Det er vist nok ikke rimeligt, at dette Rim vil tækkes Mange, eller engang læses af synderlig Andre, end min Rim-Stavs gamle Venner, hos hvem det vist ingen Fortale behøver, da det for dem heeligjennem selv er en saadan, ja, er ret egenlig en glad og kjærlig Fortale til den Rim-Krønike, om man saa vil, jeg nu føler mig stemt til at skrive. Imidlertid, hvem der nuomstunder ei vil være aldeles haabløs, maa vænne sig til at haabe det Urimelige, haabe, hvad kun ved Mirakler kan skee. Og sandelig, er det Skjaldene, som finde sig mest skabte og skikkede til at fatte og nære urimelige Haab, da er det øjensynlig ogsaa de danske Forfattere, der ret inderlig maae ønske at kunne dele dem. Thi selv det Haab at finde Læsere, som dog ingen Skribent, der er værd at nævne, kan undvære, selv det hører nu i Danmark til de mest urimelige! Altsaa takker jeg Gud, som for alle mine andre urimelige Haab om Danmark og Norge, saa ogsaa for det, at disse Blade, trods al rimelig Formodning, ei blot skal finde mange, men selv mange velvillige Læsere, hvem Grund-Tonen tækkes, om end Meget falder dem dunkelt, og vel Endeel urimelig sært! Uden dette Haab kunde jeg neppe udgivet, hvad jeg af min Fattigdom selv maa bekoste, og uden det kunde jeg umuelig følt, hvad Rimet stræber at udtrykke, og hvad jeg dog er mig bevidst at have følt, saa levende, at jeg, alle mine Dage, og visselig, jeg troer, evindelig, maa regne de velsignede Timer, i hvilke det store, gjenfødte, Haab om Norden oprandt i mit Hjerte, for de glædeligste, jeg har nydt paa Jorden. Derfor, uagtet det ingenlunde er rimeligt, at Andre, end hvem der kjender og ynder min forrige Bane, enten kan eller vil forstaae det Ord, hvormed jeg her begynder en ny, og, uagtet det er ligesaa urimeligt, at Nogen, for at kunne dele mine glade Morgen-Følelser, vil gaae tilbage„ lytte til min Aften-Sang, og bryde Hovedet med mine Natte-Tanker, kort sagt, gjennemgaae min gamle Bane med mig i de glemte Bøger; desuagtet haaber jeg dog dristig begge Dele, det skal man see af denne Fortale, hvor jeg, ved, saa kort og tydeligt som mueligt, at give et Omrids af min Bane, har det urimelige Haab, at sætte selv dem, det Enkelte ei kan blive klart, istand til dog i det Hele at dele mit Syn og min Glæde!
Da jeg, nu snart for tyve Aar siden, betraadte Skribenternes tornede Bane, var det Nordens Myther, disse stærke, gaadefulde Drømme om Kampen, det Ædle, det Heltelige hos Mennesket, gjennem alle Tider, maa føre med det Slette: i Egenkjærlighed og Selvklogskab Forstenede, kort sagt, de gamle historisk-poetiske Drømme om den Kamp, jeg ogsaa af egen Erfaring kjendte, dem var det, som greeb og henrev mig, saa at, skjøndt jeg med det Samme fik Syn paa Christendommens mageløse Herlighed, var det dog kun Asa-Livet, betragtet som et Nord-Lys, der mindede om Tidens Fødsel og spaaede om dens Fylde, kun det som begejstrede mig.
