N.F.S. Grundtvig (1783–1872)

Grundtvig, Nicolai Frederik (døbt Frideric) Severin, 1783–1872, Præst og Digter. Født 8. September 1783 i Udby ved Vordingborg, død 2. September 1872 i København (Vartov), begravet paa Claras Kirkegaard i Aasen ved Gammel Køgegaard. Forældre: Sognepræst Johan Ottosen Grundtvig (1734–1813) og Cathrine Marie Bang (1748–1822). Gift 1° 12. Aug. 1818 i Ulsø med Elisabeth (Lise) Christina Margaretha Blicher, født 28. September 1787 i Gunslev, død 14. Januar 1851 i København (Vartov), Datter af Sognepræst, senere Provst Diderik Nicolai Blicher (1746–1805) og Mette Poulsen (1751–1826). 2° 24. Oktober 1851 i Brøndbyvester med Ane Marie Elise Carlsen, født 4. August 1813 paa Gammel Køgegaard, død 9. Juli 1854 i København (Vartov) (gift 1° 1840 med cand. jur. Harald Peter Nicolai Toft til Rønnebæksholm, 1812–41), Søster til H. Carlsen. 3° 16. April 1858 i København (Frbg.) med Komtesse Asta Tugendreich Adelheid Krag-Juel-Vind-Frijs, født 12. Marts 1826 paa Vedelslund, død 5. Okt. 1890 paa Frederiksberg (Vartov) (gift 1° 1848 med Godsejer, senere Udenrigsminister H. C. Reedtz til Palsgaard), Datter af Kammerjunker, Kaptajn, Greve Erhard Krag-Juel-Vind-Frijs (1788–1826) og Caroline Tugendreich Adelheid Reiche (1788–1827).

»Danske af Tunge, af Æt og af Id«, som Grundtvig skrev paa Mindestenen over de faldne Søhelte paa Sjællands Odde, var ogsaa hans egne Forfædre, som havde hjemme her i dette kraftigt prægede Kystland. Stamtræet viser ingen Bønder, men paa begge Sider først Borgmestre og Raadmænd, siden Præster, den fædrene Gren i Odsherred, efter Tilnavnet (Grund Vig?) at dømme maaske fra Jylland, den mødrene paa Vestfyn indtil Morfaderen, der var Inspektør over de kgl. Godser i Odsherred, og hvis Fader Jørgen Bang havde været Præst i Jylland. Ligesom sit Søskendebarn Henrik Steffens og ligesom han støttet af Moderens stærke Odsinge-Natur troede Grundtvig paa denne Slægts Nedstamning fra Hviderne og (ligesom Absalon) paa Palnatoke som Ættens Fader. »I de gamle Heltedage«, skrev han til Moderen, »gennem dig han har sin Rod, Sans for Sagn og Syn for Sage fik han med dit Adelsblod«. Sagnet stod ved hans Vugge og blev til Historie og siden (som hos Absalon) til Bedrift.

Ligesom i hans Blod blandede flere Landsdeles Natur sig under hans Opvækst i hans Sind og gav ham den »Universalisme i Hjemmet og i Modersmaalet«, som han selv har regnet sig til gode som Skribent. Fra Odden blev hans Fader forflyttet til Udby ved Vordingborg, hvor Grundtvig blev født og levede sine spæde Aar, indtil han ni Aar gammel blev sendt til Thyregod paa Heden Vest for Vejle, hvor han havde sin Drengealder under frit Tilsyn af en ugift Præst, der havde været Huslærer for hans Brødre. Lømmelaarene »hensov« han, som han selv siger, i Latinskolen i Aarhus og var som Student fra 1800 i København med sit jyske Mæle og sin tunge Krop ikke mere vaagen, end at han først bagefter »opdagede« Slaget paa Reden 1801, Steffens’ Forelæsninger 1802 og Oehlenschlägers Digte 1803. Efter 1803 at have taget Eksamen i Teologi, uden Kristendom tilføjer han, kom han til Langeland som Huslærer paa Herregaarden Egelykke. Mellem de personlige Digte af ham, der tjener til Oplysning af hans Levnedsløb (udgivne i dette Øjemed af Ida Falbe-Hansen 1921) er flere om hans tre Hjem i Fædrelandet: »Udby Have«, »Jyllands Pris« og »Strandbakken paa Egelykke«.

Det sidste Digt giver tillige et samtidigt Vidnesbyrd om den indre Oplevelse i disse Aar, 1805–08, der blev afgørende for hans senere Liv og Gerning, og aabner Synet ud i det Aandens Fædreland, hvor han fra nu af havde hjemme. Straks efter sit Komme til Øen blev han med sit eget Udtryk ramt paa det ømme Sted gennem sin Elskov til Gaardens Frue Constance de Steensen-Leth. I sin Dagbog skriver han paa sin toogtyvende Fødselsdag: »En Anelse byder mig at tro, at dette er min sidste Fødselsdag under disse Former. Enten maa jeg haabe ny Kraft fra det høje eller som Stenen i Vandet synke. — Men dog, jeg føler i mit Indre en Trang til Liv, stærk som, ja var det muligt, selv stærkere end Trangen til Kærlighed«. Ud fra dette tidlige Kendskab til sig selv, der i denne sidste Sætning udsiger Loven for hans Liv og Gerning, vilde han midt i Oplevelsens Glød omsmelte sin Attraa til Aand. »Aanden oplukked sit Øje«, siger han i Digtet og nævner derefter i Rad og Række Redskaberne for sin aandelige eller, som han siden sagde, historisk-poetiske Opvækkelse, der ikke var kommet til ham som til Oehlenschläger »gennem den brusende Steffenske Katarakt«, men som Opvæld af hans egen Natur. Tilsammen udgør de Strømme af Aand, det »Livets Liv« (Oehlenschlägers Udtryk i »Guldhornene«), der da gik gennem ham, Omfanget og Indholdet af den tysk-danske Romantik fra Aar 1800, hvorfor ikke han, men Steffens er det rette Udtryk; ikke blot i udvortes Forstand gik den ældste af de to Fættere, der var først paa Færde, til Tyskland, mens den yngste, der holdt længst ud, blev i Danmark. Hans særlige Stade mærkes allerede nu, ved at han i Poesien foretrækker den historiske Schiller for den naturvoksede Goethe, i Filosofien den instinktive Fichte for den intuitive Schelling, i Mytologien den nordiske Edda for den germanske Oehlenschläger. Endelig ved at han nævner Bibelen som den sidste, men stærkeste af de Aandsmagter, der fik ham vaagen.

Med den Tanke at studere den nordiske Mytologi efter Kildeskrifterne rejste Grundtvig i Efteraaret 1808 til København Forbindelsen mellem dette Studium og den personlige Oplevelse ses klart af de Afhand- linger, han skrev paa Langeland, og den lille »Nordens Mythologi«, han udgav i København (1808). I dem udnyttes for første Gang den ældre, ikke blot som før den yngre Edda til Forstaaelse af »Asalæren«, hvis Grundtanke, Besmittelsen af Gudelivet gennem jordisk Attraa, han finder udtrykt ikke blot i Vølvens Spaadom, men i Kvadet om Guden Frøjs Elskov til Jættemøen Gerd, som han gendigter i Mytologien. Ved at føre denne Tanke fra Hedenskabets Opløsning tilbage til dets Ophav finder han i den nordiske Mytologi den Profeti om Kristendommen, som ogsaa siden gør Grundtvigs Mytologi til en Myte om hans eget Liv. Ligesom siden fører han den tillige allerede nu i Plan med Samtidens Historie; af hans Digte efter 1807 giver Sangene om Willemoes Billedet af den ubesmittede Helt, »Maskeradeballet i Danmark« (1808) af Folkets Forfald.

Et Skridt videre gaar han i sine »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord« (1809), ikke blot fra den mytiske til den heroiske Tidsalder (efter Schellings og Steffens’ Historiefilosofi), men fra den Tro paa en Forligelse af »Tvisten mellem Odin og Krist«, som han havde forkyndt i »Maskeradeballet«, og hvori han havde søgt sin Styrke, til den stadig stærkere Fremhævning af den »Kløft mellem Odin og Krist«, hvori Palnatoke, Optrinenes Helt, styrter. Dette Nederlag forkyndes endnu stærkere i det næste Bind Optrin, »af Norners og Asers Kamp«, der er planlagt før, men udkom efter det første (1811). Kærnen heri er den Digtning efter Vølsungekvadene i den ældre Edda om Sigurd og Brynhild, hans Valkyrie og hans Vens Viv (altsaa et Motiv endnu nærmere end Frøjskvadet ved den personlige Oplevelse), hvormed Grundtvig havde villet værge sig mod den Skæbne »at nedsegne som en vissen Blomst paa Werthers Gravhøj«. I Aand og Tanke har ikke Wagner i sit Nibelunge-Drama, men Henrik Ibsen fortsat det afbrudte Spil. Han har ikke mindst i sine Nutidsskuespil vist det Billede af »Livsforhærdelsen i Norden«, hvorom Grundtvig nu taler, »hvorunder Skikkelserne rører sig som Trolde«, men saa vidt det skønnes, uden at naa frem til »Floden, som kan Isbjerg smelte«. Det sidste Udtryk (fra den 25 Aar senere Salme »Hil dig, Frelser og Forsoner«) er Grundbilledet i Grundtvigs Ungdomsliv.

