Der kun sad en fattig Kone —
vugged Barnet i sit Skød.
Han hænger der, lemlæstet, stiv og kold,
og hjærtelam af Sorg hans Moder sidder.
Graaden er tørret ud, hun vrider ikke
de gamle Hænder mer, hun lægger udslidt
sit Hoved paa de stakkels magre Arme
og grunder med sin fattige Forstand:
»Det skulde blive Enden paa hans Liv,
det har Vorherre nænt at lægge paa mig!
Min egen Dreng — hvor var han hjærtensgod!
Han var jo nok til Tider lovlig haard
imod sin lille Mo’r, som naar han sagde,
at der blandt Jøderne var andre Koner,
han heller var til Sinds at kalde Moder —
Men han har husket paa mig i sin Død . . .
Ak, var han blevet hos mig i vor Landsby,
saa havde alt set anderledes ud!
Naar jeg nu tænker paa ham fra hans Barndom,
hvor kær han var som lille Dreng derhjemme,
hvor flinkt han hjalp sin Fa’r med Sav og Murske,
og hvor han snart blev første Mestersvend
— til Paaske var det lige ti Aar siden
vi fejrede den lille glade Fest —
saa er det mig umuligt at begribe
den Lod, han fik. Jeg havde altid drømt,
at han en Gang med Tiden skulde sidde
som Oldermand i Byens Tømmerlav . . .
Ak, havde han nu haft en lille Søn,
for hvem jeg kunde være Bedstemoder —
men det var ikke det, Vorherre vilde.