Dejlig er den Himmel blaa;
Lyst det er at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke
Os fra Jorden op til sig.
Kommer, Smaa! og hører til:
Jeg for Eder synge vil
Om saa lys og mild en Stjerne.
Jeg det veed, I høre gjerne
Himlen hører Eder til.
Det var midt i Julenat;
Hver en Stjerne glimted’ mat;
Men med Eet der blev at skue
Een saa klar paa Himlens Bue,
Som en lille Stjernesol.
Langt herfra, i Østerland,
Stod en gammel Stjernemand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjernevrimlen,
Blev i Sind saa barneglad.
Naar den Stjerne, lys og blid,
Lod sig see ved Midnatstid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
Skulde fødes paa vor Jord.
Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gjerne
See den lyse Kongestjerne,
Før han lagdes i sin Grav.
Han gik til sin Konges Slot;
Kongen kjendte ham saa godt,
Hørte og med Hjertensglæde,
At det Lys var nu tilstede,
Hvorom gamle Spaadom lod.
Han med Søn og Stjernemand
Strax uddrog af Østerland
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede,
Som var født i samme Stund.
Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem.
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
Men ej den, de ledte om.
Klare Stjerne hasted’ frem,
Ledte dem til Betlehem.
Over Hytten, lav og lille,
Stod saa pludselig den stille,
Straalede saa lyst og mildt.
Glade udi Sjæl og Sind
Gik de da i Hytten ind.
Der var ingen Kongetrone,
Der kun sad en fattig Kone,
Vugged’ Barnet i sit Skjød.
Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igjen,
Som de skued’ i det Høje;
Thi i Barnets milde Øje
Funklende og klar den sad.
Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Krist;
Derfor nejed’ de sig glade,
Ofrede paa gyldne Fade
Røgelse med søden Lugt.
Vil I Smaa ej ogsaa gjerne
See den lyse, milde Stjerne?
For den Konge dybt Jer neje
Som Guds Rige har i Eje,
Og vil lukke Jer derind?
Seer I til den Himmel blaa
Med de gyldne Stjerner paa;
Der den Stjerne ej I finde; —
Men den er dog vist derinde:
Over Jesu Kongestol!
Thi det Barn, som var paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og han sidder nu deroppe,
Over alle Stjernetoppe,
Hos Gud Faders højre Haand.
Nejer Eder kun, I Smaa!
Han fra Himlen seer derpaa.
Sender ham med Hjertensglæde
Lov og Priis til høje Sæde!
Det er Røgelse for ham.
Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen;
I har og en saadan Stjerne,
Og naar den I følge gjerne,
Komme I til Jesum vist.
Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddomsord, det klare,
Som han lod os aabenbare
Til at lyse for vor Fod.