Dette mit Drømme-Liv har afpræget sig i min Skrift før 1811, ligesaavel i min Afhandling om Religion og Liturgi og min Dimis-Prædiken, som i min Mythologie og mine Optrin af Nordens Kæmpe-Liv. Men nu vendte Bladet sig; thi jeg blev Præst, aabenbar ei for at finde Leve-Brød, som jeg netop derved kom længere fra, og i Grunden ei engang for at staae min gamle Fader bi, skjøndt det visselig var mit Ønske, men ret egenlig fordi jeg vaagnede: vaagnede først af den Drøm, at man, i saa antichristelig en Tid, kunde troe paa Christus, og dog forholde Kirken sin Tunge, og vaagnede derpaa tillige af den dybere Drøm, at man kan trøste sig ved Christus, uden i Aand og Sandhed at høre ham, og ham alene, til. — Den første Opvaagnelse drev mig, fra Edda og Abildgaarden, til Bibelen og Kirken. Den anden, som maatte være smertelig, havde nær drevet mig fra Alt til Fortvivlelse. Men, Gud skee Lov! det skedte ikke, og jeg blev da Præst, med det alvorlige Forsæt, at opoffre Alt hvad et Menneske, med Guds Hjelp, kan, for at afvæbne Kirkens Fiender, og vække Nordens Folk af den dybe Sjæle-Søvn paa Afgrundens Bredd, hvori de øiensynlig var som døde og begravede. Dette er klarlig den Axel, hvorom Tanke-Hjulet dreier sig i al min Skrift, fra Fortalen til Nyaars-Nat og Optrinene af Norners og Asers Kamp, som danne Overgangen, til mine Kvædlinger og Bibelske Prædikener, ved hvis Udgivelse jeg ikke blot udtrykkelig erklærede, men viiste, at min Mund var bundet og min Pen omskaaret. — Dette skedte, ingenlunde fordi de fleste Præster vel hadede min Prædiken, og de Boglærde unægtelig foragtede min Skrift; thi begge Dele kunde jeg, Gud skee Lov! bære: Hadet med Taarer, og Foragten med Smil. Men det skedte, fordi jeg følde, det skulde saa være, følde, at da ei blot, ved min Faders Død, mit udvortes Præste-Kald var ophørt, men jeg endog, ved en mærkelig Leilighed, som Præst, paa en Maade sat i Band, — nu var det Guds Villie, at jeg, paa det Umiskjendeligste, skulde vise, hvor langt det var fra mine Tanker, som Parti-Stifter, at gjøre Bulder i Kirken, hvor mærkelig de tog feil, der ansaae mig for en Fiende ad sund Fornuft og grundig Lærdom, og hvor sikker jeg var paa, at have Ham med mig, som lukker i, saa Ingen kan oplade, og lukker op, saa Ingen kan tillukke!!
Nu, 1815, paatog jeg mig at oversætte det ældgamle nordiske Helte-Digt: Bjovulfs-Drape, fra Angel-Saxisk, Norges Konge-Krønike, fra Islandsk, og Danmarks Krønike, fra Latin, paa Dansk, og, hvad end Efter-Slægten vil dømme om Udførelsen, om Løftet skal den vist sige, at det var kæmpemæssigt. Og jeg maatte selv sige, det var forvovent, dersom jeg ikke vidste, hvad der, halv mod min Villie, drev mig til at gjøre, nødte og størkede mig til, efter Evne, at holde det. Men da jeg veed, det var min Christendom, i Pagt med en mægtig vaagnende Fædrenelands-Kjærlighed, som drev det hele Værk, nu siger jeg kun, hvad Sandhed er: Loven var ærlig, men Holden besværlig. Alt i Begyndelsen fristedes jeg til at ønske, man ikke vilde opfylde de Vilkaar, under hvilke jeg kun havde lovet, hvad der vel, under alle Omstændigheder, var en Kærligheds-Gjerning, jeg burde have Sind til at øve, men hvad jeg følde, dog kun, under visse Vilkaar, var en Pligt, jeg, hvor tung den saa faldt mig, skulde stræbe, og turde haabe Kraft til at opfylde. — Hvad det er, for et poetisk Gemyt, i en Række af Aar, som Grammatiker, at sysle med døde Folk og Sprog det maa man vel være lidt mere poetisk end de Fleste, for at fatte. Men at det ei maa være behageligt, kan dog Alle deraf slutte, at det saare sjelden skeer; thi Saameget veed man dog vist om Poeterne, at det er Folk, som gjør med Liv og Sjæl hvad der er deres Lyst, men derfor ogsaa nødig Andet. Allerede derfor kunde jeg med Rette, poetisk talt, kalde det Liv, jeg, under hine Arbeider, har ført, en Død, eller dog en