Du Ensomhedens Sødme
Dybt i den tause Skov,
Dig søger jeg som Bien
Sit honningsøde Rov.
Min Tankes Frø jeg lagde
Tidt i din dunkle Haand
Og følte Tanken voxe
I Klarhed og i Aand;
Og Trøst du gav mit Hjerte
I mangen lille Kval,
Som kun jeg turde skrifte
Ak, for din Nattergal!
Og tryllede din Ynde
For stærkt mit unge Sind —
Da kasted Du en Straale
Af Livets Solskin ind!
End mindes jeg min Længsel
En deilig Sommerkvæld,
Som drev mig dig at søge
Fordybet i mig selv;
Jeg vandred fjernt fra Hjemmet
Og saae dig vinke huld
Med dine grønne Kroner
I Solens Aftenguld —
Med Sværmeri betraadte
Jeg dine Skyggers Gang —
Da skingred mig imøde
En lystig Drikkesang,
Og Stemmen, som jeg kjendte,
Kom fra en munter Ven,
Men som jeg dengang ønsked,
Jeg veed nok selv hvorhen, —
Jeg smutted bag en Stamme,
Ret som et Skjul beredt,
Og ømt jeg bad Dryaden
Om ei at blive seet;
Men Pan hans Fod har styret —
Jeg hørte med et Suk
Skjult fra en anden Stamme
Et venlig skjelmsk „Kuk Kuk!”
Da var jeg fast tilmode
Som Fuglen trist og træg,
Naar Gjøgen i dens Rede
Vil lægge sine Æg;
Et Spring bag nok en Stamme
Omsonst mig var forundt —
Han vilde ha’e ku kukket
Mig hele Skoven rundt;
Hvorfor da vranten nøle?
Jeg lo, og saae mig om,
Og ventede hans Latter —
Men ingen Latter kom.
Og da jeg listig speided,
Men Intet fik at see,
Da var det fast som Skoven
Sig tvang for ei at lee:
Snart Alt sig aabenbared —
Det var en lille Spøg
Som kom tilsidst fra Skovens
Den virkelige Gjøg.
Jeg saae den løfte Vingen —
Forbi den fløi saa kvik,
Og sendte mig i Flugten
Et muntert Sommerblik.
Paany den sang sin Vise,
Og hvis den Sandhed spaaer,
Da loved den til Gjengjæld
Mig endnu mangt et Aar!