Den Vej var Grundtvig gaaet i Tiden mellem de to Bind Optrins Fremkomst. Det første har et Indledningsdigt til Oehlenschläger paa hans Fødselsdag og deri Udtrykket: »Thi ikkun dybt i Norden har jeg hjemme«, det andet fra hans egen Fødselsdag et modsvarende Digt til en af hans Venner, Povl Dons, der ender med Ordene: »Han vandt i Nord, og Han hos mig har vundet«. Som Lærer i Historie ved det Schouboe’ske Institut havde Grundtvig især kastet sig over Korstogstiden, hvori han fandt et Udtryk for den kristnede Kæmpeaand. Optrinene skulde efter Planen være ført videre ad denne Vej fra den heroiske Tid gennem den historiske indtil Nytiden. Men den Vej kom Grundtvig ikke til at gaa som Oehlenschlägers Medbejler i den nordiske Tragedie. Da hans Fader ønskede ham hjem til Medhjælp i Embedet, føjede han ham, skønt ugerne, saa vidt, at han i Foraaret 1810 prædikede til Dimis. Om Efteraaret stødte han under sin Læsning i en rationalistisk Fremstilling af Preussens ældre Historie paa det Udtryk om det hedenske Folks Kristning, at »det tørre Kors rykkede nærmere til den grønne Eg«. Udtrykket stak ham, som det ofte gik ham siden, med Brodden af hans egne Tanker. Han sprang op og kastede Bogen i Gulvet og grublede i »et stolt, men stille Sværmeri« paa, hvorledes et Korstog med Pen og Blæk imod Nutidens Rationalisme kunde foretages med anden Virkning end den Irettesættelse for Konsistorium, som Udgivelsen af Dimisprædikenen over den selvgjorte Tekst »Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus« havde indbragt ham.

Et Udtryk for denne Stemning er det poetiske Skrift »Nytaarsnat eller Blik paa Kristendom og Historie«, i hvis Poesier baade Myten (Livets Æbler) og Historien (Sorø Kirke) kaldes til Forsvar for Kristendommen mod Rationalismen, men, som han siger, i en Drømmeprædiken holdt ikke i Kirken, men fra Vaabenhuset. Fortalen derimod, der er dateret 31. December 1810, afviser alle andre Vidnesbyrd end Troens og er holdt i den profetiske Stil fra »Maskeradeballet«, men med en nysomvendts Mæle: »Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede, og ved Siden vil jeg stille to Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd«. Om denne Omvendelse vidner et Blad med Paaskriften: »2. og 12. December — Herrens Navn være lovet og Hans ubegribelige Kærlighed priset«. Paa dets Bagside læses den første Opskrift til Salmen »Dejlig er den Himmel blaa«, hvori det barnlige Billede af »hans Guddomsord det klare« er traadt i Stedet for det profetiske »Herrens Ord« i Dimisprædikenen ligesom i det Digt til Faderens 50-Aars-Præstejubilæum 5. December, som indleder Bogen »Nytaarsnat«. Midt under Sjælekampen i denne Mørketid, da det Spørgsmaal: »Er du selv en Kristen, og har du dine Synders Forladelse?« faldt Reformatoren paa Sinde, har han ikke blot søgt Kraften i det store Ord, men Trøsten i det lille, de to Ytringsformer for hans frelste og modne Aand, som han har stillet saaledes sammen i det Programdigt, hvormed hans Tidsskrift fra Treaarskrigen »Danskeren« ender. Hans hele Kristenliv gaar fra Herrens Ord i Bibelen til det lille Ord af Herrens Mund i Trosbekendelsen. Da Sygdommen var paa det højeste, fulgte hans Sengekammerat fra Valkendorfs Kollegium, Filosoflen F. C. Sibbern ham hjem til Præstegaarden. Den Syndsfølelse, der da om Natten i en Kro (den samme, hvori »Hjortens Flugt« begynder!) materialiserede sig i en Kamp paa Liv og Død med Djævelen i en Slanges Skikkelse, har han udtrykt i det andet Bind af Optrinene i den nysomvendte Hedninge-Omvender Thorkilds Ord om »Satans Edderstrøm i Mandens aabne Hjerte« og i sit eget Navn i en af sine »Bibelske Prædikener«, hvor han taler om den Kval »at føle sig nedsunket i Synds og Urenheds dybe Grav, føle sig omsnoet af den gamle Slange, som er Djævelen, og med alt dette føle sig aldeles udygtig til Strid, uvillig til Anger«. Dette Grundtvigs første Vanvidsudbrud er ligesom det sidste, under en Gudstjeneste i Vartov 1867, da han troede, at Aanden gennem ham kunde avle Danmarks Frelser, Bud fra den Underverden, hvoraf hans Tanker opsteg.

I Præstegaarden mellem Jul og Nytaar i sin Moders Varetægt dyssedes han i Ro ved de gamle Salmer. Det var, skriver han i »Udby Have«, som om Fangerne udgik med Fryd af det sprængte Hjertekammer. Til Pinse 1811 blev han præsteviet og tog hjem for at blive sin Faders Kapellan. Uden for Udby stod han af Vognen og slog paa Stengærdet i Skovbrynet op i det nye Testamente, han havde hos sig fra sin Barndom, men som under Sjælekampen var lagt til Side for det gamle Testamentes Profeter, og læste i det første Korinthierbrev Ordene: »Død, hvor er din Brod! Helvede, hvor er din Sejr!« Han havde i et halvt Aar i Sjælsoprørets Sammendrag haft sit Kirkeaar, sin Jul, Paaske og Pinse, men han skulde genopleve det siden. Om Efteraaret forlovede han sig med Elisabeth (Lise) Blicher, en Præstedatter fra Falster, som han havde lært at kende som Gæst hos sin ældre Broder, der var Præst i Torkildstrup (Ingemanns Barndomshjem), før den »Langelandsrejse«, der for ham og hans Folk fik dybere Følger end Oehlenschlägers samtidige Sommerferiedigt af dette Navn, det blomstrende Udtryk for den uskyldige Poesi, hvori Grundtvig ikke havde kunnet stedes.

Paa sin »Hjemgang til Kristendommen« blev Grundtvig i den første Tid staaende ved Profeten. Under Eftervirkningen af »den svare Sindssygdom«, som han siger i en af de Anmærkninger til Optrykket 1815 af hans Ungdomsdigte, kaldet »Kvædlinger«, hvori han dømmer sin forrige Tankegang og Udtryksmaade, arbejdede Grundtvig i sin Faders Gerning med overspændt Kraft og Varme. Efter Løftet i Fortalen til »Nytaarsnat« vil han omvende sin Samtid, som han selv var blevet omvendt, med Herrens Ord og Historiens Vidnesbyrd. Det sidste forkyndte han i et »Kort Begreb af Verdenskrønniken i Sammenhæng« (1812), som han sammenskrev i Udby efter Papirer fra sin Skoleundervisning, uden større Sammenhæng end den, at der til de hundrede Sider om Oldtiden er føjet halvtredie Hundrede Sider om Nytiden og at, som H. C. Ørsted har bemærket, Perikles er udeladt af den første og Pastor Rørbye (en grov Ortodoks) medtaget i den sidste. For ogsaa her dømmer Grundtvig sine egne Forudsætninger, ikke blot Oplysningens Mænd som den T. C. Bruun, den danske Revolutionstids frivoleste Skribent, der har sat tydelige Mærker i den unge Grundtvigs Dagbog, og hvis »Giftblomster« han her brændemærker med det samme Udtryk som sine egne syndige Tanker i Bekendelsesdigtet fra Egelykke, men ogsaa det »Kæmpekuld«, de »Solhvervsaander«, som han siden sagde (i et Mindedigt om Thorvaldsen), hvem han skyldte den Kraft i Aanden og ikke mindst i Sproget, der ogsaa i denne Stil giver sig til Kende. Baade til Oehlenschläger og Mynster skrev han Breve, mente som udrakte Hænder til eller efter en Medkæmper, men af dem opfattede som Manifester, hvormed Skjalden og Profeten satte Foden paa Digterens og Præstens Nakker. Med H. C. Ørsted, der havde stemplet et Skrift, han havde udgivet 1814, »En mærkelig Spaadom«, som lige saa »mærkeligt« som Titelen, indlod han sig ud fra sin al Panteisme knusende personlige Oplevelse af det onde med »Bevis for at Schellings Filosofi er ugudelig og løgnagtig«, maalt med »den (hører du, Schelling!) gammeldags bogstavelige Kristendom«. Her blev selv for venlige Læsere »den store Anklager« (Ørsteds Ord om Grundtvig) den lille, ligesom da han som et Gudsord fra Landet forsvarede Ingemanns Poesi mod J. L. Heibergs københavnske Kritik. Men med Jens Baggesen kunde han kappes, ikke blot i det Indlæg i hans Fejde mod Oehlenschläger, der er modnere end Baggesens egne, men i »Valhallalegen«, som han kaldte deres Rimbrevsdyst om den Gaade med Korset som Løsning, hvoraf Baggesen havde gjort et Ordspil og en Tankeleg. De skiltes med det Udbytte for dem selv, at Baggesen blev mere bibelfast og Grundtvig mindre bibelstiv derefter (Udtrykket »Lys uden Varme« er først formet af Baggesen), og med den Vinding for Litteraturen, at to rene Sjællandsfarer, der efter et samtidigt Vidnesbyrd lignede hinanden (og Holberg?) af Ydre, blev sig deres Fællesskab bevidst i Modsætning til Tidens klassiske, tysk-danske Kulturtype. »Paa visse Træk, paa visse Blikke, paa Smilet norskeligen smult, paa Brynene, der mod mig stikke, saa sjællandsk tørt og jyde-hult«, kendte Baggesen sin Landsmand.