Døds-Kamp, som det to Gange er, at tilkæmpe sig Stadighed ved slige Sysler, og tilkæmpe sig det levende Udtryk i Moders-Maalet, for hvad der, af fremmed Natur, paa det nødvendig falder dødt. Dog, det vilde ei sagt saa stort med mig, der af Naturen er et Slags Amphibie, lidt af Gram og Holberg, venligt og vel forligt, om at lee ad det døde, tomme Ord-Kløverie, og forlystes ved den levende, frugtbare Sprog-Grandskning, der giver fast Fod i Aandens Rige. — Men jeg døde ogsaa historisk, i det jeg traadte ud af al levende Berørelse med den nærværende Slægt. Og hvad det er for en Skribent, der ovenikjøbet skal blive ved at skrive: som blot for sig selv og for de Døde, at det omtrent maa kaldes at være levende begravet, synes mig, man, ogsaa uden selv at være Skribent, saa omtrent maa kunne føle, da det bogstavelig er, som at skulle tale, og blive ved at tale for døve Øren, og tvinge sig selv til at troe, det er ikke forgjæves. Denne Død laae ikke i Sagens Natur, thi var den Deeltagelse, man engang viste Arbeidet for Folke-Krønikerne, voxet, eller endog kun vedblevet under dets Løb, da vilde den oplivet mig. Men det laae i Tidens Vilkaar, at denne Deeltagelse var som det sidste Glimt af en Gnist under Asken, der tabde sig i den dødeste, koldeste Ligegyldighed for den nordiske Oldtids Storværker, oplevende paa Moders-Maalet, der vel er tænkelig. Og at denne Ligegyldighed maatte være dræbende for mig, under et Arbeide, der af Naturen var saa dødt, det er dog vel begribeligt. At Haabet om en bedre Fremtid, Haabet om en Dag, der skulde aabenbare, hvad det var, man iblinde forskjød, og om en Vaar, der skulde smelte hvad Vinteren havde bundet, at et saadant Haab var det Eneste, der kunde give mig baade Mod og Kraft til at fortsætte Arbeidet, til at udtømme mit Liv over de Døde, det er aabenbart. Men er det underligt, at dette Haab efterhaanden hendøde, saa det stod for mig, som en kraftløs Skygge, paa hvis Betydning jeg vel umuelig kunde tvivle, men hvis Understøttelse jeg dog ligefuldt maatte savne, just da jeg trængde allermest til den, under Arbeidet paa Krønikernes tredie Deel, da Ligegyldigheden var blevet til bidende, skjærende Kulde, og da Fortællingen i de gamle Bøger, som det Folke-Liv den skildrede, blev mattere og dødere! Hvad Under, at jeg smittedes af den Ligegyldighed, der var det Eneste, jeg end stod i levende Berørelse med, og blev saaledes ligegyldig for et Arbeide, der kun var til Spot, ligegyldig for en Slægt, der syndes at have forsvoret al Deeltagelse i noget Aandeligt, selv i Fædrene-Daad og Moders-Maal, og endelig selv lunken for mit egenlige Dag-Værk, kort sagt, at jeg omsider ogsaa døde hjertelig! — Det Sidste skulde jeg vel, for min egen Æres Skyld, helst tie med, og lade, som jeg heltemæssig havde trodset Døden under alle Skikkelser. Men søgde jeg min egen Ære, da var jeg en utro Tjener, og fortav jeg, i hvilken aandelig Døds-Kulde jeg omsider nedsank, da stjal jeg Æren fra Ham, der nu har gjort mig levende igjen!
Jeg følde det med Gru, hvor død jeg var blevet, og selv legemlig følde jeg mig Graven nær, da Timen slog, som jeg vel aldrig havde ophørt at vente og at stole paa, men dog omsider at længes ret inderlig efter. Jeg kaldtes igjen til Præst, og det, som det skedte, saa aldeles mod min Villie, at jeg intet Øieblik kunde tvivle paa, det jo ret egenlig var efter Guds, og det gav mig Mod til at bekæmpe Døden i mig og omkring mig, med Opstandelsens Haab. Herren gav Kraft, og mellem venlige Mennesker, i den venligste Natur, mit Øie har seet, levede jeg atter saaledes op, at jeg med Haab og Lyst kunde fuldføre Fordanskningen af Nordens Krøniker! — Aldrig saasnart var Arbeidet endt, før det skedte, hvad Mange vist vilde forsvoret, men hvad jeg aldrig havde tvivlet om, jo vilde skee, naar jeg gav Tid: jeg fik Præste-Kald i Hoved-Staden.
