Da Litteraturhistorikeren Kristian Arentzen, Bødtchers senere Udgiver og Biograf, i 1863 forberedte sin lille Bog „Danske Digtere i det 19de Aarhundrede”, en Række smaa Monografier af Forfatterne fra Schack Staffeldt til den yngre Molbech, anmodede han ogsaa Ludvig Bødtcher om nogle personlige Meddelelser til Bogen, og den da netop 70-aarige Digter sammenskrev en kort Selvbiografi, som nu findes paa Det kongelige Bibliotek (saavel i Kladde som i færdig Brevform), og som trods Udnyttelsen i Arentzens lille Litteraturhistorie nok kan fortjene at publiceres i Bødtchers egen Form. Med Indføjelse af nogle supplerende Oplysninger, der fremkaldtes af enkelte særskilt formede Spørgsmaal, lyder Beretningen som følger:1
Kbhvn d. 2. December 1863.
Min ærede Ven!
Som jeg formodede, har jeg, ved at see tilbage kun fundet saare Lidet i mit Liv, som egner sig til Offentlighed, og selv det Lidet, som jeg her sender Dem, vil maaskee ikke svare til Deres Ønske eller Øjemeed.
Min Fader var født i Jylland, og blev som ungt Menneske Contoirist i Kiøbhvn: hos en Renteskriver Rätteken, der havde med de laurviske Sager at bestille. I hans Huus saae han min Moder, som var en Plejedatter af Grev Laurvig; de bleve gifte sammen, og Greven udnævnte ham til Magazinets Inspektør, som senere blev et kongeligt Embede. Det tydske ch i vort Navn istedet for k, troer jeg sikkert var en Forandring af min Fader selv, fordi han kom til Kiøbhvn: paa en Tid da Alt hvad der var Tydsk dominerede.
Mit Fødselsaar kjender De (1793, 22. April); jeg var den Yngste af 5 Sødskende. Kjærlighed til Poesie og Musik (Øhlenslæger, Mozart) henrev mig alt som Dreng og udgjør endnu min højeste Glæde. Naturligviis begyndte jeg allerede i Skolen at skrive Vers, og fik en alvorlig Irettesættelse af afdøde Rector, Professor Nielsen2, fordi jeg til hans Forbauselse engang oversatte mit Pensum af Horats metrisk og rimet. Min Fader, en streng Mand, der iøvrigt elskede Holberg og Evald, erfarede min Brøde og passede ogsaa nøje paa mig for at jeg ikke skulde „spilde Tiden”. Som Direktør i „det venskabelige Selskab”, en anseet Klub, overværede han Stiftelsesdagsfesten, og viste os hjemme som sædvanlig de forfattede Sange Dagen efter. Iblandt dem var der især En, som han ikke noksom kunde rose, og da jeg havde læst den og taug, spurgte han spodsk „Naa; hvad siger Du Poet?” Nu havde jeg tilfældigviis under Tausheds Løfte selv skrevet den, og svarede derfor koldblodigt: „Aah ja, den er ret god”, og skjød den fra mig. „Ret god!” sagde han vred, „den er min Sjæl ypperlig, det har Alle sagt!” Her var Fristelsen for stor, og jeg yttrede, at jeg ikke ret vel turde rose den, da den var af mig selv; efter en komisk Pause, sagde han med megen Heftighed: Ja, den er min Sjæl god — alligevel! (Denne Scene foregik omtrent 1 Aar før jeg blev Student.) Mangfoldige Smaapoesier og Leilighedsdigte — Alle grønne Frugter fra hiin Tid — kunde det vistnok more mig selv nu at læse, men jeg besidder næsten Intet deraf, dog er et Digt „Den fromme Clara”, som er trykt, Noget af mit Tidligste. Senere vovede jeg at sætte mit Navn under enkelte Digte, som bleve indrykkede i forskjellige Tidsblade, og som bleve modtagne med megen Velvillie, men jeg digtede sparsomt, dels hindret ved Ungdomsadspredelser, dels fordi jeg aldrig har været ærgjerrig, men meget ærekjær, og frygtsom for Tilsidesættelse. (De i forskjellige Blade og Tidsskrifter trykte Digte høre til mine Studenteraar; før den Tid udgav jeg Intet offentligt trykt.)
Ved Siden af Poesie og Musik havde Skuespilkunsten en særdeles Interesse for mig, og da der i min Ungdom var fuldt op af gode Privattheatre, (Thalia, Borups Selskab, „Det Skjønnes muntre Dyrkere”, Enigheden etc.) prøvede jeg mit Talent i denne Retning, og var i Thalia heldig nok til at vinde Rahbeks Opmærksomhed i saa høj Grad, at han foreslog mig indstændig at gaae til Theatret; jeg havde en indre stor Lyst, og besad tillige en usædvanlig smuk Tenorstemme, men jeg indsaae at min Fader aldrig vilde have tilladt mig det, og jeg styrede altsaa min Lyst ved at privatisere. Dertil kom, at jeg var streng imod mig selv, og fandt, at mit Ansigt ikke var tilstrækkelig stort nok for Scenen. (Jeg spillede Komødie i adskjellige Selskaber især i „Enigheden” i Thotts Palais, hvor Øhlenslæger var tilstede en Aften da „Frejas Alter” blev givet: han lod mig sige, at jeg havde udført Skolemesteren saaledes, som han havde tænkt sig Personen, da han skrev Stykket.) Det kongelige Theater besøgte jeg hyppigt, og skrev under et Mærke Rencensioner i Kjøbenhavnsposten;3 de var idetmindste upartiske, og kun strenge imod Scenens Heroer og den opblæste Middelmaadighed. En Skuespiller Hass havde lovet mig Bank, og da han engang mødte mig, løftede han rigtignok Haanden, men kun for at tage Hatten meget ydmygt af. Dctr. Ryge, som jeg senere traf i Berlin, bebreidede mig mit gunstig Omdømme om Carl Winsløw, som dengang begyndte sin Bane, og som han kaldte „en lille næsviis Spirrevip”, men Tiden lærte dog Ryge at sande, hvad jeg tidlig anede hos W. Ogsaa glædede Rahbek i Studenterforeningen mig med sine velvillige Yttringer. — Jeg blev tidlig som Student forelsket i en yndig ung Pige4 og var hemmelig forlovet med hende i henved 3 Aar, men hun døde pludselig ikke 18 Aar gammel, og hendes Død gjorde mig saa ondt, at jeg aldrig mere tænkte alvorligt paa en lignende Forbindelse, endskjøndt jeg skylder varmhjertede Qvinder saare mange lykkelige Timer i mit Liv. Som De vel kan vide, skrev jeg i min Kjærlighedsfryd mange erotiske Digte til hende, og de vare ikke uden poetisk Værd, men det faldt mig intet Øjeblik ind, at høste offentlig Roes eller Vinding for disse inderlige Følelser, som var en sød Hemmelighed imellem os Begge, og — saaledes tænker jeg endnu. Efter hendes Død fik jeg disse Digte tilbage, og en Vinteraften læste jeg dem endnu engang igjennem, tilligemed hendes Svar, som jeg kyssede, og saa — brændte jeg det Hele.5 —
En uafhængig fri Livsstilling var altid mit Ønske, og derfor føjede jeg kun min Fader ved at begynde en Contoirvej i Overformynderiet, men da min gamle brave Fader døde 1824 — (min Moder, ejegod Ihukommelse, var tidligere død) og jeg blev Ejer af en beskeden, men for min Frihed tilstrækkelig Formue, ilede jeg med at foretage en Reise til Italien, som jeg i mit stille Sind altid havde higet efter. I Selskab med min Ven Jørgen Jørgensen naaede jeg mit Maal. (Reisen gik over Berlin, Dresden, Wien, Prag, München, Inspruch, Tyrol til Verona. Da jeg paa Dampskibet Caledonia kom til Kiel, forbausedes jeg over den ny Karakteer, som Alt allerede der havde, og jeg glædede mig til en bestandig stigende Nydelse, jo dybere jeg kom ind i Tydskland, men deri blev jeg skuffet; først da jeg var i Tyrol forbausedes jeg atter, men det var ved Indtrykket af den mægtige store Bjergnatur.) Min Hensigt var at blive i Italien i 2 Aar, men — det deilig Land, det skjønne, ejendommelige Folk, og Kunsten, som jeg meer og meer fik Øje for, forlængede de 2 Aar til 11. — Jeg burde vistnok nu have holdt en stadig Dagbog, men min Ven! jeg sad ved Livets rige Taffel, og lod det beroe ved, i fuld Maade at nyde Indtrykket af min glade Tilværelse, og med Undtagelse af adskjellige Digte, nedskrev jeg kun enkelte Reisemomenter, hvoraf Et med Overskrift Terracina, en Reiseepisode, senere blev trykt i Figaro.6 Omgivet af Kunstnere, Venner, og i fortroelig Omgang med Thorvaldsen henfløj Tiden hurtig men gediegen og lærerig; hertil bidrog ogsaa de mange mærkelige Personligheder, som dengang kom tilsyne i Rom: Napoleons gamle Moder Madame Lætitia, hans Broder Lucian, Kongen af Bajeren, Miguel af Portugal, vor nu afdøde Frederik d. 7de, hans Moder, General Bourmont, Walter Scott, Horace Vernet, Cornelius og mange mange Andre. — I een Henseende blev mit Ophold i Rom af Vigtighed. Jeg bestyrkede nemlig Thorvaldsen i at skjænke Kbhvn: det Musæum, som vi nu eje, og for ikke at tabe det gunstige Øjeblik, opsatte jeg, skjøndt ikke Jurist, et Testamente, som strax blev lovformeligt underskrevet; men da jeg kjendte Italienernes Rabulisteri, var jeg ikke rolig, førend jeg ved en hemmelig Skrivelse til Conferentsraad Collin modtog fra ham de rigtige juridiske Udtryk til Affattelse af Testamentet, som nu blev omskrevet, og kunde ikke mere rokkes. —
Fregatten Bellona, som i Aaret 1835 anløb Livorno for at indtage en stor Deel af Thorvaldsens Arbeider, frembød en kjær Leilighed for mig til omsider at see Danmark igjen og tillige foretage en ordentlig Søreise paa et kongeligt Skib; jeg sagde Italien ikke et Farvel for stedse, men blodt et a revederci!, og ankom efter en herlig Reise til Kbhvn i September Maaned samme Aar. Jeg overleverede Listen over de medbragte Arbeider og havde en lang Audients hos Frederik d. 6te, som vistnok studsede over at jeg tilsidst ikke havde Noget at bede ham om. — Mine fire Sødskende, som trods den lange Mellemtid Alle levede, boede adspredte fra hinanden, og efter Aftale samledes vi nu den følgende Sommer paa min Broders Ejendom i Jylland,7 hvor vi i Havens Lysthuus ved et Glas Viin festligholdt vor Sammenkomst og mindedes vore afdøde Gamle. Det var ogsaa høj Tid, thi næste Aar døde min ældste Broder, og det ene Led brast af Kjæden efter det andet. Jeg er nu Ene tilbage, og bevarer i en temmelig høj Alder, Gud ske Lov, Friskhed baade paa Sjæl og Legeme. Den sidste Fristelse for min Uafhængighed var Thorvaldsens senere Ønske til mig om at modtage Inspektørposten ved hans Musæum, men jeg blev mit Forsæt tro. —
Her har De kjære Ven! en lillebitte, mager Skizze af det Hele; naar jeg vilde — men jeg vil ikke — kunde jeg gjerne gjøre en tyk Bog deraf, ja salig Molbech kunde jeg have givet Stof til Ti. Resultatet bliver, at jeg i mit lykkelige Liv har glædet Noget, gavnet Noget, og med min gode Villie ikke skadet Noget. —
Deres
Ludvig Bødtcher
Efter Hjemkomsten fra Italien levede Bødtcher næsten 40 Aar et roligt Pebersvendeliv i det gamle Københavns Hjerte, fra 1842 i Sværtegade Nr. 171 (nuværende Nr. 5), hvor han havde en fra mange Skildringer kendt beskeden Salslejlighed med de gamle, af megen Cigarrøg farvede („kostbare”) Tapeter, et Par Rosenbuske i Vinduet, den malede Kakkelovnsskærm, Guitaren paa Væggen, Nodeblade og en italiensk Petrarca paa Bordet. Her modtog han Besøg af Vennerne fra Ungdommen og fra de senere Aar, og her samlede han det ofte omtalte Selskab af Originaler, der udgjorde — som han sagde — et helt Menageri. Her døde han d. 1. Oktober 1874.