Andetsteds havde den samme Baggesen kaldt sin Modstander »en ganske bagvendt Morten Luther«. Det var ogsaa i Luthers Navn, den danske Reformator 1810–20 vilde føre Herrens Ord tilbage til hans Hus. I Udby til Julen 1812 udgav han en Prædiken »Hvorfor kaldes vi Lutheraner?«, indledet med et Digt, hvori han efter en (i øvrigt mistydet) Spaadom af Luther lover den evangeliske Lære et nyt Lys fra Norden, og et langt Kvad om Luther, der siden blev forkortet til Mindesangen »I Wittenberg i Saksenland«. I København, hvortil han flyttede i Sommeren 1813 efter sin Faders Død, og hvor han prædikede ved forskellige Kirker, især paa Frbg., midt i Oehlenschlägers Idyl, fortsatte han om Efteraaret med en Prædiken: »Trænger vi til en Reformation som den i Luthers Dage?«. Den optoges i et Bind »Bibelske Prædikener« (1815), som aabnes med Dimisprædikenen og ender med en Juleprædiken fra Frbg. om Hvilen under Kristi Vinger, hvorefter Grundtvig meddeler, at han kun i yderste Nødsfald eller efter lovlig Kaldelse vilde tale mere som Præst, saa længe han var i Ry som Sværmer. Som saadan var han ogsaa uden for Kirken kendt, da han ved Helligtrekonger 1814 havde vakt Strid mellem Studenterne, der vilde melde sig til Fanen, ved at kræve Troen paa den levende Gud som Vilkaar for Kampen for Fædrelandets Frelse. Paa Roskilde Landemode optraadte han samme Efteraar med en ny »Dimisprædiken« om Polemik og Tolerance. Afhandlingen konfiskeredes af Stiftsøvrigheden, Forfatteren fik en drøj Irettesættelse af Biskoppen, og de københavnske Prædikestole lukkedes for den tjenstledige Kapellan, ligesom Vennekredsene havde lukket sig for Verdenskrønikens Forfatter.

I Flugt med denne Bog udgav Grundtvig bl. a. 1817 en ny Udsigt over Verdenskrøniken i det lutherske Tidsrum og i Luthers Land, med en friere Opfattelse af den tyske Kultur indtil Nutiden og et Udkig til »den forborgne Hjertevraa« i Norden. Den rimede Danmarkshistorie for Præster, som han havde oplæst paa Landemodet i Oktober 1812, og hvis poetiske Lurtoner vakte næsten lige saa megen Opstandelse i Kleresiets Eftermiddagshvile paa »Kirkesvalen« som de to Prædikener før og siden, blev udgivet 1814 som »Roskilderim« og forklaret i en prosaisk »Roskilde Saga«. Op af Rim- og Tanke-Strømmen, »Parentes-Durkløbet« med Kierkegaards Ord, hæver sig i Romancerne om Ole Vind og Bisp Vilhelm og Kong Svend Billeder af Reformatorens Idealer af kristelig Kraft og Kærlighed.

Man kan gætte, at Grundtvig paa denne Tid var ved at løbe træt i sin egen Krønikestil og heri finde Grunden til, at han efter en Opfordring fra Selskabet for Norges Vel 1813 om at oversætte Kvadene i Snorres Kongesaga paatog sig det Arbejde at oversætte baade Snorres norsk-islandske og Saxos dansk-latinske Middelaldershistorie paa folkeligt Nutidssprog, der var hans stadige Syssel i de Aar, han var uden præsteligt Embede. Ogsaa paa denne Maade kunde han gøre den Overgang fra den mytiske og heroiske Tid til den historiske, der laa i den oprindelige Plan for hans Optrin. I Sagntiden var han endnu i Saxos første Bøger ligesom i den angelsachsiske »Bjowulfs Drape«, som han oversatte 1820 efter en i Danmark fremkommen Udgave mindre frit og mere i Originalens Aand end Oldkvadene hos Saxo og Snorre. Med samme Frihed gengav han deres Prosa, især Saxos, hvis latinske Knuder han løste ved Hjælp af det mundheldsrige sydsjællandske Folkemaal, han havde nemmet i sin Barndom sammen med de gamle Salmer af sin »Sprogmesterinde« Malene fra Grumløse, et værkbruddent Aftægtstyende i Udby Præstegaard. Atter her bød det lille Ord sig til efter det store. Grundtvigs oldnordiske og bibelske Patos blev et levende Dansk; Krønikerne er dets første Forekomst i Litteraturen i det 19. Aarhundrede, Andersens Eventyr den næste. Samtidig skød fra de to hver paa sin Vis lige nationale og ukirkelige Middelaldershistorier den folkelige Talsmand sig frem paa den kirkelige Profets Sted. For Fædrelandet, der i disse Aar efter Ulykkerne 1807 og 1814, som først vakte hans Hjerte for det, fuldt saa meget som Kirken syntes ham en afmægtig Kvinde, »i Enkestand«, havde han paataget sig det uhyre Penneværk: om han maaske kunde skrive Folket vaagent i en Tid, som han selv har kaldt de ondeste Aar i dets nyere Historie. At det ikke lykkedes ham, er Forudsætningen for hans følgende Gerning. Han mærkede det paa Bøgernes sløve Virkning i Læseverdenen, der ikke kunde fordøje deres »Borgestue-Dansk«, men ogsaa i deres sløvende Virkning paa ham selv; skønt han midt under Arbejdet 1818, efter syv Aars Forlovelse, havde giftet sig paa de 600 Rdl., han fik af Kongens Kasse, levede han som en Eremit og sled med Oversættelsen som en Munk med sin Afskrivning. De »Prøver« af den, han udgav 1815, indleder han med en »Mindesang paa Fædres Gravhøj«, som en af de Studenter, der havde fulgt ham forrige Nytaar, Poul Møller, parodierede i et »Himmelbrev i Grundtvigs nye historiske Stil«. I en Udgave fra 1838 har han kaldt den »Nødskrig fra Kæmpehøjen« og oplyst, at han for tyve Aar siden i det store Oversættelsesværk ikke, som han troede, havde væltet den store Sten fra Kæmpebegravelsen, men at han selv var sunket i den.

Paa samme Tid og i samme Aand som Oversættelserne udgav Grundtvig et Tidsskrift »Danne-Virke« (1816–19), der ligesom Langebeks »Danske Magasin« fra det forrige Hundredaar skulde optage Mindesmærker af dansk, men især af Danskhedens Historie, altsaa en Samling af nyt Stof til en folkelig Vækkelse. Heri findes 1817 et nyt dramatisk Optrin »Paaske-Liljen«, der selv, uden at Digteren ved deraf, ligner et gammelt Mindesmærke: det middelalderlige Mysteriespil, ligesom de forrige minder om den nationale »Ludus« om Knud Lavard. I Optrinet selv samles i historisk Dragt Korsets Fjender: Rationalisten, Skeptikeren, den Indifferente, Paaskenat om Kristi Grav og drøfter Øjenvidnets hjertegrebne Tale om den korsfæstede Gud, da Stenen væltes fra Graven og Englesangen lyder med Luthers Budskab: »Jer skal i Norden Lyset opgaa!« I Forsangen til Spillet sættes Paaskelillien ind som Grundtvigs Blomst ved Siden af Oehlenschlägers Rose og Ingemanns Lillie: »Sig mig, Blomst! hvad vilst du her, Bondeblomst fra Landsbyhave?« og i dets Eftersang varsler den kolde Paaske en kommende Pinse.

Da Krønikeværket var endt, hævedes den kirkelige Bandlysning, og Grundtvig blev af den landsfaderlige Regering uden Ansøgning (og Ønske) i Foraaret 1821 gjort til Sognepræst i sin Hjemstavn, i Præstø. Her sad han i henved to Aar med andre Tanker end paa Egelykke paa sit Kvistkammer og kunde, som Ingemann skriver efter et Besøg, nedenunder høre »Duen kurre«; hans ældste Søn, den sørgmodige Johan, blev født i Præstø. Den anden, den lyse Svend, der skulde føre Traaden fra »Dannevirke« ind i Nutidens Folkevidenskab, fødtes i København 1824, det Aar, der for Grundtvig blev som 1801 for Oehlenschläger »Danmarks og mit Lyksalighedsaar«. Efter sin Tilbagekomst til Hovedstaden efter Ønske og Ansøgning som residerende Kapellan ved Frelsers Kirke følte Grundtvig en Tid Savnet af det landlige Hjem, men især af det aandelige, han forgæves vilde berede sin Menighed og sig i Kirken. Aaret derefter, ved Advent 1823, prædikede han over Dagens Tekst af Romerbrevet: »Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær«, og var saa greben deraf, at han syntes at se Morgenlyset gennem Korvinduet fylde den mørke Kirke. I denne Aand og ægget ved et Vink fra den bortfarne, men i hans Tanker altid nærværende Frænde: Steffens’ kirkelige Stridsskrift fra samme Efteraar »Om den falske Teologi og den sande Tro, en Røst fra Menigheden« og et københavnsk Blads Haan over denne »Omvendelse«, gjorde han i Foraarets Løb i nogle Udkast til en teologisk Afhandling Forsøg paa at finde en »Ariadnetraad« fra Bibelfortolkningens Labyrint til et andet Grundlag for den Tro, som han hidtil, stiv imod den i ham selv voksende Tvivl, havde grundet paa Bibelens Bogstav. Da dette ikke lykkedes, slængte han, som han siger, Pennen bort, greb Rimstaven og skrev i Sommerens Løb et stort »Rim«, som han med den foregaaende »Nytaarsnat« i Minde kaldte »Nyaars-Morgen« og som ikke er noget teologisk Digt, men et mytologisk, nemlig en Myte om hans eget Liv ligesom »Aladdin« om Oehlenschlägers. I Aladdins Sted er her traadt den nordiske Hadding fra Saxos første Bog, som først var Jætternes, saa Asernes Mand, og som saadan af en Kvinde med Vaarblomster i Barmen ved Vintertid føres gennem den hedenske Underverden, et Billede af Livsforhærdelsen i Norden, indtil de standses af en Ismur; over den kan Vølven ikke vinde, men Galet af den kvalte Hane, hun slynger over den, viser, at hinsides den er »de Levendes Land« (»Udøds-Ageren« i det norske, oprindeligt irske, Eventyr, som ligger bag Saxos Fortælling). Det lange, fortløbende Digt, som Svend Grundtvig siden har delt i Sange, der svarer til Afsnittene i Grundtvigs Liv, aabner sig over dette Skel, »Floden, som kan Isbjerg smelte«, med Udsynet til en folkelig Livsfornyelse i Lighed med den personlige Opvækkelse fra 1807. Under Nedskrivningen modtog Grundtvig sin Ven Ingemanns Digt »Valdemar den Store og hans Mænd«, som for ham var Hjertebladet i den Blomst af Poesi, der i dette Aar efter den mørke Tid sprang ud i den danske Litteratur: »Ja, nu faar vi Sommer, og nu har vi Dag, da mandstærk du kommer med Danemarks Flag!«

I Flugt med »Nyaars-Morgen« og ligeledes med Haddingsagnet som Motiv skrev Grundtvig Bekendelsesdigtet »De Levendes Land«. Det dunkle Kvad og det klare Digt oplyser et Grundtræk ved al hans aandelige Frembringelse; tilsammen modsiger de den Forklaring, han i et af de store Breve til Ingemann (en Hovedkilde til hans Tankeliv) gav paa sin Natur som »en Gæring, der mister Livet, saa snart den vil klare sig«, og stadfæster det Ideal, hans Aand higede efter: »Klarest er du i (ↄ: ud af) det dunkle«. I deres Stemning, »Kampen mellem den sorte Fortvivlelse og det majgrønne Haab, hvori Haabet vinder Sejr«, udtaler de paa een Gang Grundtvigs Sindssygdom, hans manio-depressive Temperament, og hans Aandskraft, den af Sygdommen nærede og æggede produktive Energi. I denne Sejr bunder hans religiøse Livssyn, som han senere i en teologisk Samtale, hvor man drøftede Forskellen mellem at tænke og at være, hævdede som: Modsætningen mellem Liv og Død; for denne Modsætning træder nu, i al Fald i hans Forkyndelse, hans Ungdoms Oplevelse af Synden og Naaden tilbage. Men alle Hovedretninger for hans senere Gerning: i Folket som Skjald (Digter og Taler), i Skolen som Lærer og i Kirken som Præst er tydeligt fastlagte i de to poetiske Dokumenter fra 1824. For den første Gerning nævner han i Forordet til »Nyaars-Morgen« som praktisk Formaal »Oplivelsen af Nordens Helteaand til kristelige Bedrifter paa en med Tidens Tarv og Vilkaar passende Bane« i Stedet for den Grundvildfarelse (siger han 1838), som han havde delt med sin Samtid, at man ved at fordybe sig i Oldtiden kunde og skulde genføde dens Glans. Til hans Tanke om en Skoleundervisning som en Oplysning for Livet paa det levende Modersmaal hentyder de Stykker i »Nyaars-Morgen«, der begynder: »Da lød over Vange en folkelig Røst« og »Forkynd, at af Skolen skal gøres nu brat det Værksted for Solen, du drømte i Nat« (ↄ: i Drømmeprædikenen i Digtet »Nytaarsnat«). Hans Opfattelse af Kirken som Livet i Kristendommen er i det samme Kvad udtalt med Oplevelsens Troværdighed paa det Sted, hvor der fortælles om hans Genfødelse efter det fortvivlede Forsøg paa at omskabe sig selv ved egen Kraft: Aanden førte ham til Kirken og i Kirken til Koret, altsaa fra Forkyndelsen til Sakramenterne. Med Herliggørelsen af de kristelige Dyder i »De Levendes Land«: den »Vidundertro, der slaar over Dybet (mellem Liv og Død) den hvælvede Bro«, det »letvingede Haab, genfødt (ikke: omskabt) ved den hellige Daab« og Kærligheden som »den rolige Kilde for Kræfternes Elv«, stemmer nøje Udtrykket i en samtidig Prædiken (31. Juli 1824) og den »Oplysning« i »Den kristelige Børnelærdom« fra Grundtvigs sidste Levetid (en Samling af ældre Afhandlinger), at Livet undfanges ved Aanden som Tro, fødes i Daaben som Haab og bliver sig bevidst i Nadveren som Kærlighed. Dette er Grundtvig uden nogen Grundtvigianisme paa den sidste Slyngning af hans Kirkesti, da den bøjede ind paa Kongevejen og fik en Menighed med sig.

Efter dette er der Grund til at dele Grundtvigs Biografi i to Perioder, adskilt ved hans 40. Aar. I hans eget Billedsprog forholder de sig til hinanden som Nat til Dag, Vinter til Sommer. Men efter Vinteren, der var hans Ungdom, blev hans Sommer saa lang, at den tog Høsten med. Personligt havde han sin Rosen tid omkring det 70. Aar, da han kort efter at hans før saa trøstige Hustru, som han ikke mere kunde trøste, var død — »den blege Rose« kaldte han hende — i sit andet Ægteskab med den 30 Aar yngre Enkefrue Franciska Toft nød en Lykke, »hvor Kærlighed blomstrer som Dagen i Vaar med Roser i Haar«; med dette Udtryk tegnede han nu hendes Billede ind i Digtet »De Levendes Land«. Fire Aar efter, da ogsaa dette Paradis var lukket ved hendes Død efter en Søns, F. L. Grundtvigs Fødsel, giftede han sig for tredie Gang 1858 med den mere end 40 Aar yngre Enkefru Adelheid Reedtz; han kaldte hende Asta efter det nordiske Ord for Kærlighed til Tak for den sene Sommer, hun skænkede ham. Men samtidig med en Datters Fødsel 1860 lød nu hans »Aftensang i Alderdommen« (»Som Dug paa slagne Enge« og »Køligt falder Aftenduggen«). I denne September, den Maaned, hvori han for 89 Aar siden var født, døde han tolv Aar efter, 1872, som han havde ønsket: »som Sol i Høst gaar ned«.

I hans Gerning falder Sommeren, altsaa Blomstringen i hans aandelige Liv og Frembringelse, fra 1824 til 1848, da han skrev sine bedste Bøger og holdt sine første Taler. Derefter, i Tiden mellem de to slesvigske Krige, søger han at bringe sin Høst i Lade ved at virkeliggøre de Tanker om Folket, Kirken og Skolen, der var modnedes i ham i det foregaaende Tidsrum. Med 1864, da ogsaa han, som han skrev i »Trøstebrev til Danmark«, hørte »Helvedhunden tude: Mod er Vanvid, Haab er ude«, var hans Saga dog ikke ude, da begyndte først ret hans Historie med hans Virkning i Folket gennem hans Disciple. Et Udtryk for Overførelsen af Kraften fra Grundtvigs eget Liv til Folkets er Sangen »Fæderneland ved den bølgende Strand«. Den var først, 1844, et personligt Digt, mærket af den Dyst med hans (som han da sagde) hedenske Natur: »Muldjord og Bølge i Bryst«, hvori han i sit 60. Aar var stedet. Af dette Digt gjorde han i Foraaret 1848 den kendte Fædrelandssang, hvori dette Udtryk bruges om den Naturkraft i Folket, som nu skal staa sin Prøve: »Muldjord i Bryst ser den Høje med Lyst«. Men med det »af Sorgen indhyllede« Skønhedsbillede af Danmark — »med sin Maj og med sine Kærminder — som en Mø med letrødmende Kinder« — blev denne Sang først fuldt tilegnet 1864, da den sendtes som et Flyveblad til Hæren og næste Aar udkom med Musik af H. Nutzhorn, Lærer ved Folkehøjskolen i Rødding, siden i Askov.

I den længste Del af sin egentlige Forfatterperiode var Grundtvig uden fast Præstegerning, blot Skribent. Han har selv kaldt sig saaledes i det Lejlighedsskrift, hvormed den begyndte, »Skribenten N. F. S. Grundtvigs litterære Testamente« (1827). I Følelsen af den Kløft, der hidtil havde skilt Bøgerne og ikke mindst hans egne fra Folket, nævner han det her som »de boglærdes sidste rimelige Haab: af Folket at opdrage sig en Læseverden, der kan skatte og bære dem«. En Bogs Værd var, at den kunde bruges. Til denne praktiske Tankegang tilskyndedes han (ligesom H. C. Ørsted) ved gentagne Besøg i England de følgende Somre (1829–31 og endnu 1843) — Polyteknisk Læreanstalt og Folkehøjskolen vidner om den engelske Indflydelse paa dansk Kultur efter den tyske fra Hundredaarets første Fjerdedel. Fuldt saa meget som Grundtvig gavnede engelsk Litteratur ved at planlægge og fremkalde Udgivelsen af de angelsachsiske Haandskrifter, for hvis Skyld han var kommet, vandt han selv ved Indtrykket af Englændernes borgerlige Virksomhed i Nutiden. »Nordens Aand« forklarede han i et Digt af dette Navn, som er fremkaldt af disse Rejser, som »Bedriftens Aand«. I den Aand skrev han i disse Aar Hovedværkerne i den historisk-poetiske Oplysning, han nu havde for: »Krønikerim til levende Skolebrug« (1829, ny Udg. 1842), »Nordens Mythologi eller Sindbilledsprog, historisk poetisk udviklet og oplyst« (1832) og »Haandbog i Verdenshistorien efter de bedste Kilder« (1833–43). I Krønikerimene, der ved den egne Blanding af Humor og Patos er hans mest særprægede poetiske Værk, taler ikke blot Kristenaanden (Ansgar), men Heltesindet (Napoleon) de unge til Hjertet, for i Skolen, siger han, maa man kunne bruge alle Bøger; Mytologien er, som dens Undertitel røber, et Billede paa Folkets Sind — ikke som da almindeligt forstaaet paa Naturens Kræfter — saaledes som det er slaaet igennem i dets Historie; Bogen er Grundtvigs morsomste, dens Helt er ikke som i Ungdommen den grublende Odin, men den praktiske Thor. Verdenshistorien er ikke som Krønikerne fra Ungdommen i den bibelske Stil, men i den græske. Den er et Drama paa Liv og Død som Herodots Perserkrigenes Historie. Dens sande Helte er ingen enkelte Personer, men de personliggjorte Folkeaander, som ved deres Daad har fremmet eller hemmet Livet i den paa dens Gang fra Middelhavet til Østersøen. Til de sidste hører Romere og Franskmænd, til de første Hebræere, Grækere og Nordboer med Angelsachserne som Bærere af den nordiske Middelalder. Den sidste er, ogsaa videnskabeligt set, Værkets Hovedstykke. Fremstillingen standser med det 17. Aarhundrede, men før dens Afslutning havde Grundtvig forligt sig med Nutiden, endogsaa med Frankrig, og prist Danmarks Lykke i de historiske Forelæsninger, han holdt paa Borchs Kollegium 1838 om Halvhundredaaret siden den franske Revolution og Stavnsbaandets Løsning (udgivne efter hans Død under Titelen »Mands Minde«); med dem havde han, som han skrev til en Ven, villet gøre Danmark glad paa en skikkelig Maade.

Det samme forsøgte han i en større Stil, da han efter spredte Forsøg paa at finde den tabte Salmetone med Støtte af den nævnte Ven, Præsten Gunni Busck, gik i Gang med den Kæmpeopgave at omsætte den hele kristne Salmedigtning paa Modersmaalet. I Sommeren 1835 lejede han sig ind paa Strandvejen ved Emilies Kilde og »følte snart de gamle Salmer klinge dejligt i Øret med den blaa Himmel og det blaa Hav for Øjet«. Af den litterære Opgave, der kan sammenlignes med Romantikernes Samlinger og Omdigtninger af profan Folkepoesi, havde han ogsaa her skabt et praktisk Aandsværk, et »Sangværk«, kaldte han det, til Brug for den danske Kirke. Af det hele Værk med over tusinde Salmer (og mange Varianter) i fem Bind, hvoraf kun de to første udgaves i Grundtvigs levende Live (1837 og 1870), er omtrent Halvdelen Oversættelser, mindst heldige efter de store Salmedigtere fra Hjemmet, mest efter de »hedningbaarne« Angelsachseres kristne Kvad og de oldgræske Salmer, hvis Hovedemne er Modsætningen mellem Liv og Død, altsaa den Natur og den Teologi, der har præget hans egen »nordiske« Kristendom. Om dem alle, ogsaa hans originale, gælder hvad han har skrevet i en af sine Pinsesalmer (hans ypperste), at Modersmaalet ikke blot smeltes af Evangeliets Mildhed, men laaner »Aand og Ild og Kræfter« af det gamle Testamentes Heltesang. Fuldt saa stærkt og lige saa ofte som ved det ophøjede Syn (paa dette Sted Billedet af det inspirerede Sprog som en Maria under Bebudelsen) virker dog Grundtvigs Salmedigtning i en Form, der er fastere end hans vanlige, ved det hjertegribende Udtryk, som kun han ejer, og hvis Savn han i »De Levendes Land« følte i Romantikernes Drømmebilleder: »Naar Skyggen er ligest (det er mest livagtig), da hulke de Smaa, som stirre derpaa«. Med Folkesangen var han ikke naaet saa vidt. Den første, han skrev, bortset fra hans ældre historiske Viser, var Sangen om Modersmaalet fra 1837 (»Moders Navn«). Den har tyve Vers med fortløbende, alt for smeltende Omkvæd, hvoraf opimod Halvdelen er at ligne med solskinnende Bølger, men Resten Vand. I højere Grad end Kirkesalmerne trænger Grundtvigs Sangværk for det danske Folk til en Forkorter, hvad han selv aldrig var. Han arbejder paa Inspiration, d. v. s. i Kladden, hvor alt strømmer ud, som falder ham ind. Fra 28. Maj-Festerne (for Indførelsen af Stænderforsamlingerne) er Grundtvigs første Friheds- og Oplysningssange: »Kongehaand og Folkestemme« og »Er Lyset for de Lærde blot«, men Flertallet af hans folkelige Sange er fra 40’erne; de udgaves for Danske Samfund (den første Højskoleforening), stiftet Aaret efter »Mands-Minde«-Forelæsningerne (de første Højskoleforedrag), ligesom Salmerne fra Vartov i løse Hæfter (den første Højskolesangbog); af dem fra Krigsaarene, der først tryktes i hans Tidsskrift »Danskeren«, har i al Fald een, om Istedslaget (»Det var en Sommermorgen«), Salmernes Fynd og Højhed. Fra det samme Tidsrum, fra 1844, Grundtvigs 60. Aar, er en Række personlige Digte (herunder det ovenfor nævnte »Til Fædernelandet«), der bringer fortroligere Bud fra hans Indre end Sejrssangene fra 1824. De spænder over saadanne Modsætninger som Mindesangen over Thorvaldsen med den ovenfor nævnte Paakaldelse af Kæmpekuldet fra Aarhundredets Morgen, hvorimellem han selv hørte hjemme, »skreven i en meget syg Tilstand«, og Aftensangen »Sov sødt, Barnlille«, paabegyndt i Mern hos Peter Rørdam, hvor han en Dag var fundet grædende i et Vognskur, dikteret Gunni Busck en Majaften i et højtliggende Lysthus i Stiftsbjergby, eller som Modsætningen mellem Digtet »Til min Lise paa Bryllupsdagen 1844« (om den blege Rose) og »Klara« (med: »Da mig traf et kulsort Øje« — et Minde fra Englandsrejsen 1830, maaske tillige et Huskud, et »fortrængt Kompleks« fra Ungdomsoplevelsen paa Langeland). De er alle fra den depressive Tilstand efter Manien den foregaaende Vinter, som har sat Spor ogsaa i den trykte Udgave i hans »Bragesnak«, Forelæsninger om græske og nordiske Myter »for Damer og Herrer« (men især for de første). De viser ikke blot hans Sygdom, men hans Lægemidler derimod. Det stærkeste har han nævnt i Verset til sin egen Grav: »En Træl af Kød og Blod — og tiggerarm paa Mod — en Kæmpe dog i Færd — sig hviler trøstig her — i Kraft af Barnedaab — med Herlighedens Haab«. Det er det aandelige Billede af ham, der svarer til det naturlige Selvportræt med Træk af hans nationale Type, en Blanding af en Bonde og en Sømand, som man skimter bag ved Digtet »Havfrusangen« fra Salmesommeren paa Strandvejen: »Hvert et Fødenød skal dø, — Gutten dog, skønt gammel vorden, — sejler kæk sin egen Sø, — smiler ad Naturens Orden«. De malede Billeder af ham, især C. A. Jensens fra 1831, stadfæster den poetiske Selvkarakteristik. Med større sammenhængende Penneværk indlod han sig nu, han havde faaet Salmen paa Læben, ikke mere. Kirkehistorien og Nordens Historie, han havde paatænkt i sin litterære Periode, blev uskrevne. I sine sidste Aar fortalte han i sin Stue nogle unge Disciple Kirkens Historie, som et »Kirke-Minde« (i Udgaven: Kirkespejl), af en medlevendes Mund. Det forholder sig, ligesom i hans Ungdom »Roskilde Saga« til »Roskilde Rim«, til Kvadet »Kristenhedens Syvstjerne«, skrevet som en Opmandelse efter den anden Hustrus Død 1854, hvori han »dømmer Aander« (de syv Menighedskredse) ligesom i Mytologien og i Verdenshistorien. Ogsaa hans Bragesnak fik et poetisk Sidestykke i Spaadomskvadet »Dansk Ravnegalder«, hvori et helt Parlament af moderne Folkeaander (af begge Køn) i 1909 (det Aar, da Digtet først blev udgivet) med lige Tungefærdighed priser Danmarks og Grundtvigs Lykke for den nu virkeliggjorte Skole.