Mit gamle, nødvendige Ønske, at kunne, i den Bye, hvorfra Vantroen udbredte sig over Landet, og hvorfra Alt hvad der skal udbrede sig over Landet, maa udstrømme, — mit gamle Ønske, her at kunne enstund, uafbrudt, i Fred, forkynde Christi Evangelium, som det, der for de mange Millioner var, er for mig, og skal bestandig være en Guds Kraft til Salighed, det begyndte nu at opfyldes, og det er snart opfyldt. Thi virke to Aargange christelige Prædikener Intet her, som er værdt at tale om, da virker, efter min Overbeviisning, tyve saadanne kun den grueligste Ligegyldighed, kan maaskee vel formere Kirke-Gjængernes, men vist ikke de Troendes Antal. Sandelig, skulde jeg, efter et heelt Aars Prædiken, have sagt paa Samvittighed, om jeg havde nogen Grund til at troe, jeg havde udrettet noget, da maatte jeg svaret: ja, jeg har en urokkelig Grund til at troe det; thi jeg har prædiket Guds Ord, og der staaer skrevet: mit Ord skal ikke komme tomt tilbage, men, som Sneen og Regnen, udrette det, hvortil det udsendes! Men ærlig maa jeg bekjende, det er ogsaa den eneste Grund, den, hvormed jeg maa trodse Meget, som synes at vidne om det Modsatte. Maaskee var dette endnu den haardeste Prøve, jeg har gjennemgaaet, fordi mit gjenfødte Haab om den nærværende Slægt, og den deraf flydende Deeltagelse i dens aandelige Vee og Vel, var end som det spæde Barn, for hvem Ligegyldighed kan være Aarsag Nok til Døden. Men, Gud skee Lov! ogsaa denne Fare har jeg overstaaet, ei fordi Verden endnu, i mine Øine, seer bedre ud, men fordi hvad Gud vil, skal leve, kan ikke døe, men størkes og voxer ved hver Kamp det gjennemgaaer. Man skal vist ikke trøstes eller lystes ved at see, hvad der i de sidste Aar udgjør den danske Literatur, thi naar man undtager, hvad altid maa undtages, hvad Ingen læser, med mindre de nødes dertil, da er den aldeles blevet sin Historie værdig. Og nær havde jeg brudt mit Hoved fordærvet, med at udgrunde en Maade, hvorpaa man dog kunde frembringe en Smule Rørelse i det døde Hav. — Jeg arbejdede derfor af alle Kræfter paa et Forsvars-Skrift for Christendommen, der soleklart skulde vise, baade hvor forsvarlig den, og hvor aldeles uforsvarlig saavel enhver Indvending som Ligegyldigheden mod den er. Og det Arbeide var ingenlunde forgjæves, thi det afslørede Lunkenheden i mit eget Bryst, og gav den sit Bane-Saar. Men med Formen kunde jeg aldrig blive tilfreds, thi hvor tørt jeg end begyndte, blev den dog snart saa poetisk, at jeg fandt, den var slet ikke skikket til at vise sig paa det døde Hav, og da det omsider lykkedes mig at faae den gjennemsigtig, saae jeg med Forskrækkelse, at Livet var forsvundet; men følde tillige med Glæde, at jeg var selv blevet levende igjen, og opfyldtes af et levende Haab om at see det samme Guds Under paa mange Tusinde i Norden. Som Præst havde jeg følt det, lige siden Kirke-Aarets Begyndelse, da det gjennemlynede mig, at Natten var Forgangen og Dagen kommet nær. Men som Skribent følde jeg det først, da jeg greeb Rim-Staven, der nu længe havde hvilet hos mig, mellem alle de andre Old-Sager, jeg syndes at skulle tage med mig i Graven. Da følde jeg først, liflig gjennemglødet, at for mig var oprundet en velsignet Nyaars-Morgen i Skjær-Sommer, hvis Straaler jeg, nu saalænge vant til Gravens Nat og Kulde, enstund havde stræbt at fordunkle med Praasen i mig selv [ie.]: med matte, lunkne Betragtninger, og tusinde, ligesaa unyttige som overflødige Betænkeligheder. Midt under denne glædelige Opdagelse, som, med Guds Hjelp, ingen Spot skal berøve mig Frugten af, modtog jeg Ingemanns Kong Valdemar. Og, skjøndt det, et Øieblik, smertede mig dybt, at see den danske Histories Martyr og Patriark, vor herlige Saxo, skildret som en pedantisk Bog-Orm og vindtør Magister, kunde denne ubegribelige Øine-Forblindelse dog umuelig forspilde min inderlige Glæde over at høre et saa levende Dansk-historisk Ord, som det ei i mange Aarhundrede har tonet paa Marken. Thi Sligt kalder jeg, for ramme Alvor, en Helte-Opstandelse, Begyndelsen til den ny Række af det danske Hjertes Helte-Gjerninger, der skal forklare og fuldende dets Bedrifter! — Nu saae jeg da, ogsaa udenfor mig, det Haab jeg altid nærede, gaae i Opfyldelse. Og vel maatte da min Morgen-Hilsen blive, i det Mindste for mig selv, en Morgen-Psalme!
