61. De Vise fra Østen
Egen Melodi af C. E. F. Weyse; eller egen Folkemelodi.
Egen Melodi af C. E. F. Weyse; eller egen Folkemelodi.
Deilig er den Himmel blaa,
Lyst er det at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke
:|: Os fra Jorden op til sig! :|:
Kommer Smaa og hører til!
Jeg for Eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I hører gierne,
:|: Himlen hører eder til! :|:
Det var midt i Jule-Nat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
:|: Som en lille Stjerne-Sol. :|:
Langt herfra i Østerland
Stod en gammel Stjerne-Mand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjerne-Vrimlen,
:|:Blev i Sind saa barneglad. :|:
Naar den Stjerne, lys og blid,
Sig lod see ved Midnats-Tid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
:|: Fødes skulde paa vor Jord. :|:
Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gierne
See den lyse Konge-Stjerne,
:|: Før han lagdes i sin Grav. :|:
Han gik til sin Konges Slot
Kongen kiendte ham saa godt;
Hørte og med Hjertens-Glæde,
At det Lys var nu tilstede,
:|: Hvorom gamle Spaadom lød. :|:
Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede,
:|: Som var født i Jødeland. :|:
Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem;
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
:|: Men ei den, de ledte om. :|:
Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Bethlehem;
Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,
:|: Straalede saa lyst og mildt. :|:
Glade da i Sjæl og Sind
Ginge de i Hytten ind,
Der var ingen Konge-Throne,
Der kun sad en fattig Kone,
:|: Vugged Barnet i sit Skiød. :|:
Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igien,
Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
:|: Funklende og klar den sad. :|:
Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Christ,
Derfor bøied de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
:|: Røgelse med søden Lugt! :|:
Vil I Smaa ei ogsaa gierne
See den lyse, milde Stjerne!
For den Konge dybt Jer bøie,
Som Guds Rige har for Øie,
:|: Og vil lukke Jer derind! :|:
Seer Jer til den Himmel blaa
Med de gyldne Stjerner paa!
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde:
:|: Over Jesu Konge-Stol! :|:
Thi han, som var Barn paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og Han sidder nu deroppe,
Over alle Stjerne-Toppe,
:|: Ved Gud-Faders høire Haand! :|:
Bøier Eder kun, I Smaa,
Han fra Himlen seer derpaa!
Sender Ham med Hjertens-Glæde
Lov og Priis til høie Sæde,
:|: Det er Røgelse for Ham! :|:
Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,
I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gierne,
:|: Komme I til Jesus vist! :|:
Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er Hans Guddoms-Ord det klare,
Som han os lod aabenbare
:|: Til at lyse for vor Fod! :|: