Der er et Land saa kosteligt
Alt under Nørre-Lide,
Kun eet jeg veed er Landet sligt
Paa Verdens Vesterside,
Det sært i Nord er tunget ud,
Og til en Tunge fiin af Gud
Det er vist og beskaaret.
Det er slet ingen Abildgaard,
Og ingen Blommehave,
Det lysner mest kun lidt i Vaar,
Og Buskene er lave,
Og Lyngen løber langs ad Land
Med Ormeflok og Flyvesand,
Og Bøgen staaer i Stampe.
Men langs med Heden Bække smaa
Sig klare, vævre vinde,
De mødes tit til mægtig Aae
Og tit i Søe de rinde,
Der lege flink de Fiske smaa,
Og Møllehiul i Dammen gaae
Og varme haarde Stene.
Og Rugen groer paa Heden reen
For Klinte og for Heire,
Og vorder Meel paa Møllesteen,
Hvordan det end mon veire,
Og vorder hvidt og dagligt Brød,
Og Raad der er mod Vinter-Nød,
Mens Lyngen groer paa Heden.
Naar Hveden fiin i Blommeland
For Klinten gaaer tilgrunde,
Og naar for Vind og Savetand
Nedsynke Markens Lunde,
End Rugen groer og Møllen gaaer,
Og Heden varmer Aar paa Aar,
Og Lyse-Klynen blinker.
Det er slet intet Fugleland
Til høit i Chor at siunge,
Den Nattergal paa nøgne Sand
Slaaer Trillerne saa tunge,
Og Lundene er kun saa faae
Og Buskene er kun saa smaa,
Og Bøgen staaer i Stampe.
Dog pippe heel veemodelig
De Hjeiler smaa og spage,
Og klukkende opløfte sig
De Agerhøns saa fage,
Ja, stundum og en Urkok goel
I Dagningen mod Gylden-Soel
Alt paa den brune Hede.
Og aldrig har jeg hørt det før,
Og heller aldrig siden,
Hvor mindelig for Ladedør
Kan kviddre Finke liden,
Naar Jydesvenden, som jeg saae,
Et lille Korn til Fugle smaa,
Om Vinterdag udskifter.
Og aldrig slig en Tone sød
Jeg hørde over Vange,
Som den der over Heden lød
I Lærkens Morgensange,
Den slog saa sødt og fløi saa let,
Som om med Rugen den kun ret
Paa Heden havde hiemme.
Og naar da Lundens Fugle-Chor
Har Sommeren udsiunget,
Naar Stormen over kolde Jord
Har Stemmen undertvunget,
Da toner med en liflig Klang,
Da klinger høit en Svanesang
Alt over brune Hede.