaas den, som har givet Anledning til Sonetterne eller Flertallet at dem, altsaa den Ven, til hvem de ere henvendte. Imidlertid tillader Ordet begetter ogsaa en anden Oversættelse, nemlig «Forskaffer». Opfattet saaledes skulde altsaa Mr. W. H. blot betyde den Person, som efter paa en eller anden Maade at være kommen i Besiddelse af Sonet-Samlingen har overladt den til Thomas Thorpe, for at han skulde udgive den, og saa af den erkendtlige Boghandler er bleven anbragt som Dedikationens Helt. Denne Antagelse vinder en Del Sandsynlighed for sig ved den Omstændighed, at en vis W. H. kun tre Aar, før de Shakespeareske Sonetter saa Lyset, havde udgivet en Samling Digte af Southwell, trykte hos samme Bogtrykker som Sonetterne; han ledsagede dem med et Forord, hvori det hedder: «Digtene have længe været begravne i Glemsel og vilde sandsynligvis aldrig være bievne offentliggjorte, hvis ikke en ren Tilfældighed havde bragt dem i mine Hænder;» det ligger da ikke saa fjærnt at antage, at hvad W. H. i 1606 gjorde for Southwells Digte, kunde den samme Mr. W. H. tre Aar senere gøre for den berømtere Shakespeares Sonetter, naar Tilfældet eller bevidst Bestræbelse havde sat ham i Besiddelse af dem.¹

        Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvem den i den første Sonet-Gruppe omtalte Ven kan have været, ere forskellige Hypoteser blevne fremsatte. Blandt dem kan der nu rolig ses bort fra nogle, derimellem den saa overordentlig udspekulerede, som en tysk Kommentator er fremkommet med, at den Ven, Shakespeare taler til, er Digterens eget udødelige Jeg, hans kunstneriske Genius, og at Dedikationens W. H. skulde betyde William Himself, altsaa Hr. William (Shakespeare) selv.² Tilbage blive to Gisninger, der i Tidens Løb have samlet Stemmer for og imod. Den første (fremsat af Drake 1817) gaar ud paa, at Vennen var Henry Wriotliesley, Jarl af Southampton, den Adelsmand, til hvem Shakespeare i Aarene 1593 og 1594 havde dediceret sine to episke Digte Venus and Adonis og Lucrece. Hvis man samtidig med at holde paa denne Gisning vil gøre Vennen identisk med Dedikationens Mr. W. H., lider Hypotesen et stærkt Afbræk derved, at disse Bogstaver kun passe paa Jarlens Navn, naar hans Fornavn og Efternavn ombyttes, en kejtet og tvungen Omstilling, for hvilken der næppe kan anføres tilstrækkelig Nødvendighed.³ Den anden Gisning er bleven hævdet af Forskere, der uafhængig af hinanden ere komne til samme Resultat. I 1819 var Heywood Bright — dog uden at offentliggøre sine Undersøgelser — naaet til samme Slutning om den i Sonetterne fejrede Ven, som i 1832 blev fremsat af James Boaden i en Afhandling i The Gentlemanøs Magazine, der senere i udvidet Form blev publiceret i et selvstændigt lille Skrift;⁴ ogsaa Charles Armitage Brown (Shakespeare’s Autobiographical Poems, London 1838, S. 41–44) synes gennem selvstændige Gisninger at have udpeget samme Person som Boaden baade som Sonetternes Helt og Dedikationens Mr. W. H. Denne skulde da være William Herbert, Jarl af Pembroke. Det er vistnok den Hypotese, der har samlet de fleste Stemmer om sig, og det er sikkert ogsaa den, som for Tiden har den største Sandsynlighed for sig, idetmindste den Del af den, der antager Jarlen af Pembroke for hin Ven, om hvem Sonetternes første Afsnit taler saa meget. William Herbert var født i Aaret 1580 og blev i Aaret 1601 ved sin Faders Død Jarl af Pembroke. Han var en Søstersøn af den berømte Forfatter og Kriger, Sir Philip Sidney, og litterære Traditioner og Tilbøjeligheder have ligget Slægten nær; sikkert er det ogsaa, at han har staaet i venskabeligt Forhold til Shakespeare, som det ses af den Dedikation, hvormed Udgiverne af den første Folio-Udgave af Shakespeares Dramaer i Aaret 1623 tilegnede Digterens Værk til ham og hans Broder. For saa vidt Vennens Karkter fremgaar af Sonetterne, synes ogsaa adskillige Træk heri at kunne passe paa Jarlen.⁵ Skal Teorien om Jarlen af Pembroke staa ved Magt for hele Sonet-Gruppens Vedkommende, saa maatte Digtenes Affattelse omtrentlig falde i Aarene 1598–1601; thi de indeslutte mindst et Tidsrum af tre Aar, som det ses af Sonet 104; og meget før end omtrent den unge Adelsmands 18de Aar kunde der vel ikke være Tale om at rette en Opfordring til ham som den, der indeholdes i de første 17 Sonetter.⁶ I den seneste Tid har den engelske Forskning paavist Muligheder for at identificere den sidste Sonet-Afdelings kvindelige Heltinde med en af Dronning Elisabeths Hofdamer, en vis Mary Fitton, som var gift to Gange, og som netop angives at have haft et uægte Barn med Jarlen af Pembroke.⁷ — Men de forskellige Opfattelser af, hvorledes alt dette forholder sig, kunne dog med vor nuværende Viden kun betegnes som ubeviste Hypoteser. Et eller andet Steds, i et eller andet Arkiv, i en Ytring i et samtidigt Brev eller lignende, findes maaske det Stof gemt, der kan kaste klarere Lys over Spørgsmaalet, og muligvis vil et godt Fund en Gang bringe det for Dagen. Indtil da kan man drøfte den større og mindre Sandsynlighed ved de forskellige Opfattelser, men heller ikke mere.

        Udgaven af 1609 giver ikke nogen fyldestgørende Garanti for, at den Orden, hvori den meddeler Sonetterne, er den rigtige, den, som paa rette Maade grupperer dem om de skjulte Begivenheds-Kærner, hvorfra de rækkevis og gruppevis ere udgaaede. Der er da ogsaa af forskellige (f. Ex. af Bodenstedt i hans tyske Oversættelse og af François Victor Hugo i hans franske Prosa-Oversættelse) forsøgt andre Grupperinger paa Grundlag af de enkelte Sonetters Indhold og Tone. Det er muligt, at der med Held kan gøres nogle saadanne Ændringer. Dog tror jeg, at Ordningen i Udgaven af 1609 som Helhed er ret antagelig, om jeg end ikke kan gaa saa vidt som Armitage Brown, der i sin ovennævnte Bog hævder, at Sonetterne kunne læses som sex adskilte Digte, i hvert enkelt af hvilke Sonet slutter sig til Sonet som ellers Strofe til Strofe.⁸ Der er i Digtene, saaledes som Originaludgaven har ordnet dem, en gennemgaaende Traad eller Traade at forfølge, og i deres Poesi og hele Præg og Tone synes der mig at være en tydelig Udvikling at spore fra en lettere, ungdommeligere Aands Friskhed og Smidighed, indtil den gennem bitre Erfaringer og uroligt Tungsind naar en dybere Klang i sit Udtryk mod Slutningen af den første Gruppe, hvortil saa føjer sig den sidste Gruppes hele lidenskabelige Stønnen og dybt rækkende Kraft og Alvor (man sammenligne exempelvis Sonetterne 8, 33, 73, 119, 129, 147). Da den oprindelige Ordning desuden har en litterær historisk Interesse, som ikke bør overses, har jeg bibeholdt den i den danske Oversættelse.

        Shakespeares Sonetter føje sig som et organisk Led med ind i hele den engelske Renæssances Sonet-Litteratur. Sonet-Formen var allerede inden Midten af det 16de Aarhundrede fra Italien bleven overført til England af Sir Thomas Wyatt og Jarlen af Surrey.⁹ Den udviklede sig i Renæssancens senere Løb til en hyppig benyttet poetisk Modeform, sikkert brugt baade af poetiske Dilettanter og virkelige Digtere. Den var stundom — i naturlige og jævnt faldende Forestillinger — Udtryk for naturlige og følte Stemninger; stundom blev den — i kunstige og snirklede Tankedrejninger — Bæreform for uægte Følelser og Tidens Lyst til Ord-Sindrigheder og Vittighedsmageri. Den blev benyttet til hele Sonet-Grupper, bl. a. af Philip Sidney i Astrophel and Stella (udkom 1591, efter hans Død), af Samuel Daniel i Delia (1592), af Thomas Watson i The Tears of Fancie (1593),¹⁰ af Spenser i Amoretti (1595), den smukke og interessante, harmonisk afrundede Samling, der fortæller hans Kærligheds Historie til hans senere Hustru. Den strænge italienske Sonet-Form med dens indviklede Rimfordeling blev ingenlunde bibeholdt paa engelsk Grund af alle. Allerede hos Surrey er den undertiden opgivet, og der er anvendt den samme simplere Bygning og Rimfordeling, som genfindes i de allerfleste af Daniels og Watsons Sonetter, og som er den staaende Form for Shakespeares, nemlig tre firlinjede, femfodede Strofer, hver med to Par Krydsrim, og det hele afsluttet med en Kuplet.¹¹ Den engelske Sonet blev paa Renæssancens Tid af de fleste Digtere benyttet som Form for erotisk Følelse, hvorfra Shakespeares dog for en stor Del danne en Undtagelse. Først senere benyttedes den i England som den faste, snævre Form for Tankedigte med andet Indhold, — man kan vel sige fra og med Milton; thi trods de mere end hundrede Aar, der gik hen efter Miltons Død, inden Sonet-Formen atter optoges af Wordsworth, hører denne yngre Digters ejendommelige og ofte saa smukke Sonetter dog i lige Linje sammen med Miltons. Den nyere engelske Digterskole har med sit Sværmeri for og Forstaaelse af Renæssancens Tid atter optaget Sonetten baade til erotisk Digtning og til anden Poesi: D. G. Rossetti har koncentreret nogle af sine dunklest brændende Følelser og dybeste Grublerier i denne Form, og Swinburne har i den skrevet sine skarpeste politiske Digte. Men paa Renæssancens Tid var den i manges Hænder kun den gyldne Skaal, hvori man sirligt udgød sine Taarer, den spraglede Boldt, man kastede til den elskede, den guldindfattede Marmortavle, hvorpaa man uforgængeligt vilde skrive hendes Navn. Der er her et Mylder af elfenbenshvide og sølvskinnende Hænder, gyldne Lokker, duftende Aande, Aurora-straalende Rødmen, stjærnelignende Øjne og rubinrøde Læber. Der er Sindrigheder om Forholdet mellem Øje og Hjærte, om hvordan Hjærtet bebrejder Øjet og Øjet Hjærtet, om Splid og Ufred mellem dem. Der er Løfter om, at den elskedes Billede og Ros skal staa fast og urokket i Digterens Vers i al Evighed, naar Tiden har sløjfet de stolteste Mure. Der var, kort sagt, meget konventionelt, meget, der havde fæstnet sig til rent litterære Ejendommeligheder ved denne Poesi i hine Tider. Shakespeares Sonet — Digtning hører sammen med hans Tids og er nøje knyttet til den. Den er kraftigere og dybere, men den har adskillige af de rent litterære Træk fælles med den engelske Renæssances øvrige Sonet-Poesi. Hele det tvungne og indviklede Billed-Maskineri i Sonet 24 er saaledes ganske i Tidens Aand; det samme gælder Sonetterne 135–136 med deres lidet vittige Brandere paa Digterens Fornavn. Den 46de og 47de Sonet har i Tankernes Art et Sidestykke i følgende af Watson (den 20de af The Tears of Fancie):

Forestillingen om, at Digterens Vers skal bevare den besungne Genstands Minde, saaledes som den f. Ex. er udtrykt i Slutningslinjerne af den 18de og 19de Shakespeareske Sonet, kommer til Orde i efterfølgende af Daniel (den 39te af Delia):

Samme Forestilling møder os i Shakespeares 55de og 81de Sonet, der til Sammenligning kan jævnføres med følgende af Spenser, den 69de af Amoretti:

        Men samtidig med, at de Shakespeareske Sonetter saaledes ere knyttede til Renæssancen fra dens rent litterære Side, er der spredt ud over dem hele Renæssance-Poesiens uforbeholdne Ærlighed, Friskhed og Sarthed. Til at tumle med et Æmne som det, Shakespeare har varieret i de 17 første Sonettei, paa den Maade, som han har gjort det, hører der Renæssancens havstærke Friskhed og uanfægtede, mandige Naturkærlighed. Og der er tillige i de Shakespeareske Sonetter Renæssance-Tidens stærke, varmblodige Liv og lidenskabelige Bevægelse, som de dirre tilbage og klinge igen i en yderst modtagelig og stærkt spændt Sjæls dybeste og fineste Strænge.

        Thi at disse Digte i deres Helhed ere paa den Maade autobiografiske, at de give os den digteriske Efterklang i Shakespeares Sind af virkelige Oplevelser, af virkelige, personlige Forhold, synes det mig urimeligt at benægte. Det er bleven benægtet af adskillige, bl. a. af den bekendte tyske Shakespeare-Edgiver Delius.¹² De, der hævde samme Anskuelse som Delius, komme ud over det pinlige, der stundom kan være ved at se den store Digters Aand højet, næsten krummet ned under Situationer og Forhold, som de undertiden antydes i disse Digte, — de komme ud over alle Modsigelser, Sonetterne kunne indeholde, baade virkelige og saadanne, som kun en noget aandløs Betragtning kan opdage, — over alt dette komme de med Lethed ud ved den saare simple Løsning, at disse Poesier ere rene Fantasifostre, Digte, som Shakespeare har nedskrevet under poetisk Paavirkning af blot tænkte Situationer. At nogle af Tidens Sonet-Samlinger have haft et saadant fingeret Indhold, er vist nok. Men det forekommer mig rigtignok af flere Grunde saare vanskeligt at fastholde denne Tanke for Hovedmassen af Shakespeares. For det første er Størstedelen af Shakespeares Sonetter — i Modsætning til Tidens øvrige — henvendte til en Ven, ikke til en Kvinde, en Omstændighed, der netop ved sin Afvigelse fra Reglen tyder paa et virkeligt existerende Forhold. Dernæst hentydes der i Digtene til Forhold af en saa bestemt og ejendommelig Art (der tales om Erindringsbøger, som foræres, — om en anden Poet, som ogsaa er begyndt at skrive Digte til Vennen, som det synes ved andres Hjælp, — om en bestemt Tid, Venskabet har varet), at det vilde være højst mærkeligt, om sligt skulde være fingeret. Men Hovedbeviset for, at disse Sonetter paa digterisk Vis fortælle om Shakespeares virkelige Følelser og virkelige Forhold, maa hentes ud fra selve Digtenes Indre, fra hele den Sjæl og Lidenskab, der gaar igennem dem. De ere alttor levende til, at de skulde kunne være digteriske Fantasistykker over et opgivet Tema; dertil er Klangen for ægte. Og saare lidet vilde en saadan Beskæftigelse som den at sætte sig sirligt hen og fremklimpre lyrisk Klingklang, uden at lægge sit eget Liv i det, stemme med Forestillingen om en Digter som Shakespeare, hvis Digtnings Grundvold er Liv og Erfaring. Paa en saadan Søndags-Shakespeare falder det vanskeligt at tro.

        Fra hvilket Tidspunkt i Shakespeares Liv disse Sonetter skrive sig, lader sig ikke med fuld Bestemthed afgøre. At der har existeret Sonetter af ham før 1598, fremgaar af Francis Meres’ førnævnte Udtalelser fra dette Aar; men om det har været nogle af disse 154 eller andre, til hvilke Meres har sigtet, kan jo ikke vides sikkert. Et Holdepunkt har man i den Omstændighed, at to af Sonetterne (Nr. 138 og 144) i en noget afvigende Form findes i en Digtsamling, The Passionate Pilgrim, som en Boghandler udgav 1599. Man vil i det hele næppe tage meget fejl ved at lade Forfattelsen af disse Digte strække sig frem til en Grænse, der betegnes omtrent ved Aaret 1602, Tiden hen imod Digterens 40de Aar. Der er ved denne Tid som et Skel i Shakespeares Liv, et Punkt, hvor hans foregaaende Livs Oplevelser og Erfaringer, Skuffelser, Bitterheder, Sorger og Selv-Bebrejdelser samle sig i hans nu fuldt modne Sind, synke til Bunds og danne Grundvold for hans følgende Digterperiodes Mesterværker, Værker som Hamlet, Othello, Macbeth og Kong Lear. Man hører i mange af Sonetterne ligesom den dumpe Ouverture til disse Skuespil. Det er, som om man sejlede mellem Skær og hørte fjærnt fra den dæmpet drønende Lyd af det voldsomt bevægede Hav, man skal naa. Den 66de Sonet samler som i en Sum, som i en kort Hamletsk Klage, det Fond af bitter Erfaring, der paa dette Tidspunkt havde bundfældet sig bos Shakespeare. Og disse Erfaringer havde fæstnet sig i en Digters Sind, der, fint modtagelig og let til at bringes i Svingning, i sin egen personlige Færd var bleven jaget af Lidenskab og dukket i Anger og Selvforagt, men som dog var for stærk og stolt til at gaa under deri. Jordbunden var saaledes dybt pløjet og vel harvet for den følgende Tids tunge Afgrøde. Og om dette skærende og rivende Pløjnings- og Harvnings-Værk fortælle mange af Sonetterne.

        Disse Shakespeareske Digte give os et Stykke af Renæssance-Tiden og et Stykke af Digterens Liv. Omkring denne store Sonet-Bygning har der i Tidens Løb samlet sig megen Dunkelhed, og der er smækket Døre i til enkelte Kamre, som vi nu intet Middel have til at lukke op. Dog er der, som den staar, tilstrækkelig Klarhed om den, til at vi i Bygningens Ydre kan kende Renæssancens ranke eller sære Former, og inde i den flammer og spiller det lidenskabsjagede Menneskes Sjæl og den store Digters Poesi med et Skær og en Glans, der kan være Lys nok.