Hele Livet igennem digtede Bødtcher sparsomt, saaledes som det stemte med hans Natur: „Min Magelighed uden Mage, Mit Mesterskab i Nøleri”. Sine tidligste, endnu lidet særprægede Digte offentliggjorde han i Nyerups „Hertha” 1817, K. Kristensens Ugeblad „Nye Morgenpost” 1817, i Liunges „Harpen” o. fl. Af Produktionen fra Ungdomstiden gav han selv med Rette det smukke Digt „Fredensborg” (fra 1823) Førstepladsen, da han i 1856 udsendte sin lille Versebog.
Under Italiensopholdet (1824–1835), ved sit Samliv med Kunstnerkredsen i Rom, lærte han at se — Kunsten, Livet, Naturen —, at give sin digteriske Fantasi Stof at skabe af og at finde sin kunstneriske Form. Det blev hans digteriske Gennembrud. Der er ikke skrevet mere formfulde Vers paa Dansk end det lille Hefte med Sange, som rummer hans romerske Erindringer, siger Paul V. Rubow. Og Vilh. Andersen fremhæver deres kunstneriske Billedtegning: de hører til det ypperste i den danske poetiske Billedkunst. Det er Digte som „I Apenninerne”, „Aften ved Ariccia”, „Piazza Barberina” (fra 1830, med Billedet af Thorvaldsen), „Nemi”, „Morgen i Nemi”, „Gjenkomst til Nemi” (alle fra 1833) og det dionysiske „Mødet med Bacchus” (fra Tiden efter Hjemkomsten), „Ludvig Bødtchers gyldne Adgangstegn til det danske Digter-Parnas” (Hans Brix), skrevet i en kunstfuld, melodiøs Versform, som han genoptager i „En Aften i Hjemmet”.
Den stille Tilværelse i København og Besøgene i Jylland (Nebbegaard) danner Baggrunden for Bødtchers senere Digtning, stilfærdig i Stemning, nænsom, sikker og ubesværet i Verseform og Sprog, præget af hans fine Øre, der naturligt vragede saavel de flade og platte Gloser som de forlorent prangende, hvis Uægthed Tiden saa ubarmhjertigt blotter. I P. L. Møllers „Gæa” offentliggjorde Bødtcher — foruden „Mødet med Bacchus” — det af Georg Brandes og Vilh. Andersen højt priste Digt „Fuglen”. Til Nebbegaard knytter sig de charmerende Digte „Fodsporet” og „Farvel til Marthes Kilde”, det sidste af Vilh. Andersen smigrende sammenstillet med Horats’ „O fons Bandusiae”. At hans Tilværelse, som Dagligdagen gav mange rige og varme Glæder, ikke foruroligedes af Tidens Gæring, finder vi i Digtet „Philosophen” udtalt med bedaarende Skælmeri. Og sit Sinds Friskhed og Ligevægt bevarede Bødtcher til de sidste Aar, sammen med den sikre Evne til kunstnerisk Formning, naar et Minde blev levende for ham („Et Varsel”, „Natten”, „En Aften i Hjemmet”, „En Tyv i Rom”, „Den Gamles Bøn”), eller naar hans Sind bevægedes af en kær Paarørendes Sorg („Den 12. April 1886”, Digtrækken til Fru Leth 1865–1874), af Aarstidernes Skiften („Foraarshilsen”, „I Foraaret”, „April”, „Høstminde”) eller af de voksende Aftenskygger („Til en gammel Ven”, „Mod Slutningen”, „Et Møde”, „Sangfuglen” — Bødtchers sidste Digt).
Efter Læsningen af saadanne Bødtcher-Digte klinger hans jævne, melodiøse Stemme i Ens Øre. De kølige Farver hvormed de er malede — ligesom Klinten hos Viggo Stuckenberg — faar nu og da en gylden Glans („gylden” er hans poetiske Yndlingsglose). Disse Smaapoemer — siger Georg Brandes — vil have Livsessens nok i sig til at bevare hans Navn, alene ved den Tryllekraft, en ægte Naturejendommelighed har.