Hvad jeg nu fremdeles har at gjøre, derom er det vel endnu for tidlig paa Dagen til at sige noget Vist, da man jo altid ønsker, under Dagens Løb, at see sine kjære Morgen-Drømme glædelig opfyldte, og maa dog vide, det er ei at vente, især naar Drømmene, SOM mine, er en Smule storladne. Men dog føler jeg mig nu, med Guds Hjelp, istand til at fortsætte Nordens Old-Krøniker, fornye, og jeg haaber, formere de Danske gammeldags Psalmer, og i det Hele at lade endeel gamle gode Venner, ved Hjelp af Rim-Staven, krybe op af Graven, i det Haab, ved kjærlig Pleie af den ømme Danne-Kvinde, at samle Kræfter til et nyt Levnets-Løb. — Dette er nok omtrent hvad jeg skal, og skamme maa jeg mig dybt, naar jeg, uagtet Alt, hvad mig er vederfaret, dog end stundom kan tvivle om at finde en lille, venlig Plet i Norden, hvor jeg kan have Ro og Munterhed til dette mit Dag-Værk. Vist nok er det tilgiveligt, naar jeg tvivler om, at finde en saadan Plet paa det flade, skovløse Land, hvortil hele Kjøbenhavn, nuomstunder, aandelig synes at høre. Men, hvad da? Amager er dog ikke hele Danmark. Snart, vil Gud, er Stenen afvæltet, som i mange Aar laae tungt paa mit Hjerte, og naar jeg da, saa godt som jeg kunde, har forkyndt Evangelium i Danmarks Hoved-Stad, da, synes mig, er jeg fri, som Fuglen i Luften, og kan tage mit Sæde i Norden, hvor det skal være, hvor Gud vil berede mig Plads! — Sandelig, det er mit, maaskee vel urimelige, men derfor ingenlunde ugrundede, Haab, at Gud, efter de atten, vist nok slet for Ham, men ei for Verden, bestaaede Prøve-Aar, vil skiænke mig en lille Plet, hvor jeg kan prædike hvad jeg troer, synge hvad mig synes, og fortælle hvad jeg seer, uden at drages med den plumpe Spot, den aandløse Selvklogskab, den latterlige Storagtighed, det iskolde Haarkløverie, kort sagt, det hele døde Væsen, som er Tidens Pestilents, og var hidindtil baade indvortes og udvortes min Plage! — Hvor forgjæves det er at brydes med denne gamle Trold-Hex, hvis rette Navn er Lige-Gyldighed [ie.]: aandelig Følesløshed, det lærde alt i gamle Dage Thor hos Udgaards-Loke, men det er af de Ting, Ingen troer, før han har prøvet det. Nu derimod, da jeg har lært, man falder snarest, naar man slaaes med Ingen-Ting, nu længes jeg ret inderlig efter en lille Kreds af venlige Medarbeidere, der, uden at bryde sig om Hexen, stole paa Herren, og stirre stadig paa det store Maal, Han sikkert vil, skal naaes: Oplivelsen af Nordens Helte-Aand, til christelige Bedrifter, paa en, med Tidens Tarv og Vilkaar, passende Bane!!
Ingen behøver at fortælle mig, hvor urimeligt et Haab det er, jeg stedse har næret, og venter nu daglig at see stadfæstet; thi det kan jeg sige mig selv, det raaber Alt omkring mig. Men Guds Ord siger mig, at Døden aldrig skal faae Bugt med Herrens Menighed, Nutidens Betragtning viser mig, at skal det Guds Ord bestaae, maa der skee en vidunderlig Opvækkelse, og det er ingenlunde blot Frændskabet, der har avlet mit Haab om at see den i Norden, det er hele Menneske-Historien, der som Guds Finger peger derpaa, det er hele Nordens Historie, der viser mig Forberedelsen dertil, af den Forsyns-Haand, der tager aldrig feil, og kan umuelig hindres fra at naae sit Maal! — At det beroer paa os selv, om vi vil høste, hvad Fædrene have saaet, og at det er nemt at undgaae, det veed jeg godt; thi selv Guds eget Folk gik jo, for Største-Delen, glip ad de store Forjættelser, som nødvendig maae troes og elskes, hvor de skal kunne opfyldes til Glæde. Men derfor er jeg lige sikker paa, at Danmark er Historiens Palæstina, saa, skal noget andet Folk berøve Børnene af Dan og Skjold deres deilige Arv, da kan det kun skee, ved at tilegne sig Fædrene, som de vanartige