Farvel til Marthes Kilde(Ved Nebbegaard i Jylland)Jeg kommer i den stille Qveld,Vil dvæle hos Dig ene;Jeg er forelsket i Dit Væld,Tidt drømmer smilende min Sjæl,At Du er Hippokrene!Først vil jeg under Træets HangBetragte ret Din Kilde,Saa nynner Du mig smukt en Sang,Tilsidst saa drikker jeg Din Klang,Og saa — Farvel, Du Lille!Du er en flygtig, ødsel Dreng,Som fandt en Skat begravetOg dandser over Mark og EngOg spreder Sølvet rundt iflængOg springer saa i Havet.Du er en Mø fra dunkle Hjem,Hvem Beileren forfølger;Du finder Jordens Dør paa Klem —Smaaleende Du kommer fremI jomfrurene Bølger.Du er — skjøndt Blidhed i Dig boer —En Sølverstreng af Harpen,Som sammenstemt og kjæmpestorUdtaler tordnende sit ChorFra Terni og fra Sarpen.Du er — et yndigt Kildevæld,Som bag de dunkle GreneFortæller Eventyr i Qveld, —Tidt drømmer smilende min Sjæl,At Du er Hippokrene! —Jeg veed, det var ved Kornmod,Og Rugen bragt i Lade,Da Jørgen hist ved Bakken stodOg stemmede sin jydske FodImod den skarpe Spade.Men Jorden rulled tør og hedHen mod den nære Havre,Og Spaden kun saa trevent bed,Skjøndt Jørgen pustede og stred —Sad gladere ved Davre.Endnu et dygtigt Spadekast,Saa stirred han i Furen!Thi Jorden sortnedes i Hast,En liflig lille Aare brastDybt nede i Naturen.Et Smil da Jørgens Læber brød,Man saae de hvide Tænder, —Han snildt et Rør i Gruset skjød,Mens Vandet klart som Sølvet flødOver hans brune Hænder.Saa drak han af det søde VandSaameget, som han vilde,Og løb til Gaarden flux paastand:„Min Husbond er en farlig Mand,Nu fik han sig en Kilde!”Og i den gyldne MorgenstundKom Alle festligt sammen,Hver bøjed sig mod Kildens GrundOg gav Dig hjertelig sin MundTil Velkomst og til Gammen.De døbte Dig og gav Dig Navn —Det kjæreste, de vidste;Naturen selv holdt Dig i Favn,Og Kirken var Din Fødestavn,Hvor Fuglen sang paa Qviste. —Nu hvælver alt Syrenens PragtSin Kuppel om Din Straale;Det grønne Sæde rundt er lagt,Foran to Graner holde VagtMed tusind spidse Naale.Omkrandset er Bassinets BredAf fugtiggrønne Planter,Og naar man nærmer sine Fjed,Man hører Frøen plumpe nedBlandt Dine Diamanter.Du nynner alt ved Morgengry,Mens Taagen staaer paa Enge,Mens Lærken drømmer sig i Sky,Og Bonden fra den stille ByGaaer ud i Skov og Vænge.Naar Solen staaer i Løvens Tegn,Og Hede Græsset bleger,Blinker Du fra dit svale HegnOg pladsker med Din MiddagsregnOg vinker med Dit Bæger.Men stærkest virker Din Magi,Naar Solens Straaler vige:Da samles Livets PoesiMed Ungdom, Aand og SkjelmeriOm Straalen i Dit Rige. —Farvel, Du altfor korte Drøm,Du friske, landligmilde!Modtag min Tak, saa varm og øm,Jeg maa igjen i Livets Strøm, —Farvel, Du rene Kilde!