Piazza Barberina
(Rom 1830)
(Rom 1830)
Den lumre Nat har skjænket sine Gaver,
Og frisk som et Glas Vand er Morgenluften:
Igjennem Vinduets Aabning strømmer Duften
Fra Roms orangerige Haver. —
Granittritonen paa sin Muskelskal
Belaver sig paa Dagens Varme,
Har hævet sine nøgne Arme,
Med Hornet presset til sin Mund,
Og henter dybt fra Jordens Grund
En vældig Straale op mod Bulder,
Som overskummer Bryst og Skulder
Og ender susende sit Fald. —
Jeg hørte Tonerne i Nattens Stund,
Men mere hviskende og ømme,
De dyssede mig sødt iblund
Og gik igjen i mine Drømme. —
Tritonen færdes ikke meer alene;
En skægget Flok stridbare Geder
Har hurtigt lejret sig iflæng
Omkring det kølige Bassin
Og paa de fugtigkolde Stene:
De bringer efter gammel Skik
Til Rom en landlig Morgendrik,
Og vagtsom staaer den brune Hyrdedreng,
Som kløgtig Hjorden leder,
Og hviner i sit grønne Blad,
Saa selv Gud Pan maa smile Glad!
De stolte Barberiners Slot,
Hvis høje Tag alt Solen maler,
Seer ned paa Hyrden fornemt og med Spot,
Hans spidse Hat og støvede Sandaler —
Man læser i dets Mine godt,
At bag dets Muur nu drømme Cardinaler,
At selv en Pave udsprang fra dets Rod,
En Folkehyrde, som at malke nok forstod.
Ak! fra det Dunkle Storhed frem kan stige,
Og Krybben fjæle det Guddommelige!
Hint lave Skur, som ydmygt trækker
Sig bort fra Fyrsteborgens Fløje —
Hvis nøgne Væg det grove Lærred dækker,
Og som endnu kan vise Sporet,
Hvor Heste forhen vrinsked og blev foret —
Har fængslet til sin Plet Europas Øje;
Og hver, som Vej til Rom kan finde,
Hver Aandrig selv af Kongerang,
Han styrer did sin Pilgrimsgang,
Thi see! der er en Genius derinde!
Det er, som ved dens Magt sig Loftet hæver,
Som om hvad ej er ædelt flyer,
Som Murens Drapperier synes Skyer,
Hvor Skjønhed frem paa Marmorfoden svæver,
Omgiven af Olympens Gudeæt
Og Christendommens milde Majestæt.
Alt løfter Morgenen sin Vinge,
Det dages over Kunstens Tag.
Og Mejsler røre sig og klinge,
Som Marmorblokkens Villie betvinge
Ved smaa, men aandigt førte Slag;
Det gule Leer fra Tiberflodens Strøm
Har rejst sig op paa Cavallettens Bræder,
Men skjult og hyllet ind i vaade Klæder
Staaer Skikkelsen som i en Drøm,
Foruden Livets Lys og Varme,
Og troer sig end i Bølgens Arme.
Fra Capucinerklostret kalder Messens Klang, —
Nu kom der Liv paa Piazza Barberina!
„Buon gjorno, Rosa! Ben levata, Coelestina”!
Og hen mod Klostret styrer Hver sin Gang:
De brune Øjne, Dagens mørke Stjerner,
Som sødt beruser ved sin Glands,
Meer sødt end selv den lifligste Falerner,
Er fæstet paa den fromme Rosenkrands
Og holder for en Stund sin Ild i Tvang.
Paa Torvet samle sig Campagnens Bønder,
Solbrændte Mænd med Flammeblik.
Men til Enhver har Lethe rakt sin Drik,
Og glemt er Friheds Krav og Fædres Mod,
De huske kun at gjøre daglig Bod
Og fordre Aflad kun for deres Synder:
Og dog — hin Mand, som stirrer paa Tritonen,
Indhyllet i sin Kappe, med et Øjekast,
Som kunde støde en Tyran fra Tronen
Og sprænge Lænker, Baand og Bast —
Hvor lig en Brutus selv, der holder
Sit Frihedsstaal beredt i Kappens Folder —
Hin Mand maaske — ak nej, der mangler Aanden!
Det Hele dunster bort i Phantasi:
See Munken, hvor han vralter ham forbi,
Og Brutus, hvor han pludselig fik Hast,
Og Hatten af og — kysser ham paa Haanden! —
Til Højre, der hvor Torvet ender,
Ved Hjørnet med det lille Kildevæld,
Hendrages nu min hele Sjæl. —
Den aarle Morgenstund er omme,
Og hvad jeg spejder efter snart vil komme:
Ei sorte Øjnes Pragt, som brænder,
Min Hu staaer til, nej lyseblaae,
Et Stjerneblik, som Danmark sender,
Et Nordlys, som i Rom man stirrer paa:
Jeg vidste det, mig Haabet skuffer ej,
Hist kommer han og gaaer sin vante Vej
Henover Torvet; Folkets Blik og Miner
Er ham en Hyldest hvert et Skridt, han triner;
Ja, selv Tritonen synes rask at tvinge
Fra Kilden op et endnu større Ran,
For susende sin Hilsen ham at bringe
Paa Vejen til hans lille Vatikan.
Han kommer fra sit tause Kunstnerhjem,
Hvor tidligst alt hans Genius har været,
Og i hans Haand er endnu Lidt af Leret,
Som travlt han krammer, altsom han gaaer frem; —
En høj og mandig Væxt, og dog saa blød,
Og hvilken Pande, fuld af Aand og Tanke!
Og Haaret, vægtigt som en lille Manke,
Der vifter Kindens endnu friske Glød, —
Den lette, jevne Morgenfrakke,
Som strax beretter hist og her,
At den kom Gipsen lidt for nær —
En Hat, som bred mod Solen værner,
Og Kravens reenlig hvide Skær
Er al den Stads, hvormed han ta’er tiltakke,
Og kunde dog — var Lysten dertil vendt —
Bedække Brystet som et Firmament
Med lutter Kors og blanke Stjerner!
Hans gang mig lidt om Bølgen minder,
Naar blødt den dukker op og ned —
Snart seer jeg kun hans sidste Fjed
Ved Muren hist, hvor han forsvinder.
Nu Alt blev tomt! Ja, Klarheden er vegen,
Den kom og endte med hans Gang, —
Jeg føler tungt, at Sydens Sol er stegen,
Og længes efter Danmarks Bøgehang.