Nemi(August)Som onde Dunster svæve over Graven,Saa ruger nu Sirocco over Rom,Hver Fremmed søger VandringsstavenOg iler bort, og Ingen seer sig om.Den gule Tiber flyder mere guul,Mens Munkene i lange RaderSig krumme i de lumre GaderOg glæde sig til Klostrets svale Skjul. —Kun Romeren er tro sin Helligdom:Ældgammel Vane lærer ham at taaleDen blege, febersvangre Straale:Med Barnets Fryd han seer NavonapladsenForvandlet kunstigt til et lille Hav,Hvori han kjører, — henrykt paa Seiladsen;Om Aftnen staaer paa Augustus’ GravOg følger med sit brune ØjeRakettens Gang i Luften nøjeOg jubler og begriber ei,Hvorfor den Fremmede vel gik sin Vej.Sig selv omsider overladt,Staae Oldtids skjøre MinderOg Hellas’ Guder og Gudinder,Frie for de Dødeliges Skuen,I Vatikanet i en mystisk Nat;Nu laer Apollo synke Arm og BuenOg strække sine guddomsskjønne Lemmer, —Sin Lyra griber han og stemmerOg seer sig om i Marmorsalen;Minerva svæver ned fra Piedestalen,Bevæget dybt i Aanden,Med Veemod i sit Tankeblik:Mars iler frem og rækker Venus HaandenOg faaer sin Tak i et huldsaligt Nik:Thalia kommer skjelmsk paa sine Sokker,Med hende Melpomene storI Spidsen for de høje Musers Chor,Og Alle sig om Guden flokker;Selv Jupiter bevæger sine LokkerForventningsfuld: —Da griber han i Lyrens GuldOg synger smeltende en KlageOm gamle, svunde, store Dage. —Og altsom han mon qvæde,Den sorrigfulde Høje,Sig Hovederne bøje,Og Taaren rinderNed over marmorhvide Kinder, —Olympens Guder stille græde.Dog tys! sig nærmer Dødeliges Gang —Brat tier Lyrens KlangOg Tonerne de rene,Forsvunden er med Eet den dunkle Scene:Et Afskedsblik — og Jovis skjønne DatterBedækker sig med Haanden atter,Paa ny Apollo sigter i sin Hal,Og Python føler atter Dødens Qval. —— Tilgiv, idylliske Natur,At midt i dine friske GlæderJeg mindes end hiin gamle Muur,Som gjemmer mine Vinterkjæder:Men Rom er et fortryllet Buur,Og ingen Fugl paa hele Kloden,Som holdtes fangen eengang blot deri,Sig føler siden ganske fri,Men mærker en usynlig Snor om Foden.Men, Nemi, ogsaa Du har Trylleri!En magisk Kreds af duftigskjønne Høje,Hvori Du har mig manet ind;Dianas rene Speil Du holder mig for Øje,Som sødt forfrisker Legeme og Sind;Din Arm jeg føler om min Hals sig bøje,Din sunde Aande paa min Kind!Ej mere liflig Pigen er at see,Naar Hjertet første Gang uroligt bankerBag den nysfaldne Jomfrusnee,End Druerne bag dine lyse Ranker;Ak, siig! hvor kundeDiana være kold i disse Lunde,Hvor Grenen sig om Amors Bue krummer,Til Brug for Elskovsguden sat;Hvor yppig Straalen lysner frem og skummerMed Sølv fra Kildevældet,Og Nattergalen slaaer i Myrthens Nat,Mens Aftensolens Lue kysser Fjeldet!