Børn selv forskyde, ligesom Israels Arv i Aanden kun gik over til de Hedning-Stammer, som i Christo levende tilegnede sig Abraham, Isak og Jakob! At jeg imidlertid om Danmarks Folk haaber det som bedre er, det viser vel hele min Bane, men dog især dette Rim; thi klarere, end med det, kunde jeg umuelig kundgjøre den Tro, at trods alle synlige Mærker, er Danmarks Døde dog kun Daanede, som skal nu bradt opstaae. Og mit Haab er mig saameget des sikkrere, som jeg bestandig klarere seer, at jeg selv oprindelig er af en anden nordisk Stamme, der kun ved Sammen-Smeltning, med det Danske Hjerte-Folk, kan gaae i lige Arv! Enhver, som, ved Dagens Lys, betragter min Færd og min Skrift, skal vist, naar han er aandelig hjemme i Nordens Historie, sande, at Danskheden i mig ei kan være naturlig oprundet, men maa være historisk indpodet. Thi saa haardt, med Venne-Hug, slaaer ingen Dansk, og skulde Danskheden i mig baaret, hvad mig er mødt paa Marken, da maatte jeg for længe siden være gaaet i Jorden, som jeg gik, da den skulde bære Sit: Forhaanelsen af Moders-Maalet i vor Moders egen Krønike! — Det er og aabenbart, at saalænge jeg fulgde min Natur, og betragtede Norden med mine egne Øine, fandt jeg mine Fædre mest tilfjelds, mit Moders-Maal paa Island, mine Helte hos Snorro, mit Valhald i Edda, og kun efterhaanden, som jeg stræbde at see med Historiens Øie, i Bibelens Lys, efterhaanden, som jeg lærde, at Livet, skjøndt det klarest viser sig i Hoved-Staden, dog udgaaer fra Hjerte-Kamret, seer man, jeg dalede, og sank først seent, halv stræbende, halv strittende, i Bølgernes Skjød, saa jeg maatte, som Gorr, seile længe, før jeg fandt mine Frænder paa de Danske Øer, mine Helte hos Saxo, og mit Valhald i Rim-Krøniken. — At jeg nu ikke vil adskille, hvad Gud, klarlig i Historien, og følelig for mig selv, har sammenføiet, men at jeg tvertimod bestandig, baade indvendig og udvendig, maa arbeide paa Sammensmeltningen af hvad jeg føler, kun forenet, kan naae Maalet, er dog vel begribeligt. Og jeg har aldrig været længere end nu fra at opgive Haabet om et kjærligt Ægteskab mellem Edda og Rim-Krøniken, som mellem Thor og Freia! — Det er da Slutningen, at i Nordens Helte-Grav har jeg gjort Stalbroderskab med de elskelige Kæmper af alle tre nordiske Stammer, saa nu vil vi følges ad i Liv og Død. Men da vi har lært, det er pinligt at døe, før man har fyldt sine Dages Tal, saa vil vi nu opslaae vort Paulun, hvor man vil lade os leve, og er det ikke her, saa trøste vi os ved, at overalt hvor vi komme, med Oldtidens levende Minde, der føre vi i Grunden Fæderne-Landet med os, især da vort rette Fæderne-Land dog er her oventil, hvor Han boer, af Hvem al Faderlighed haver Navn!!
Ingen kan finde det rimeligere end jeg, at man i Almindelighed vil erklære disse Oplysninger, saavelsom Rimet selv, for idel Sværmerie og Galmands-Værk; thi Ingen er blevet føleligere erindret om, at denne er det attende Aarhundredes uforanderlige Dom om alt Aandeligt. Men jeg nærer ret med Flid det urimelige Haab, at dette Skrig imod Aanden ei meer skal kunne løfte sig paa Marken, uden at møde den Afskye det fortjener. Thi skal det kaldes Sværmerie Alt hvad der gjør os aandelig levende, uden videre Spørgsmaal om Kilden, hvoraf Livet udstrømmer, eller Maalet, hvortil det stræber, da veed jeg, at hvert Hjerte, hvori der er en god Blods-Draabe af den velsignede Kilde Som sprang i danske Helte-Aarer, at hvert saadant Hjerte vil heller med et gudeligt og elskeligt Liv adle Sværmer-Navnet, end, for at kaldes fornuftigt af Daarer, tilintetgjøre sig selv i en aandelig Død!
Christianshavn den 12te August 1824.
N. F. S. Grundtvig
Residerende Capellan ved Vor Frelsers Kirke.