Maaske Grundtvig selv har følt, at der i denne Blanding af »det sene og det søde« (hans stadige Mundheld) fra hans sidste Ægteskabs Tid var kommet for meget af det sidste. Dette Indtryk af hans hele senere Liv og Lære var ikke fremmed for hans sidste personlige Disciple (Otto Møller, Th. Skat Rørdam). Med Aarene var Grundtvig selv blevet en Brage, en mytisk Skikkelse. Som en saadan, halvt Jætte, halvt Druide, er han portrætteret af en engelsk Kritiker Edm. Gosse, der hørte ham prædike i Vartov, Dagen før han døde. Hertil maa føjes det Billede, som Bjørnstjerne Bjørnson nylig havde givet af »den største Aand i Norden« i Tilegnelsen af sine »Sange og Digte«. Dagen efter at han var fulgt til Graven paa et af ham selv indviet Sted — i Aasen ved Køge ved sin anden Hustrus Side — med sin egen og den af ham inspirerede Hostrups Kirkeklokkesalme, paa et af de i hans senere Aar indførte »Vennemøder« fastholdt Bjørnson i en Sang (»Ligesom Vølven —«) hans Billede i et Natursyn, større end hans eget: som Sol i Hav gaar ned.

Men før Grundtvig blev en mytisk Figur, var han blevet en folkelig Skikkelse. I det føromtalte Aar 1844 ved det store Folkemøde paa Skamling (for det danske Sprogs Ret i Slesvig) talte han midt i Sjælekampens Spænding »det fuglevingede Ord, som jeg aldrig har fundet saa let, saa flydende, saa kækt, saa forvovent og saa lykkeligt paa mine Læber som mellem Skamlingsbankerne . . . med Dannebrog vajende, Bøgeskoven sjungende og Østersøen bølgende for mine Øjne«. Fra da skrev Grundtvig og læste man Grundtvig som en Taler, indtil man, som det med rette blev sagt ved hans 150-Aarsdag, ikke mere læser, men lever ham. Den Grundtvig, som den Dag vekslede Haandslag med det danske Slesvig, hvis Skel han ønskede sat ved Modersmaalets Grænse, med Skandinaverne, skønt han stod fremmed for deres Unionstanke som farlig for Folkenes Selvkraft, med de Liberale, skønt han fandt baade den borgerlige og statslige Frihed bedst forvaret under Enevælden med Stænderinstitutionen — det var den folkelige Grundtvig, der for første Gang i det almindelige Omdømme sejrede over den i Aviserne udskregne særsindede Præst med de egne Meninger. Til dem hørte ikke blot hans politiske Kætterier, men hans Syn paa Skolen og især paa Kirken, hvis Udvikling og Modning udgør Slutningen paa hans Biografi. Striden om Kirkesagen havde ogsaa grebet ind i hans ydre Levned. Den skyldes det, at Præsten og Taleren Grundtvig paa Højden af sit Liv blev Skribent.

Paa Grundlag af den Oplevelse, der er levende udtrykt i de to Digte fra Sommeren 1824, gjorde Grundtvig sin (ikke af ham selv) saakaldte »mageløse Opdagelse«, som han fandt stadfæstet ved Oldkirkens (Irenæus’) Vidnesbyrd, at det levende Ord, ↄ: Trosbekendelsen ved Daaben, Nadverordene og Fadervor, ikke Skriften er Kristendommens Kilde. At han nylig havde faaet Irenæus’ Skrift mod Kætterne i Hænde paa Auktionen efter Bibliotekar Moldenhawer, Biskop Münters Medarbejder i den oldkirkelige Teologi, viser Grundtvigs Forhold til denne Retning: hvad der for den (ogsaa for Lessing) var en historisk Hypotese, blev for ham en Salighedssag. Af to paa hinanden følgende Prædikener i »Søndagsbogen« kan man tidfæste Grundtvigs Opdagelse til den sidste Uge af Juli 1825. I den første giver han som Raad imod Rationalismen: grundig Bibellæsning, men i den anden, ovenfor nævnte fra 31. Juli: den kirkelige Overlevering, Sakramenterne og den apostoliske Trosbekendelse. Til Opdagelsen føjer han her et personligt Vidnesbyrd om Oplevelsen fra forrige Sommer, hvis Udtryk er endnu stærkere end paa det ovenfor omtalte Sted i »Nyaars-Morgen«: han blev fundet som et Lig paa den nøgne Strandbred og vaagnede i Kirken. I den samme heftige Tone fremstillede han saa en Maaned efter sin »kirkelige Anskuelse« i Bogen »Kirkens Gjenmæle« (1825) rettet imod et teologisk Værk om Forskellen mellem Katolicisme og Protestantisme af den unge Professor H. N. Clausen. Dennes Skriftteologi stred i sit positive Princip: grundig ↄ: kritisk Bibellæsning, ikke mod hans eget Princip i Prædikenen før Opdagelsen eller dog i den teologiske Afhandling, som han forrige Aar havde lagt til Side for »Nyaars-Morgen«. Men ved det Udtryk, at intet Ord er os umiddelbart overleveret afJesus selv, heller intet Ord udtrykkeligt beseglet ved hans højeste Autoritet, sprang han op som 1810 med sin egen Oplevelse og Irenæus’ Vidnesbyrd i frisk Minde og krævede, at Forfatteren, der gjorde Skriften paa een Gang til »en Trosregel og en Skovisk« for sin Læser, enten skulde gøre Afbøn eller opgive sit Kristennavn og nedlægge sit Embede. Af denne Overilelse opstod »den fortvivlede Kirkesag«, Grundtvigs eget Udtryk under Englandsfærden. Clausen svarede med en Injurieproces, der næste Aar endte med, at Grundtvig idømtes livsvarig Censur. Kort før Dommen faldt, havde han med sin Hustrus Samtykke opgivet sit Præsteembede, efter at hans Stiftsprovst, Rationalisten H. Grundtvig Clausen, Professorens Fader, havde forbudt ham at lade de Sange, han havde skrevet til Tusindaarsfesten for Kristendommens Indførelse, deriblandt den fornyede gamle Dagvise (»Den signede Dag«), synge i Frelsers Kirke. Derefter skrev han det ovenfor nævnte »litterære« Testamente. Efter Censurens Ophævelse 1837, som han hilste Julenat med Sangen om Modersmaalet, gik han atter ind i Kirken, da Frederik VI., efter at den højkirkelige Biskop Mynster havde afslaaet hans Bøn om at maatte konfirmere sine to Sønner, kaldte ham til Præst ved Vartov Hospital (fra hans Præstejubilæum 1861 med Titel af Biskop). I denne Tid, hvor han skiftevis med en tysk Prædikant virkede som fri Aftensangsprædikant i Frederiks (nu Christians) Kirke paa Christianshavn uden Ret til at forvalte Sakramenterne, fremkom den egentlige Grundtvig-Litteratur, hvori Grundtvig med Censuren over sit Hoved kunde tale Frihedens — Samvittigheds-, Ytrings- og Trykkefrihedens — Sag som sin egen, altsaa foruden »Søndags-Bogen« (1827–30), som til Forskel fra de »Bibelske Prædikener« er det kirkelige Navn paa Prædikenerne fra Frelsers Kirke: første Bind af Sangværket, Krønikerimene, Mytologien, Verdenshistorien, Mands-Minde-Forelæsningerne