Først i en Alder af 63 Aar bestemte Bødtcher sig til at udgive en Samling af sine „Digte, ældre og nyere” (1856). I 1867 kunde han lade Samlingen komme i ny Udgave, med enkelte ældre indskudte paa deres Plads i Rækken og en halv Snes nyere føjede til sidst i Bogen. Allerede 3 Aar efter kom tredie Udgave (1870), med godt en halv Snese ny tilsidst. Hvad Bødtcher digtede i sine seneste Aar. fik han ikke selv indføjet i nogen Samling. Men efter hans Død udgav en Slægtning, Thorvald Smit, under Titlen „Ludvig Bødtchers sidste Digte” (1875) et Udvalg af, hvad der forelaa af spredte Arbejder fra yngre og ældre Dage. Grundlaget for Samlingen maa til Dels have været Manuskripter og Tryk med mange Rettelser og Afpudsninger, foretagne med Bødtchers sikre Haand. Det er Skade, at disse Efterladenskaber — ligesom Originalerne af de ti smaa Digte til Fru Leth, i sin Tid i Forfatteren Adolf Langsteds Eje — ikke mere synes at være til Stede. Tabet bødes dog til Dels ved, at Skæbnen har holdt en beskyttende Haand over andre Dele af den gamle Digters Bo. Enkelte Manuskripter findes paa Det kongelige Bibliotek, et Par tilhører Forlagsboghandler Hagerup, andre afdøde Grosserer H. J. Andersens Bibliotek; man har venligst stillet dem til Raadighed for nærværende Udgave. Det samme gælder en Manuskriptsamling, som Frøken Ebba Smit ejer (efter sin Fader, Politimester Thorvald Smit), og nogle Digte (i Afskrift), der tilhører Fru Ella Tobiesen, f. Leth, og Repræsentant Hans Toxværd (tidligere i Forfatteren Adolf Langsteds Eje; i Noterne betegnet som Leth-Samlingen). Men den allerbetydeligste Portion Bødtcher-Manuskripter er i sin Tid samlet af Forfatteren Andreas Dolleris, hvis Søn Fuldmægtig Ludvig Dolleris — paa mødrene Side af Bødtchers Slægt — med ubegrænset Imødekommenhed har overladt mig hele denne Samling og staaet mig bi med videre Efterforskning. Dolleris-Samlingens fornemste Stykke er Bødtchers Optegnelsesbog fra Rom, anlagt som Rejsebog (1825), men derefter brugt til Indførelse af de fleste italienske Digte og de første efter Hjemkomsten (indtil c. 1840).8 Hertil føjer sig en Skare løse Optegnelser: „Fuglen”, „Piazza Barberina”, „Violerne”, „Somme Dage” o. fl.
Disse Manuskripter viser, at Bødtcher med Flid stræbte at afpudse og forbedre sine Digte, og at Rettelserne næsten altid virkelig var Forbedringer. I mange Tilfælde giver Manuskripterne ogsaa en Datering af Digtene, ligesom den samlede Optegnelsesbog har væsentlig Betydning som Middel til Tidfæstelse.
Den her foreliggende Udgave af Bødtchers Digte falder i to Hovedafsnit. Det første giver den af ham selv tilrettelagte Versebog, følgende hans sidste Udgave, blot med Rettelse af sikre Trykfejl (hvoraf de alvorligste tilhører „Morgen i Nemi” og mærkelig nok stammer fra Førsteudgaven 1856).
I sidste Del af Udgaven fremlægges et rundeligt Udvalg af Digte fra forskellige Perioder: en Række Ungdomsdigte, valgte efter en mildere Censur (af Hensyn til deres tidlige Tilblivelsestid og Trykkenes Utilgængelighed). I denne Afdeling af Udgaven følger Digtene i en ved Data eller Skøn bestemt kronologisk Rækkefølge (med Forbehold overfor enkelte yderligt usikre i Midten og i Slutningen).
I Almindelighed er Digtenes seneste Redaktionsform valgt som Trykgrundlag. Bødtchers lunefulde Ortografi og Tegnsætning er kun rent undtagelsesvis ændret. Det tilsvarende gælder med Hensyn til de Digte, som kun kendes fra Tidsskrifttryk o. l. Ved den Normalisering, som tidligere Bødtcher-Udgivere har tilstræbt, korrekses Digteren i et Punkt, hvor han med sin Philosoph har ønsket at være liberal mod sig selv.