I Kirkestriden deltog Grundtvig selv baade med Pennen som Teolog — se foruden den ovenfor nævnte afsluttende »Kristelig Børnelærdom« Indlæggene fra den første Kamptid: »Om den sande Kristendom og om Kristendommens Sandhed« (først i hans ældste Disciples, A. Grundtvig Rudelbachs og J. C. Lindbergs teologiske Maanedsskrift 1826–27), Afhandlingen »Skal den lutherske Reformation virkelig fortsættes« (i Lindbergs Maanedsskrift for Kristendom og Historie 1830) og Skriftet »Den danske Statskirke upartisk betragtet« (1834) — og som Politiker i det praktiske Arbejde: for Sognebaandsløsning (lovfæstet 1855), for Oprettelsen af Valgmenigheder (lovfæstet 1868) og for Præstefrihed, hvorom han talte paa det første Vennemøde ved hans 80. Fødselsdag ud fra en anden Aand end den, der havde faaet ham til at kræve H. N. Clausen afsat som en falsk Lærer. Grundtvigs Frihed voksede med Aarene, men paa den Grund, hvor han var rodfast. »Faa levede saa frit og virkede saa bundet«, fortsætter han i den ovenfor nævnte Gravskrift over sig selv. Hans personlige Oplevelse havde ført ham til en historisk Opdagelse, af Opdagelsen blev der en teologisk Anskuelse, som han brugte som et Stridsmærke for en kirkelig Reformation, og af dette Mærke blev der af Grundtvig selv og især af hans Disciple gjort et Dogme: Trosbekendelsen ved Daaben (i den danske lutherske Kirkes Form) førtes tilbage til Aposteltiden, til Herrens egen Mund, til sidst til de 40 Dage mellem Paasken og Himmelfarten — den sidste Tilføjelse skyldtes P. Chr. Kierkegaard. Herimod skrev dennes Broder Søren Kierkegaard i »Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift« (1845) om Forskellen mellem Frihedens Aandsforhold til Gud og Trangen til noget historisk eller »noget magisk« at holde sig til. Han udvidede derved Kirkestriden fra et lokalt Mellemværende mellem Grundtvigianismen — et Ord, som Grundtvig aldrig har vedkendt sig — og den danske Rationalisme og Højkirkelighed til Modsætningen mellem et objektivt og et subjektivt, et historisk og et psykologisk Princip i Religionen, altsaa mellem Kirken og Mystikken. Medens Kierkegaard har tilegnet sit Forfatterskab til den Enkelte, har Grundtvig paa et Vennemøde 1866 nævnet Opvækkelsen af et Menighedsliv som sit egentlige Dagværk. Den Erkendelse, han i sin første teologiske Afhandling »Om Religion og Liturgi« (1808) i romantisk Stil havde udtrykt med de Ord, at med Jesus er der af det evige slynget et Baand om det at endelige, den Oplevelse, han havde haft 1824, i »De Levendes Land«) »Aanden usmittet kan røre ved Støv«, den Opdagelse, han, maaske med Tanken paa H. C. Ørsteds samtidige, tillægger sig i Efterskriften til det nedenfor nævnte »Skolen for Livet«, 1838: »Mig blev det givet at opdage den store Naturlov for Aandens Virkning og Forplantning« — den stadfæstedes for ham i hans senere Præstetid i Vartovs Kirkestue, naar det levende Ord i Prædiken og Salmesang løftede den lille Menighed »paa Aandedrættets Vinger«. Sin Paaske havde han tilkæmpet sig som en ensom uden for Kirken, i Digtet »Paaske-Liljen« staar han i det kolde Foraar »som et Tegn paa en Blomstertid i Norden«. Men, hedder det i den svulmende Pinsesalme fra Vartov Kirke, »nu kom vor Pinseliljetid«. Ligesom Faust i Goethes Digt har Grundtvig »oversat« Ordet (Logos) som Kraft. Ved Siden af Rationalismens Gudfader og Pietismens Jesusgud træder Aanden frem »næsten som en nyopdaget Guddom« (Edv. Lehmann).

Ogsaa Grundtvigs Syn paa Skolen har Rod i egen Oplevelse mere end i nogen litterær Paavirkning, i al Fald mindre fra Rousseau, der gennem Naturen vilde frigøre en Personlighed, mens Grundtvig gennem Historien vilde opdrage et Folk, end fra Fichte, der under Napoleonskrigene paakaldte det mundtlige Ord og den germanske (nordiske) Aand. Men paa samme Tid var Grundtvig, som efter den søvnige Latinskoletid under det livløse Universitetsstudium først af Steffens havde lært det levende Ords Magt, selv Leder af en levende Undervisning ved det Schouboe’ske Institut efter Laurits Engelstoft, hvis Tanker om »Nationalopdragelse« er et Bindeled mellem Revolutionstidens og Grundtvigs Pædagogik, og Deltager i et aandeligt Fællesliv med jævnbyrdige danske og norske Kammerater (Sibbern, Hersleb, Sverdrup) paa Valkendorfs Kollegium og i akademiske Hjem (Treschows, A. S. Ørsteds). Hans første pædagogiske Afhandling »Om Videnskabelighed og dens Fremme, især med Hensyn paa Fædrelandet« (1807) regner da ogsaa kun med Akademikere som modtagelige for en højere aandelig Kultur »uden Hensyn paa Hverdagslivet«. Ud herover gik han med Oversættelserne af Snorre og Saxo for Folket og især i »Nyaars-Morgen«, da han i Ingemanns »Valdemar den Store og hans Mænd« havde genfundet sin egen historisk-poetiske Anskuelse i »en folkelig Røst«. Hertil kom fra Englandsrejserne, hvor han genfandt sit Valkendorf i Trinity College i Cambridge, Respekten for den borgerlige Virkelyst, det Hverdagsliv, han havde overset. Endelig da Julirevolutionen, »de parisiske Skoledrenges Ridderspil i Hundedagene«, havde fremkaldt Kravet om de raadgivende Stænderforsamlinger, sluttede han sig dertil ved at foreslaa som en Skole for Stændernes Mænd »en Højskole for folkelig Videnskabelighed og borgerlig Uddannelse« (»Politiske Betragtninger«, 1831) eller »et borgerligt og ridderligt Akademi for folkelig Dannelse og praktisk Duelighed« (»Nordens Mythologi«, Fortale 1832). Med det sidste Udtryk hentydes til det efter Holbergs Plan grundlagte og ti Aar før efter en anden Plan genoprettede Sorø Akademi. Det nævnes faa Aar efter i Lykønskningsskriftet til Stænderforfatningen »Det danske Firkløver« (ↄ: Kongen, Folket, Fædrelandet og Modersmaalet), hvori Grundtvig, slaaet paa Munden af Bøndernes levende Tale i Stænderforsamlingen, opgiver Skrivefriheden som tidligere Lærdommen som Vilkaar for Kulturen, og det indsættes i Titelen paa det sidste af hans Skoleskrifter fra Frederik VI.s Tid, »Skolen for Livet og Akademiet i Soer« (1838), der indledes med Sangen om Modersmaalet »i Mund og Bog«. Han kommer her den real-moderne Retning, der ved det bestaaende Akademi havde en Forkæmper i den omvendte Filolog Chr. Lutken, i Møde, men saaledes at Hovedsagen blev den historisk-poetiske Retning, som Ingemann ogsaa ved Akademiet repræsenterede. Næste Aar skrev han et »Aabent Brev til mine Børn«, især de to nykonfirmerede Sønner Johan og Svend, som han selv havde undervist, for at ikke Latinskolen skulde tage ogsaa dem ligesom deres Fader Foraaret ud af Livet. Ud af dette Digt tog han faa Uger før sin Død paa Forslag af Ernst Trier fra Vallekilde Højskole en Sang (»Et jævnt og muntert virksomt Liv paa Jord«), hvortil han føjede et Par Linier med Ønsket om en god Ende paa hvad der var godt begyndt »til Folke-Gavn og Grøde«. Den er med god Grund blevet Slagsang for den danske Folkehøjskole. Hvad Grundtvig selv har villet bygge fra Toppen — oven over det danske Akademi havde han endogsaa tænkt sig et fællesnordisk, et nordisk Athen, i Göteborg — det satte hans ypperste Lærling af Almuen selv, Christen Kold, efter den Leveregel, han havde faaet af sin Moder, »med den anden Ende paa Jorden«. Kolds jævne Ungdomsskole i Ryslinge fra 1851 og ikke de mere akademiske i Rødding (fra 1844, under C. Flor), som Grundtvig havde talt for paa Skamling, og paa Marielyst ved København (fra 1855, under C. Brandt), som var oprettet ved en Folkegave til hans 70-Aarsdag, blev Forbilledet for Folkehøjskolerne efter 1864. Ogsaa Friskolen gav Kold Form, mens Grundtvig var »Direktør«, unddraget Skoledirektionens Myndighed, ved Dronning Caroline Amalies Asylskole, hvor hans Svigersøn og senere Kapellan P. O. Boisen, Udgiver af den folkelige Visebog fra 1849, var Lærer. Ved denne danskivrige Augustenborg-Prinsesses Hjælp var det danske Sorø Akademi med Modersmaalet og Litteraturen — Grundtvig havde ligesom Holberg ønsket Økonomien med — som Fællesfag for dets tre Retninger (den historiske, nysproglige og naturvidenskabelige) nær blevet virkeliggjort, men standsedes efter Christian VIII.s Død under Krigen ved Kultusministeren Madvigs Modstand. Til hans Afvisning af Planen om »en Karakteren af Danskhed monopoliserende Undervisningsanstalt« som overflødig, da der ingen anden »Højskole for Danskhed« skulde være end Tingets Sal, svarede Grundtvig, at det just var Formaalet for hans Skole, at den kunde blive det.

Til den grundlovgivende Rigsforsamling havde Grundtvig stillet sig i Nyboder og blev kaaret, men paa Grund af den militære Disciplin faldt han ved den skriftlige Afstemning for Holmens Chef — tre Aar efter bar Nybodermændene hans Hustru til Graven. Han blev saa valgt i sin Fødeegn i Præstø, hvor den berygtede Væver fra Mern, der havde sejret over H. N. Clausen, havde maattet trække sig tilbage, »paa den mageløs jævne og naturlige Maade«, siger han, at hans Modkandidat, Sognefogeden i Udby Jens Jensen fra Grumløse, som han i sin Tid havde konfirmeret, midt i sin tungefærdige Valgtale blev saa rørt, at han bad Vælgerne give Grundtvig deres Stemmer. Med dette dobbelte Mandat fra Sømanden og Bonden var Grundtvig uden for Partierne Folkets Talsmand paa Tinge, i dets Navn takkede han 1850 Hæren, hvori begge hans Sønner havde kæmpet med Ære som frivillige — han var imod Loven om den almindelige Værnepligt. Det var da ogsaa i Folkets, d. v. s. Frivillighedens Navn, han var imod den, som han mente, paatvungne Grundlov 1849, Papirkongen, ligesom Bibelen var blevet en Papirpave, men da ogsaa imod dens Kapitulation for Pengesækken 1866, da han lod sig vælge til Landstinget og sammen med sin fordums Modpol i Folketinget, Tscherning — dets to eneste geniale Talere, havde Monrad kaldt dem — vilde gaa til Kongen for at faa »Revisionen« forhindret. Han var da 83 Aar og æret — mere end ænset — som en Profet. Det havde han altid været: 1807 som primsignet Asadyrker (»Maskeradeballet i Danmark«), 1814 i gammeltestamentlig Aand (Helligtrekongers-Opbuddet), i de derefter følgende Aar som en Røst i Ørkenen eller, som han sagde, fra Gravhøjen indtil 1824, da han fik Guldalderen bag sig og »Gyldenaaret« forude og blev Haabets Profet. Det blev han ved at være, 1848–50 under Sejgpineriet paa Tinget og i Hæren og endnu efter 1864. Sit »urimelige Haab« til Danmark satte han, da han i dette Aar skrev sit »Trøstebrev til Danmark«, ligesom da han 1820 skrev Sangen »Danmarks Trøst« (»Langt højere Bjerge«), ikke i Folkets Storhed, men i dets Lidenhed, nemlig deri, at det holdt fast ved og derfor maatte genvinde det, og kun det, der frivilligt hørte det til. Det Ord af hans (og Oehlenschlägers) Lærling Vilh. Birkedal, at Vorherre ikke kan undvære gamle Danmark, havde han allerede 1814 givet den samme Forklaring som senere 1848 i Sangen »Fæderneland ved den bølgende Strand« og i en Artikel i Danskeren fra 1855, at naar det danske Folk kæmper for »Modersmaalets og Folkeartens Ret« imod de Stormagter, der er »Fjender ad Sandhed og Retten« og derigennem »Fjender ad Kærlighedsætten«, fører det ikke blot sin egen, men tillige Nordens, Menneskelighedens og Kristendommens Sag. Fra sin sidste Englandsrejse 1843 skriver han: »Om jeg saa var 90, vilde jeg lade mig bære bort fra et Land, hvor enten Tysken eller Russen herskede«. Under de fraskilte Sønderjyders Besøg 1865 paa et Folkemøde i Dyrehaven mindedes han Mødet paa Skamling 1844, men slap ikke det Haab, at Stortyskland engang skal finde det for tungt at skille dem ad, der gerne vil tilsammen være. Han fastholdt det i sin sidste Folketale fra samme Sted ved det skandinaviske Kirkemøde 1871, hvor han gjorde et Tilbageblik paa Danmarks Historie i de sidste Hundredaar saaledes op, at trods Tabene 1645, 1660, 1814 og 1864 var der ingen ubodelig Skade sket, hvis Preussen vilde lade holde fri Afstemning i Nordslesvig. —

»Dansk af Tunge, af Æt og af Id« har Grundtvig oplevet Danmarks Historie stærkere og helere end nogen anden. Hans Trang til Liv, som han sagde i sin første Selvkarakteristik, ænser hverken Tiden eller Døden. Allerede hans Digtning er en Genoplivelse (Dagvisen) eller, da han tit ikke selv ved deraf, en Genoplevelse (»Paaske-Liljen«) af Fortidens Former. Han vidste, at han skrev »De Levendes Land« efter — og imod — Kingos »Far, Verden! far vel«, og »I Kvæld blev der banket paa Helvedes Port« efter Sorterups »Hr. Sehsted har avlet en Søn under Ø«, hans Livvise. Men han vidste ikke, at deres Tid, Barokkens Kunstform med dens Passiar og dens Patos ogsaa var hans; i sin Stil, naar den er størst, forholder han sig til Oehlenschläger som Michelangelo til Rafael og Shakespeare til Schiller. Som Historiker havde han — som den eneste danske Skribent, siger han — omrejst Verdenshistorien, ikke blot, for han var sproglærd, efter Kilderne, men i Kilden, han havde oplevet Oldkirken under Kirkestriden, Middelalderen med Angelsachserne, Nytiden i Nutidens England. Den »Universalisme i Hjemmet og Modersmaalet«, han tillægger sig som Dansker, var ikke blot af stedlig, men historisk Art. Hans Biografi som dansk Aand læses som en Biogenese, en Genoplevelse i Moders Liv af alle denne Aands Stadier. Han har været Hedning, før han blev Kristen, Luthers og Bibelens Mand, før han blev sin egen Herre og Aandens Tjener. Borgerlig set gik hans Mands-Minde fra Bernstorff-Tiden, hvor han havde hjemme, til Brandes’ Tid, da han lukkedes ude af Litteraturen, men levede op i Kulturen, ogsaa den materielle.

Hans Aands Kraft til at genopleve og genoplive hænger sammen med hans Sjæls Natur: at genfødes. Som ung havde han følt sig omvendt, siden altid genfødt. Hans Modsætning var og blev Liv og Død. Ligesom han i sin Lære skabte levende Sandhed af historiske Vildfarelser (Vølvespaadommens og Trosbekendelsens Antidatering), skabte han i sin Sindssygdom Lys af Mørke og i sit hele Liv Klarhed af Gæring. Den Lov, han roser sig af at have opdaget til Aandens Forplantning, er Overførelsen af Fortids Kraft til Nutids Bedrifter. Efter den blev Bjørnson hans Jævning, da han ophørte at være hans Discipel. Efter den Lov vil han selv virke videre som en Kraftkilde i det Folk, hvis Kultur — Kirke og Skole, Kunst og Videnskab, Politik og Økonomi — han har villet gøre til et folkeligt, og organisk Hele.